DEN LATENTE FACISME

"Mens Rieux stod og lyttede til jubelen, der steg op fra byen, huskede han på, at denne jubel bestandig var i fare. For han vidste, hvad denne glade menneskemængde ikke vidste, men hvad man kan læse sig til i bøgerne, at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder, at den gennem årtier kan slumre i møbler og linned, at den venter tålmodigt i stuer, kældre, kufferter, lommetørklæder og gamle papirer, og at den dag måske kommer, da pesten til ulykke og belæring for menneskene på ny vækker sine rotter og sender dem ud for at dø i en lykkelig by." Sådan lyder de afsluttende linjer advarende i Albert Camus' roman Pesten fra 1947.

Camus skrev ’Pesten’ ud fra en følelse af eksistentiel hjemløshed. Efter den 2. Verdenskrig havde han set den overlegne europæiske verdensånd i frit fald. De europæiske dyder, den store kunst, den overlegne videnskab, idealismen og kreativiteten lå i ruiner, og det europæiske borgerskab var smadret.

Bag fortællingen om den hærgende pest i Oran ligger fascismens fremkomst og bjerge af lig fra de europæiske slagmarker. Bacillen er den hærgende fascisme i Europa, og i mere konkret forstand den tyske besættelse af Frankrig, som Camus, der selv er født i Algeriet, men flyttede til Paris i 1940 for at deltage i modstandskampen, havde tæt inde på livet.

Siden Camus advarede mod den latente fascistiske fare, har samfundsforskere dog været forsigtige med at bruge fascismebegrebet. Primært fordi fascisme er svær at definere, og blandt historikere og politologer er der mange opfattelser af, hvad begrebet egentlig dækker. De store fascistiske bevægelser og regimer hører jo mellemkrigstiden til. Det var først og fremmest i Italien og Tyskland i form af nazisme. Der er dog enighed om, at de vigtige træk i disse bevægelser var ekstrem nationalisme, antikommunisme/-socialisme og antiparlamentarisme. I Tyskland kom dertil en radikal antisemitisme. Magten skulle tilkæmpes ved oprettelsen af et førerstyret parti med total lydighed, suppleret af paramilitære korps såsom Fasci di combattimento i Italien og SA og senere SS i Tyskland. Deres opgave var at tilkæmpe sig magten i gaderne og senere i staten og at opretholde denne magt. Men det er med fascismebegrebet, som med den gamle fabel om drengen, der flere gange råber, at ulven kommer, uden at det er tilfældet. Og når den så dukker op, vil folk ikke tro på det.

I akademiske kredse har man, så længe som begrebet fandtes, haft svært ved at definere fascisme. Der findes heller ikke nogen dogmatisk udlægning af, hvad fascisme er. ”Den italienske fascisme var den første til at skabe en militær liturgi, en folklore og sågar en måde at klæde sig på – som fik større succes i udlandet end Armani, Benetton eller Verasace”, fortæller den italienske forfatter, Umberto Eco, som jeg vil vende tilbage til senere. Først i 1930erne dukkede der fascistiske bevægelser op i England, med Mosley og i Letland, Estland, Litauen, Polen, Ungarn, Rumænien, Grækenland, Jugoslavien, Spanien, Portugal, Norge og sågar i Sydamerika for ikke at nævne Tyskland. Det var den italienske fascisme, der overbeviste mange liberale europæiske ledere om, at deres nye regime var i færd med at gennemføre spændende sociale reformer, der kunne levere et moderat revolutionært alternativ til den kommunistiske trussel.

Som tysk- og samfundsfagslærer har jeg nok, som de fleste, været mest eksponeret for den tyske form for fascisme, nazismen, som opstod i perioden efter 1. Verdenskrig i den såkaldte Weimarrepublik. 

Weimarrepublikken (1919-1933) var Tysklands første demokratiske eksperiment, der var præget af ekstrem politisk ustabilitet, økonomiske kriser og intens polarisering, hvilket banede vejen for fascismens fremkomst og nazismens magtovertagelse. Fascismen i denne periode var primært repræsenteret ved den voksende nazistiske bevægelse (NSDAP) under Adolf Hitler, som delte træk med italiensk fascisme, men var mere ekstrem i sin racisme og antisemitisme. 

Nederlaget i 1. verdenskrig, Versaillestraktaten (krigsskadeserstatninger og demilitarisering) og hyperinflation skabte bl.a.  grobund for ekstremisme. Grupper som Reichsbürgere og andre konservative/monarkistiske kredse (som DNVP) var sammen med nazisterne med til at underminere republikken. 

Efter Hitlers fængsling (1923-24) forsøgte nazisterne at vinde magten gennem valg i stedet for vold, men forblev en marginal gruppe frem til 1929, hvor en økonomisk krise (1929), ’Den store depression’, førte til massiv arbejdsløshed (6 mio. i 1932), hvilket gav nazisterne folkelig opbakning og gjorde dem til en magtfaktor. I januar 1933 blev Hitler kansler, og gennem Bemyndigelsesloven” af 24. marts 1933 (ty. Ermächtigungsgesetz), en tysk lov, der de facto gjorde Hitler til diktator ved at give hans regering ret til at vedtage love uden om parlamentet (Rigsdagen). Loven, formelt kaldet "Lov til afhjælpning af folkets og rigets nød", afskaffede i praksis demokratiet og Weimarforfatningen.

Weimarrepublikken betragtes ofte som et forværelse til nazismens "Tredje Rige", hvor demokratiske svagheder og en dyb økonomisk krise gjorde det muligt for en fascistisk bevægelse at overtage magten, hvilket jeg tidligere har beskrevet i mit essay, ’Demokrati og samtale’ fra 2020.  

Siden har mange spurgt sig, hvordan det kunne komme så vidt? Hvordan kunne et progressivt demokratisk eksperiment som Weimarrepublikken forvandle sig til et nazistisk rædselsherredømme? Det var spørgsmål som også tre tyske intellektuelle, Hannah Arendt (1906-1975), Victor Klemperer (1881-1960) og Theodor W. Adorno (1903-1969), alle af jødisk herkomst, stillede sig.  Det kommer der en utrolig spændende tænkning ud af, både i Weimarrepublikken, men også udenfor, da nogle af tidens mest spændende tænkere måtte flygte i 1933, bl.a. Adorno, Benjamin, Bloch og Arendt. 

Den eneste af de nævnte, der forblev i Tyskland i perioden var Victor Klemperer. 

I 1995 blev en af 2. verdenskrigs måske vigtigste dagbøger udgivet i Tyskland. Dagbogen var skrevet af den jødiske litteraturprofessor Victor Klemperer, der i årene 1933-45 nedskrev sit vidnesbyrd om, hvordan det var at leve som jøde i Nazityskland. Klemperer, der boede i en forstad til Dresden, var 54 år, da Nürnberg-lovene blev vedtaget i 1935. Han havde kæmpet i den tyske hær under 1. verdenskrig og var konverteret til kristendommen, da han giftede sig med sin tyske hustru. 

Han nægtede derfor at flygte – Tyskland var hans hjem, mente han: “Vi må blive her og klare os, så godt vi kan”, skrev han i 1935.

 I bogens indledning fortæller Klemperer om, hvordan han som jøde og sprogforsker selv havde mærket den forfølgelse, der lå i selve sproget, allerede før ordenes vold blev til fysisk vold. Han fortæller, hvordan han, efter at embedsstanden blev udrenset i 1930erne, mistede sin lærestol og mulighed for at forske. Ja, hvordan han endda blev drevet ud af sit hjem og ramt af forbuddet mod at bruge biblioteket. 

Efter at hans livsværk således var taget ud af hænderne på ham, begyndte han i stedet, fra nazismens begyndelse, at tage noter til en analyse af Det Tredje Riges sprog. Han så Det Tredje Riges sprog alle steder: På henkastede sedler, i samtaler på tvangsarbejdspladsen, i propaganda, i dødsannoncer, i strækmarch samt i de bøger, aviser og andre medier, han som jøde kun sjældent havde adgang til. Hans dagbog beskriver i detaljer, hvordan nazisterne først udelukkede jøderne fra samfundet og senere gjorde alt for at udrydde dem. 

I sin bog, ”Det tredje Riges sprog”, er han af den overbevisning, at det var Det tredje Riges sprog, der hjalp med at danne dets kultur. Som Klemperer skriver: ” Det er ikke blot de nazistiske handlinger, der nødvendigvis må forsvinde, men også det nazistiske præg, den typisk nazistiske måde at tænke på og dens yngleplads: nazismens sprog.”

Om fascismens sprog i 1930erne skriver han: ” (…) sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer hele min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det (…) Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”. Klemperers arbejde er en advarsel om, hvordan politisk sprog kan forme og begrænse menneskers evne til at tænke kritisk, hvilket baner vejen for totalitarisme.

Klemperer analyserede også, hvordan nazisterne ændrede antisemitismen fra at være religiøst eller kulturelt begrundet til at være biologisk. Nazisterne udnyttede dog også aktivt Martin Luthers antisemitiske skrifter, især "Om jøderne og deres løgne" (1543), til at legitimere deres racelære og Holocaust, og de beskrev sig selv som "reformationens fuldendere" og Luther som nazistatens "åndelige gudfader". Hitler og nazistiske propagandister hyldede Luther som en tysk "førerskikkelse" og pioner for en nationalkirke. Den tyske Lutherdag den 10. november 1933 var en storstilet fejring af 450-året for Martin Luthers fødsel, ligesom de endda fejrede Kristallnacht i 1938 på hans fødselsdag. Ved at forankre jødehad i "blodet" gjorde de forfølgelsen umulig at kompensere for, hvilket legitimerede udelukkelse som en "gudvillet" orden.

Klemperer overlevede på forunderlig vis og mod egen forventning krigen og undgik kz-lejr og deportation, udelukkende fordi han var gift med en ikke-jødisk kvinde, der ikke ville lade sig skille. Efter krigen flyttede han tilbage til Dresden, hvor han tilbragte­ resten af sit liv. Han havde da gennemlevet flere perioder af Tysklands politiske historie lige fra det tyske kejserrige over Weimarrepublikken, nazismen og DDR og anses for at have givet et af de mest levende vidnesbyrd om et tumultarisk århundrede i europæisk historie.

Andre tyske intellektuelle med jødisk ophav måtte imidlertid tage benene på nakken og, tvunget af omstændighederne, fortrække i eksil. En af dem var Theodor W. Adorno, en tysk filosof, sociolog og musikteoretiker, der formede sin tidlige intellektuelle karriere i Weimarrepublikken (1918–1933) og senere blev en af de mest fremtrædende skikkelser i ’Frankfurterskolen’. Selvom han var tvunget i eksil i 1934 på grund af sin jødiske herkomst og politiske holdninger, forblev Weimar-periodens kultur og dens efterfølgende kollaps en fundamental referenceramme for hele hans forfatterskab, og særligt for hans kritiske teori.

Han havde i Weimarårene (1918–1933) studeret filosofi i Frankfurt am Main og musik i Wien hos Alban Berg, hvor han blev en del af Arnold Schoenbergs kreds.  I 1932 havde han publiceret artikler om musik i Zeitschrift für Sozialforschung, hvilket markerede hans tidlige interesse for æstetik, kultur og filosofi. Han havde også afsluttet sin disputats om Kierkegaard i 1931, midt i en tid præget af den politiske ustabilitet i de sidste år af Weimarrepublikken. I 1934 emigrerede han derfor fra Nazityskland til Oxford og 1938 videre til New York, hvor han var mere optaget af, om der kunne blotlægges en særlig personlighedstype, som lå under for fjendtlige holdninger til mindretalsgrupper. Adorno mente, at Weimarrepublikkens kollaps og nazismens fremmarch var forbundet med en latent autoritær personlighedsstruktur i den tyske befolkning. 

Fra 1941-49 opholdt han sig i Los Angeles, hvor han i årene efter 2. Verdenskrig ledte et indflydelsesrigt sociologisk projekt om baggrunden for fascismens ekstreme fremtrædelsesformer (Theodor W. Adorno mfl.: The Authoritarian Personality (1950)). Han mente, at man kunne måle denne personlighedstype med det han kaldte fascisme-skalaen, F-skalaen. Med den ville han indfange den autoritære personligheds kendetegn, som han mente bestod af ni egenskaber: 1) Konventionalisme (Konventionalisme er i videnskabsteorien den opfattelse, at videnskabelige teorier ikke giver en sand eller falsk beskrivelse af naturens indretning eller historiske forløb, men at teorierne er udtryk for en konvention, hvor man vælger den teori blandt de mulige, som giver den enkleste forklaring på de observerbare fænomener), 2) autoritær underkastelse, 3) autoritær aggressivitet, 4) fjendtlighed mod det kunstneriske og mod intuitiv og filosofisk tænkning, 5) tendens til overtro og skematisk tænkning, 6) beundring for magt og hårdhed, 7) kynisme, 8) tilbøjelighed til at projicere (dvs. at man ubevidst tillægger andre mennesker de egenskaber, følelser eller behov, som man ikke selv vil vedkende sig), 9) bekymringer over omgivelsernes seksualliv. 

Med denne opstilling mente han at have vist sammenhængen mellem fremmedfjendtlighed og en bestemt personlighedstype. I 1949 vendte han tilbage til Frankfurt, hvor han var professor til sin død.

Da Adorno vendte tilbage til Tyskland efter 2. verdenskrig, brugte han sin erfaring fra Weimarrepublikken til at advare mod gentagelser. Han insisterede på, at intet kan leve i skyggen af Holocaust, og at Nazismen levede videre i de strukturer, der lignede Weimarrepublikkens og mente, at den bedste beskyttelse mod en gentagelse af Weimar-kollapset var en "opdragelse til myndighed" (Erziehung zur Mündigkeit) – altså at fremme kritisk tænkning og undgå blind lydighed. Theodor W. Adorno kritiserede skarpt konceptet om at "komme til fornuft med fortiden" (Vergangenheitsbewältigung) som ønsketænkning og argumenterede for, at den nazistiske fortid ikke kunne "løses" blot ved at huske den. I sit foredrag "Hvad betyder det at komme overens med fortiden?" (1959) opfordrede han i stedet til en kritisk undersøgelse af fortiden for at forhindre de vedvarende virkninger af fascistiske tendenser i et demokrati. Han opfattede det "at komme overens med fortiden" som et ubevidst forsøg på at slippe af med den, at krydse den af på listen og "trække en streg under den" og argumenterede for, at fascismen fortsætter, så længe de objektive sociale forhold, der gav anledning til den (økonomisk orden, nationalisme) og folks psykologiske konstitution (tro på autoritet), forbliver uændrede. 

I stedet for at "håndtere den" opfordrede han til en kontinuerlig "at komme til fornuft" baseret på viden, selvrefleksion og en kritisk undersøgelse af samfundets struktur. Et centralt mål var uddannelse til myndighed for at forhindre en gentagelse af katastrofen. Han var især optaget af det han kaldte kritisk selvoplysning og anså det nødvendigt at blive bevidst om ubevidste psykologiske tilknytninger til autoritære strukturer.

Adornos holdning var rettet mod efterkrigstidens tavshed, og han opfordrede til en dyb, smertefuld konfrontation, der brugte "chokket" fra den moralske katastrofe i Auschwitz som grundlag for en demokratisk kultur.

Da statistiske opgørelser i 1960erne viste, at færre og færre tyskere bekendte sig åbent til antisemitiske holdninger og at mange mente, at emnet derfor var forældet, påpegede Adorno, at det ikke var overraskende, at den slags synspunkter i efterkrigstiden ikke blev luftet eksplicit, og meningsmålinger og statistik derfor ikke var særligt effektive værktøjer til at måle antisemitisme.

Det skyldtes ikke kun, at det er dårligt defineret, hvad man egentlig måler, men også at det ifølge Adorno er en misforståelse overhovedet at opfatte antisemitismen som et »isoleret og specifikt fænomen«. I stedet måtte den forstås ud fra dens funktion i et større idékompleks, der tilsammen udgør en »særlig type militant og overdreven nationalisme«. I sådanne bevægelser optræder antisemitismen som et »middel, der egner sig til at bringe de ellers højst forskelligartede kræfter i højreradikalismen på samme formel«. Det centrale er her, at antisemitismen således betragtet er et politisk middel, et medium for mobilisering, og at den ifølge Adorno er strukturelt identisk med andre former for racisme.

Adorno ser socialpsykologisk på problemet: Antisemitismen er et antioplysningsprojekt, som kanaliserer »ubevidste driftsimpulser, konflikter, tilbøjeligheder og tendenser, som den forstærker og manipulerer i stedet for at bevidstgøre og forklare dem«. Den indfanger usammenhængende følelser af krænkelse og magtesløshed og retter denne harme mod en fælles fjende, der angiveligt har nogle ufortjente privilegier.

Adornos karakteristik gør det muligt at forstå den vedholdende racistiske kliché om ’jøderne’ som en særligt begunstiget, velhavende, indflydelsesrig og fordækt elite. Dette fiktive fjendebillede udspringer af en hjemløs frustration, og det nytter ifølge forfatteren ikke at møde denne affekt med en modsatrettet affekt: et »sentimentalt reklamebillede« af den hæderlige jøde. Det er netop ikke antisemitismens indhold – den illusoriske ’jøde’ – men dens funktion, der er afgørende.

Adorno havde, ligesom Klemperer også tænkt over, hvordan sproget og kulturen påvirker vores tænkning, og i 1947 beskriver han, sammen med den tyske filosof og sociolog Max Horkheimer (1895-1973), i bogen ”Oplysningens dialektik”, hvordan populærkultur under kapitalismen masseproduceres som standardiserede varer. Han fremlægger en kritisk teori, der ser underholdning som et ideologisk værktøj, der passiviserer masserne, forhindrer kritisk tænkning og opretholder det bestående samfund. Han mener, at kulturprodukter (film, musik, magasiner) er skåret over samme skabelon, ligesom biler på et samlebånd. De produceres for at blive solgt (bytteværdi) snarere end for deres kunstneriske indhold. Kulturindustrien fungerer som en form for "hjernevask", der idylliserer samfundet og fjerner forbrugerens evne til at tænke kritisk. Underholdningen bliver en flugt, der gør det nemmere at acceptere virkeligheden. Oplysningstiden, der skulle frigøre mennesket er i stedet endt i et totalitært "massebedrag", hvor teknologien bruges til kontrol.

I Adornos øjne var fascismen en slags falsk løsning på virkelige problemer. For ham var fascismen ikke så meget et sammenhængende ideologisk projekt, men snarere en tendens til at søge autoritære og voldelige løsninger på problemer, som det kapitalistiske, liberaldemokratiske samfund ikke kunne løse (fordi de var et uomgængeligt resultat af kapitalismen selv). Fascismen er i den forstand ikke noget mystisk og udefrakommende, men en indre tendens i vores samfund, der forstærkes i krisetider.

Det var også under Weimarrepublikken og under presset fra det opstigende naziregime at Hannah Arendt på en og samme tid bliver politisk bevidst og opmærksom på sin jødiskhed. Og hele den proces førte i sidste ende også til, at hun engagerede sig og som researcher indsamlede eksempler på de efterhånden daglige antisemitiske forhånelser i Tyskland. Som jøde var hun selv i umiddelbar fare i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933, men hun blev også kortvarigt arresteret af Gestapo, da hun indsamlede materiale om antisemitiske udtalelser fra nazistiske grupper, hvilket til sidst medfører, at hun i 1933 forlader Tyskland.

Sammen med sin mor vælger Arendt den klassiske flugtrute fra Erzgebirge over den grønne grænse ind i Tjekkoslovakiet. Arendts krydsning af grænsen foregår via et hus, der ejes af en tysk sympatisør, ”hvis hoveddør lå i Tyskland og hvis bagdør lå i Tjekkoslovakiet; hun tog imod sine ’gæster’ om dagen, bød dem på noget at spise og lukkede dem dernæst i ly af mørket ud ad bagdøren”. Ud af Tyskland, ind i en ny eksistens.

De politisk forfulgte forblev for det meste i Prag, hvor der fra og med foråret 1933 blev dannet et stærkt netværk blandt især socialdemokrater. De intellektuelle rejste derimod som regel videre over Schweiz til Frankrig. I sommeren 1933 var allerede omtrent 40.000 mennesker flygtet på den måde, hvoraf 20.000 var rejst videre til Paris. Da nazisterne også besatte Frankrig, emigrerede Arendt videre til New York, USA, i 1941. Her blev hun en af ​​de mest indflydelsesrige politiske tænkere i det 20. århundrede. 

Arendt er bedst kendt for sine værker om totalitarisme, autoritet og ondskabens natur, herunder ’Totalitarianismens oprindelse’ og ’Eichmann i Jerusalem’. Der centrerer sig en kontrovers om hende i forbindelse med hendes rapportering om retssagen i Israel i 1961 mod Adolf Eichmann, en højtstående nazistisk embedsmand, der var ansvarlig for at organisere logistikken bag deportationen af ​​millioner af jøder til ghettoer og udryddelseslejre under Holocaust. Arendt dækkede retssagen for The New Yorker, og hendes observationer blev senere udgivet som ’Eichmann i Jerusalem: En rapport om ondskabens banalitet’.

Det, der vakte forargelse, var hendes sætning "ondskabens banalitet". Mange læsere fortolkede dette som en bagatellisering af Eichmanns forbrydelser eller fremstilling af ham som mindre uhyrlig, end han var. Arendt blev især skarpt kritiseret af mange jødiske og israelske intellektuelle for sin analyse, som mange opfattede som mangel på empati over for ofrene og en misforståelse af Eichmanns dæmoniske natur. Israelerne så Eichmann som en dæmonisk, antisemitisk ærkeskurk.

Hannah Arendt kritiserede derimod Israel, primært i forbindelse med retssagen mod Adolf Eichmann, fordi hun mente, at retssagen var en "skueproces" iscenesat af David Ben-Gurion, Israels første premierminister, for at styrke national sammenhængskraft frem for at sikre retfærdighed. Hun var i forvejen kritisk over for Israels zionistiske retning, som hun mente skabte en eksklusivt jødisk stat frem for en verdslig, og hun udviste bekymring over behandlingen af palæstinensere, som hun så som et svigt af menneskelig værdighed.

Arendt hævdede imidlertid ikke, at Eichmann var uskyldig, og hun benægtede heller ikke omfanget af hans forbrydelser. I stedet argumenterede hun for, at han var foruroligende almindelig. Han var ikke et dæmonisk geni drevet af dybt ideologisk had; snarere fremstod han som en bureaukrat, der undgik at tænke kritisk over, hvad han lavede. Han brugte klichéer, adlød ordrer og prioriterede karriereudvikling frem for moralsk refleksion.

Arendts centrale påstand var, at stor ondskab ikke kun kan begås af fanatikere eller sadister, men også af almindelige individer, der ikke formår at tænke – som overgiver moralsk dømmekraft til autoriteter, ideologi eller rutine. At "forstå" en sådan person betød efter hendes mening ikke at tilgive ham. Det betød at undersøge de betingelser, der gør sådanne forbrydelser mulige.

For Arendt var tænkning en moralsk aktivitet. Nægtelsen af ​​at tænke – at sætte spørgsmålstegn ved, at dømme, at tage ansvar – skaber det rum, hvor grusomheder kan blomstre. Hendes arbejde udfordrer den trøstende tro på, at ondskab altid er åbenlys og uhyrlig. I stedet advarede hun om, at det kan opstå fra konformitet, tankeløshed og bureaukratisk lydighed.

Tankeløsheden hos Eichmann gav sig jo også udtryk i en mangel på empati. Og Arendt indså, at "den menneskelige empatis død er et af de tidligste og mest sigende tegn på en kultur, der er ved at falde i barbari”. Hun så empati som den usynlige tråd, der holder et samfund sammen. Når den svækkes, ser folk ikke længere hinanden som mennesker – men som forhindringer, værktøjer eller abstraktioner. På det tidspunkt føles grusomhed ikke længere som grusomhed, og uretfærdighed bliver lettere at retfærdiggøre. Empatiens kollaps sker ikke pludseligt; det falmer stille og roligt og erstattes af ligegyldighed. Og når ligegyldighed bliver normal, begynder civilisationens fundament at revne. Det, der følger, er ikke kaos – men en koldere, mere kalkuleret form for skade.

Arendt undersøgte også, hvordan kontrol trives i forvirring. Når folk ikke kan skelne sandhed fra løgn, bliver de lettere at manipulere. Dette tab af klarhed svækker kritisk tænkning. Det giver autoriteter mulighed for at forme virkeligheden, som de ønsker. "Det ideelle subjekt for totalitær dominans er ... mennesker, for hvem sondringen mellem fakta og fiktion, sandt og falsk, ikke længere eksisterer”, konstaterede hun.

Fascismen, eller totalitarismen, som var det begreb, hun yndede at bruge, betragtede hun som udtryk for en radikal fremmedgørelse og adskillelse af individet, der muliggøres af det moderne massesamfund. Totalitarismen var ifølge Arendt en helt ny statsform, som var forskellig fra tidligere tiders tyranni og despoti, fordi totalitarismen først blev mulig med det moderne samfund. Hun pegede på, at traditionsopløsning, orienteringsløshed, overflødige menneskemasser og nedbrydning af tillid og af civilsamfundet var nogle af hovedårsagerne til udviklingen af totalitarismen.

Konkluderende kan man sige, at Hannah Arendt analyserede fascisme og nazisme som dele af en ny "totalitær" styreform, der skiller sig fra traditionelt tyranni ved at søge total kontrol over individets liv og tankegang. I hovedværket ’Totalitarismens oprindelse’ (1951) beskriver hun nazismen som en bevægelse, der udnytter antisemitisme og imperialisme til at skabe et atomiseret, rodløst samfund. 

Totalitarisme opstår ifølge Arendt i et samfund, hvor individer føler sig isolerede, rodløse og uden fællesskab, hvilket gør dem modtagelige for ideologier, der tilbyder et "større, anonymt fællesskab".

Hun så fascisme/nazisme som en reaktion på det moderne samfunds krise, hvor tabet af traditionelle strukturer efterlod mennesker forsvarsløse over for totalitær kontrol. 

Arendt beskrev totalitarisme som en form for "svamp", der kan dukke op igen, hvis de underliggende betingelser – isolation og mangel på politisk ansvarlighed – er til stede.

Hannah Arendts mor, Martha Arendt, var, selv om hun var en moderat socialdemokrat, en stor beundrer af Rosa Luxemburg og tog sin datter med til socialistiske møder for at støtte hende. Under et møde i Königsberg i januar 1919 bad moderen den da 12-årige Hannah om at være opmærksom, da det var et "historisk øjeblik". Så det var ikke underligt, at Hannah fandt dyb inspiration i Rosa Luxemburgs arbejde og inkorporerede mange af hendes indsigter i sin egen politiske teori. Hun mente også, at mordene på Luxemburg og Karl Liebknecht i 1919 banede vejen for Hitlers magtovertagelse og brugte især Luxemburgs analyse af imperialisme til at forklare tilbagegangen i national suverænitet og fremkomsten af totalitære bevægelser.

 Ligesom Rosa Luxemburg værdsatte hun de spontan politiske handlinger, såsom arbejderråd (Rätebildungen), og betragtede dem som essentielle skoler i det offentlige liv og modprincipper til totalitarisme. I ’Totalitarismens oprindelse’ citerer Arendt eksplicit Luxemburgs forståelse af, hvordan imperialismen destabiliserede etablerede nationalstater og transformerede politiske strukturer.

Samlet set fremhæver Arendts og andre intellektuelles analyser også en vigtig forskel mellem politisk branding og politisk substans. Mens nazistpartiet indarbejdede ordet "socialist" i sit navn, afveg regimets ideologi og praksis markant fra socialistiske traditioner. Dets definerende karakteristika var racemæssig nationalisme, autoritært lederskab, undertrykkelse af arbejderbevægelser og en stat organiseret omkring militarisering og ekspansion. Af denne grund kategoriserer de fleste historikere og politiske teoretikere da også nazismen som en form for højreekstrem autoritær eller fascistisk ideologi snarere end en venstreorienteret politisk bevægelse. 

Den sidste jeg vil nævne, der har fået mig til at reflektere ovre begrebet, fascisme, har haft et helt andet udgangspunkt for at beskæftige sig med begrebet end de tidligere nævnte. Umberto Eco (1932-2016) var en italiensk middelalderforsker, en semiotiker, der studerede, hvordan mening skabes. Han var også essayist og vel bedst kendt som forfatter til romanen ’Rosens navn’. I årtier analyserede han, hvordan ideer spredes, hvordan symboler former tro, og hvordan samfund afgør, hvad der er sandt. I 1995 holdt han et foredrag på Columbia University, der senere blev til hans essay ”Den evige fascisme”, som blev udgivet i The New York Review of Books.

Når jeg skriver, at han havde et helt andet udgangspunkt end de tre tidligere nævnte tyske forfattere, så illustreres det vel bedst med, hvordan han indleder essayet: 

”I 1942, da jeg var 10 år gammel, vandt jeg førstepræmien i Ludi Juveniles (en frivillig konkurrence med tvungen deltagelse for unge italienske fascister – dvs. for alle unge italienere). Jeg havde med retorisk virtuositet udbredt mig om emnet: ’Er det vor pligt at dø for Mussolinis ære og Italiens udødelige skæbne?’ Jeg havde svaret bekræftende. Jeg var en vaks dreng.” Senere fortæller han også: ”Jeg tilbragte to af mine tidligste år omgivet af SS-folk, fascister og partisaner, der skød på hinanden, og jeg lærte at undgå kuglerne. Det var ikke nogen ringe øvelse”. Fascismen var for Eco en realpolitisk virkelighed, der i hans barndom formede hans uddannelse, hans hverdag, hans sprog. 

 ”I april 1945 indtog partisanerne Milano. To dage efter nåede de frem til den lille by, hvor jeg boede. Det var en glædens dag.” Hans barndoms selvfølgelige loyalitet til det fascistiske styre og dets dødkult, blev med et trylleslag uproblematisk forvandlet til en fascination af de fremmedartede amerikanske soldater og de mystiske partisaner.

I essayet definerer Umberto Eco fascisme ikke kun som et historisk fænomen, men som en evig, snigende mentalitet (ur-fascisme) med 14 træk, herunder traditionstroskab, handling for handlingens skyld, frygt for anderledeshed og foragt for svage. Eco advarede om, at disse træk kan dukke op i nye former og true moderne demokratier. Kort sagt er Ur-fascisme en fascisme-type, der kan opstå under forskellige navne og i forskellige former, så længe de samme underliggende, antidemokratiske træk er til stede.

Som centrale punkter i sin analyse af ur- fascismen nævner Eco:

- Dyrkelse af tradition og modernitetsfjendskab og afvisning af oplysningstiden og kritisk tænkning.

- Handling for handlingens skyld: Intellektuel aktivitet mistænkeliggøres, og handling prioriteres uden forudgående refleksion.

- Uenighed er forræderi: Kritisk tænkning og divergerende meninger tolereres ikke.

- Frygt for forskellighed: Racisme og fremmedhad bruges til at samle gruppen mod en fjende.

- Fascismen appellerer ofte til social eller økonomisk frustration.

- Fjender fremstilles som både for stærke og for svage (eksempelvis gennem jødehad eller mistillid til medier).

- Machismo og heltedyrkelse med foragt for kvinder, nonkonform seksualitet og en "dødsdyrkelse".

- "Newspeak". En begrænsning af sproget for at forhindre kompleks tænkning. 

Eco argumenterede for, at Ur-fascismen stadig kan vende tilbage i uskyldige forklædninger for at ødelægge demokratiet. Som han siger: ” Betegnelsen ’fascisme’ kan tilpasses hvad som helst, fordi man, selv om man fjerner et eller flere træk fra et fascistisk regime, stadig vil kunne genkende det som fascistisk. Fjerner man imperialismen fra fascismen, får man Franco eller Salazar; fjerner man kolonialismen, får man Balkan-fascismen. Føjer man til den italiensk fascisme en radikal anti-kapitalisme (som aldrig betog Mussolini), får man Ezra Pound. Tilføjer man den keltiske mytologi og Graal-mystikken (som var fuldstændig fremmed for den officielle fascisme) får man Julius Evola, en af de mest respekterede fascistiske guruer. Trods denne forvirring mener jeg, at det er muligt at opstille en liste over typiske karakteristika ved det, som jeg vil kalde ’Ur-fascismen’ eller den ’evige fascisme’.”

Som tidligere nævnt var Umberto Eco filosof, semiotiker (tegnforsker) og forfatter og han havde derfor, ligesom Victor Klemperer og Adorno, et særligt blik på, at massemedier gennem manipulation ofte er et værktøj til at sprede den "evige fascismes" retorik og skabe et forenklet fjendebillede.

 Gennem hele sit liv var han optaget af massemediernes indflydelse på samfundet, kulturen og politikken. Som professor i semiotik analyserede han mediernes sprog, magtstrukturer og deres evne til at forme den offentlige bevidsthed. Efter sin opvækst under Mussolinis regime, kunne han personligt beskrive, hvordan han som barn blev trænet til at adlyde og forherlige staten, hvilket gav ham et indgående kendskab til den totalitære tankegang. Og i årtier, frem til sin død i 2015, analyserede han, hvordan ideer spredes, hvordan symboler former tro, og hvordan samfund afgør, hvad der er sandt. Så da sociale medier begyndte at omforme det offentlige liv, var Eco meget opmærksom.

I juni 2015, kort før sin død 9 måneder senere, i februar 2016, blev han, under et interview i Italien, spurgt, hvad internettet havde ændret? Hans svar var meget direkte. ”Sociale medier”, sagde han, ”giver "legioner af idioter" ret til at tale, når de engang kun talte på en bar efter et glas vin, hvor de hurtigt blev ignoreret”. Nu, advarede han, får de den samme platform som eksperter. Han kaldte det en invasion.

Modreaktionen var øjeblikkelig. Folk beskyldte ham for elitisme. For at hade demokrati. For at ville bringe almindelige stemmer til tavshed. Det var dog en reaktion, der fuldstændig missede hans pointe. Eco argumenterede nemlig ikke imod ytringsfrihed. Han advarede om, hvad der sker, når ekspertise fratages værdi – når års studier, beviser og ansvarlighed behandles som ligeværdige med impuls, mening eller selvtillid.

I århundreder havde den offentlige diskurs filtre. Redaktører. Fagfællebedømmelse. Faktatjek. Disse systemer var mangelfulde og udelukkede ofte stemmer, der fortjente plads. Men de håndhævede ansvar. Påstande krævede beviser. Fejl havde konsekvenser. Internettet slettede disse barrierer natten over. Pludselig kunne alle nå millioner. En uddannet videnskabsmand og en konspirationsteoretiker optrådte side om side, formateret identisk, forstærket af de samme algoritmer. Platforme belønnede engagement, ikke nøjagtighed. Forargelse spredte sig hurtigere end nuancer. Sikkerhed slog forsigtighed hver gang. At give alle en stemme er ikke det samme som at behandle alle stemmer som lige autoritative, mente Eco. Tillid ligner troværdighed. Volumen ligner sandhed.

Eco kaldte ikke folk dumme. Han kritiserede systemer, der forstærker de højlydte stemmer uanset forståelse. Han så, hvordan respekten for ekspertise blev undergravet – hvordan fakta blev omformuleret til meninger, og meninger til fakta. Eco var ikke bange for, at folk talte. Han frygtede, at sandheden druknede i støj. 

Anledningen til mine refleksioner over begrebet fascisme er, som sagt, at man nu ikke længere er så tilbageholdende med at bruge F-ordet i aktuelle samfundsanalyser. Fremtrædende historikere, nobelpristagere, fascismeforskere og mange andre har i den senere tid påpeget og advaret imod. at fascismen er på fremmarch i Europa, i USA og flere andre steder i verden. 

I begyndelsen af året, efter at de føderale integrationsmyndigheder, ICE i USA havde dræbt den 37-årige Alex Pretti og den ligeledes 37-årige Renee Good, udtalte forskeren Jonathan Rauch fra den amerikanske tænketank Brookings: ”Ja, det er fascisme” i tidsskriftet The Atlantic. Rauch havde ellers været meget forsigtig med at bruge F-ordet , men nu syntes han nærmest at føle en pligt til ikke længere at relativere og fortynde det. ”Når fakta ændrer sig, ændrer jeg også opfattelse. De nylige begivenheder har kastet et skarpere lys på Trumps embedsførelse. Fascistisk er det, der beskriver det bedst og forbeholdet over for brugen af begrebet virker nu forvrænget”, skrev han videre.

Fascismens ideologi passer Trump. Fascismen hylder trods alt en leder, der står over loven og er opsat på at forene sit folk med dets skæbne. Den benægter sandhed og sætter i stedet de store fortællinger om kampen mod en udvalgt fjende og postulerer en imaginær guldalder.

”Vi ser etableringen af amerikansk fascisme i det 21. århundrede i realtid – noget nyt, bygget på gamle principper”.

Ifølge Jonathan Rauch er ICE i praksis blevet en national, paramilitær politistyrke med et budget, der kun overgås af militærudgifterne i 15 lande verden over. Rauch peger blandt andet på Trumps eksplicitte trusler om territorial ekspansion og på det, han betegner som en »dobbelt stat«: en parallelt organiseret, paramilitær magtstruktur forankret i de føderale immigrationsmyndigheder ICE, som i praksis kun står til ansvar for præsidentembedet og nyder vidtgående straffrihed i sin magtanvendelse – også over for amerikanske statsborgere.

Jonathan Rauch opstiller 18 kendetegn på fascisme i sin artikel. Her er nogle af dem:

Dehumanisering: Trump fremstiller politiske modstandere og minoriteter som eksistentielle trusler og bruger et sprog, der frakender dem menneskelig værdi og dermed legitimerer hårdere magtanvendelse.

Underminering af valg: Trump sætter systematisk spørgsmålstegn ved valgresultaters legitimitet.

Angreb på medierne: Trump har udpeget pressen som folkets fjende og brugt statslige og juridiske redskaber til at intimidere og straffe medier.

Hvid og kristen nationalisme: Trump signalerer en længsel efter et mere hvidt og kristent Amerika.

Lederdyrkelse: Trump har siden 2016 bevidst opbygget en personkult, hvor han fremstiller sig selv som ufejlbarlig og hævet over forfatning og institutioner, og gør sin egen vilje og moral til den eneste grænse for magtudøvelsen.

Alternative fakta: Trump har siden sin første embedsperiode gjort løgne og fordrejninger af virkeligheden til et gennemgående træk i sin magtudøvelse og dermed svækket forestillingen om en fælles, objektiv virkelighed.

Alligevel fastholder Rauch et afgørende forbehold: USA er ikke et fascistisk land. 

”Vi har en fascistisk leder og en fascistisk bevægelse, men vi har ikke en fascistisk stat eller et fascistisk samfund”, siger han og peger på domstolenes og mediernes fortsatte uafhængighed samt den voksende utilfredshed blandt amerikanerne med Trump. Så USA er snarere ”en hybridstat, der forener en fascistisk leder med en liberal forfatning”. Men det er så også det, vi står med: En amerikansk præsident, der hverken er Hitler, Mussolini eller Franco, men bygger noget nyt oven på gamle tanker. Med Rauchs ord: ”Han viser os i realtid, hvordan amerikansk fascisme i det 21. århundrede ser ud!”

Også den berømte demokratiforsker Steven Levitsky, der er professor i statskundskab ved Harvard University, har været tilbageholdende med at kalde MAGA for en fascistisk bevægelse, understreger han i et interview i Information: ”Vi lever helt klart ikke under fascisme. Men der er elementer, som har stærk lighed med fascisme i MAGA-bevægelsen”.

USA er ifølge Levitsky et land ”grundlagt af hvide protestantiske mænd” og ”styret af hvide protestantiske mænd” indtil 1980’erne. Han er overbevist om, at det er overgangen til ”multiracialt demokrati”, som har radikaliseret MAGA. De, som mister privilegier og positioner, vil forsvare den politiske vold, der går ud på at drive fremmede ud af landet: ”Det Republikanske Parti er blevet radikaliseret af den omtrent tredjedel af nationen, som føler, at det land, de voksede op i, er blevet taget fra dem”, mener han. Og han har svært ved at forestille sig noget andet parti i noget andet demokrati i verden, der så åbent omfavner politisk vold.

Levitsky er meget ambivalent i forhold til forestillingen om, at der skulle være et definitivt slutpunkt for demokratiet. ” Det er helt sikkert rigtigt, hvis du ser på for eksempel Tyrkiet, at hvis folk får lov til at blive ved magten længe nok, så kan du få alle til at adlyde. Du kan udstyre domstole med loyale dommere, du kan gennempolitisere statsapparatet, og du kan politisere de væbnede styrker. Så hvis de samme personer kan holde fast i magten gennem mange valgperioder, vil de kunne gøre det meget svært at slippe af med dem igen”.

Hos vores nabo mod øst bærer det russiske styre, ifølge samfundsanalytikere, i dag også alle fascismens tegn: Politisk beskrives det som en såkaldt førerstat med en udstrakt personkult omkring Putin.

Ideologisk er der tale om hypernationalisme med omdrejningspunkt om Den Store Fædrelandskrig 1941-45 og dens ofre, ligesom den historiske fascisme dyrkede og heroiserede de døde fra Første Verdenskrig. Appel til følelserne og despekt for fornuft står centralt.

Økonomisk er der tale om en slags kapitalistisk planøkonomi med staten (Putin) som central spiller sammen med de superrige oligarker i et dybt korrupt system. Endelig er der aggressionen mod andre stater, der regnes for kunstige, eller som er ’stjålet’ fra Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Ligesom territorier blev ’stjålet’ fra Italien og Tyskland efter deres sammenbrud 1918-19. Hos de italienske fascister var det især stater på Balkan og i Afrika, hos tyskerne var det Polen, Baltikum, Belarus og ikke mindst Ukraine med dets frugtbare jord, der skulle skabe ’Lebensraum’ for det tyske herrefolk.

I Europa ser vi i Frankrig, Tyskland, Ungarn, Tjekkiet, Bulgarien, Rumænien og andre lande, hvordan det ekstreme højre er gået ekstraordinært meget frem. Fascismen og den radikale højrefløj bruger flere steder og i vid udstrækning kristendommen som argument for deres politik. Vi har set fascistiske strømninger i Polen, hvor den katolske kirke og staten slår hårdt ned på LGBTQ+-miljøet, og flere steder i Europa er retten til abort truet af blandt andet ’hensyn’ til religion. 

Italiens premierminister og leder af partiet ’Fratelli d’Italia’  (Italiens Brødre) med postfascistiske rødder, Giorgia Meloni har udtrykt det således: »Jeg er en kvinde, jeg er en mor, jeg er kristen«. Ganske i overensstemmelse med sit parti, som slår meget på konservative, katolske familieværdier. Det er også et hovedtema for ’Italiens Brødre’ at bekæmpe »kønsideologi« – et kodeord for LGBT-rettigheder. Partiet er imod homoægteskaber, at homoseksuelle skal kunne adoptere børn og imod indførelsen af antihomofobisk lovgivning. Giorgia Meloni fremstår i dag som ”den ekstreme højrefløjs venlige ansigt og Trumps nærmeste allierede i Europa efter Viktor Orbáns fald som premierminister i Ungarn. 

Den Ungarske premierminister Victor Orbán har selv proklameret ønsket om et "illiberalt demokrati", der bygger på kristne, nationale værdier frem for liberale idealer.  Han er også kendt for systematisk at have svækket demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne i Ungarn, hvilket også har skabt udfordringer for EU. Han er af sine politiske modstandere blevet kaldt en af Europas største diktatorer bl.a. på grund hans kontrol med medier og statsinstitutioner.

I Danmark har DF-formand Morten Messerschmidt dog påpeget, at den ungarske premierminister Viktor Orbán ikke er den "mørkets fyrste", som EU-politikere prøver at gøre ham til. Tværtimod er han, hævder Messerschmidt, "genskæret fra det lys, der banede vejen for Europa" og ”de kristnes forsvarer”. Og da DF, med slagordet ’Danskerne Først’ som sit nye motto, ved det seneste valg fik 9,1 procent af stemmerne mod 2,6 procent ved valget i 2022, gengældte Orbán hyldesten på det sociale medie X med disse ord: ” “Tillykke med et stærkt resultat! Tiderne skifter i Danmark, og patrioter vinder terræn i hele Europa.”

I et debatindlæg (Politiken 6. marts 2025) advarede Saman Atter Motlagh, der er cand.psych.aut. og cand.mag. i filosofi mod ”de fascistiske tendenser i bevægelserne omkring Trump samt på Europas yderste højrefløj” med disse ord: ”For de ydmygede, udkonkurrerede og nedslåede mennesker, hvis sind fyldes med misundelse, bitterhed, had og fortørnelse, har fascismen en løsning. Fascismen siger, at det ikke er din skyld. Tværtimod er netop du noget værd; du, som er tysker eller amerikaner, du, som er en mand eller en rigtig kvinde, du, som følger landets normer, som er rettroende, som ikke spiser ækle ting. Elendigheden derimod skyldes jøderne, kommunisterne, migranterne, elitens arrogance, den liberale dekadence og selvisk frivolitet, mellemøstlig kultur (eller for islamofascisterne: vestlig kultur), som har ødelagt alt det, du har krav på. 

Som Slavoj Zizek har pointeret, er fascismen netop paranoidt optaget af den Andens nydelse. Den Anden har stjålet din nydelse, din rigdom og magt, din sikkerhed, dine damer, og desuden nyder den Anden så anderledes og uforståeligt, at din nydelse og livsmåde forpurres og udvandes. Når livets knæk bliver for mange og for meget for ens narcissisme, og man ikke længere kan afskrive det som almindelig mangel på held, kan fascismen vokse som en byld af paranoia i det narcissistiske sår. Og den eneste måde at lukke såret på er ved at fortælle sig selv, at det må være X’s skyld, og at X derfor skal udryddes.”

Som jeg lod Camus advare om i indledningen, så dør og forsvinder fascismens bacille aldrig. Den slumrer og venter i alle demokratiets sprækker, og en dag vækkes dens tanker måske igen med støvletrampende gru og bliver til ulykke for menneskene. Vi skal være årvågne og ikke være ligesom ”frøen i gryden” der i koldt vand langsomt lader sig varme op og ikke opdager faren før den er kogt og dør. 

Den tyske filosof Hegel advarede os, med sin lov om "kvantitetens omslag til kvalitet", også om, at en gradvis, kvantitativ vækst af fascistiske baciller i demokratiet på et vist punkt kan føre til en pludselig, kvalitativ ændring af samfundet. Vi skal med andre ord ikke vente, til der er bingo på Adornos F-skala, men i stedet, som Adorno opfordrede til, være myndige borgere, der kritisk undersøger både fortiden og nutiden for at afvise de vedvarende virkninger af de fascistiske tendenser i demokratiet. 

(02.05.26)