JORDEN KALDER

Da vi i december 1968 så Apollo 8-misionens farvebilleder af Jorden, var det sensationelt. Tidligere havde vi kun set sort-hvide billeder af Jorden set fra rummet. Især det berømte "Earthrise"-billede, der viste Jorden stå op over Månen, vakte opmærksomhed og ændrede for altid vores opfattelse af vores egen planet. Ligesom vi for første gang så Jorden gå op over Månen, gik det for første gang også op for os, hvor unik, smuk og sårbar vores lille planet, Jorden, er. Her så vi for første gang sådan rigtigt vores lille blå planet som en oase i et univers, som ellers ikke indbød til liv. I et kosmos, hvor ild, is, stråling og tomhed ellers umuliggjorde eksistens, havde vores jord placeret sig lige netop i den optimale afstand til Solen. Var vi tættere på var vi der, hvor vand koger. Var vi længere væk var vi der, hvor der for evigt fryser. Vi havde også nøjagtig den måne, uden hvilken vi ville føre et for ustabilt liv i universet. Her var den nøjagtige hældning, der giver os årstider, der tillod evolutionen at diversificere. Her var det præcise magnetfelt, der beskytter overfladen mod stråling, der ellers ville sterilisere alt. Her var den præcise sammensætning af atmosfære, hav og jordskorpe. Alt sammen i en fintunet balance, der muliggjorde liv, og hvor bare en manglende variabel, ville have betydet, at en fire milliarder lang kæde af evolution aldrig ville have kunnet tage sin begyndelse. Hvor en symbiose mellem specifikke kemiske elementer, en passende energikilde, miljømæssige forhold, og komplekse organiske processer der udfolder sig i celler ikke havde været mulig. Og hvor din og min eksistens ikke havde været mulig.

Billederne fik os også til at reflektere over vores – menneskehedens - væren i et komplekst netværk af økosystemer, arter og landskaber, som alle er forbundet gennem vandets cyklus, vindens bevægelser og jordens ressourcer. De fik os til at forstå, hvordan vi som mennesker påvirker og afhænger af den verden, vi deler med utallige andre arter. Arter der, ligesom os, har gennemgået en ufattelig evolution gennem millioner af år.

Videnskaben har lært os at udviklingen fra det første liv på kloden til det billede som Apollo 8-missionen kunne fremvise i 1968 ikke er forløbet lineært og uden bump. Vores lille planet har fx flere gange været udsat for masseuddøen (eller masseudslettelse), en dramatisk og global tilbagegang af biodiversiteten, hvor et meget stort antal dyre- og plantearter uddøde på kort tid (geologisk set). Jorden har oplevet fem store masseuddøen gennem historien, herunder den mest kendte ved dinosaurens uddøen, og forskere mener, at vi i dag befinder os i den sjette, som er menneskeskabt og kaldes den antropocæne masseuddøen. Disse begivenheder omformer livet på Jorden og skaber ofte nye evolutionære muligheder for de overlevende.

Tag nu fx hvalerne, som jo er pattedyr ligesom os, og engang har bevæget sig rundt på landjorden. Selv om hvalerne havde fødder med svømmehud, var deres forfædre mærkeligt nok parrettåede hovdyr. De bevægede sig, sandsynligvis på grund af ændrede leveforhold, fra at leve tæt ved tropiske flodbredder ud på dybere vand. Deres kroppe ændrede sig. Forlemmerne blev omdannet til finner, baglemmerne forsvandt og på hovedet flyttede næseborene nedad i retning af ryggen. De fleste hvaler, fx delfiner, fik tænder så de kunne jage fisk nær kysterne. Den eneste undtagelse var kaskelothvalen, som foretrak at jage blæksprutter nede i dybet. De øvrige hvaler, fx pukkelhvaler, fik ikke tænder, men barder, som hverken kunne bide fat om byttet eller tygge. De tilpassede sig livet længere ude i havet, hvor de blot behøvede at åbne gabet, og hvor barderne siede vandet ud, men efterlod mængder af plankton og småfisk i bugen. Og da en enkelt teskefuld havvand kan indeholde millioner af bittesmå liv, blev bardehvaler med tiden Jordens allerstørste dyr. Vandet hjalp også med til det ved at bære deres vægt oppe. Et kuriøst eksempel på, at de stadig er pattedyr, er, at de, ligesom os, kan få noget så banalt som propper af voks i ørerne. På store hvaler kan propperne blive flere meter lange. Vokspropperne får rande ligesom årringe på et træ. På den måde kan de fortælle os noget om hvalens alder.

Ligesom alle vi andre pattedyr er hvalerne også udstyret med kønsorganer, men igen er det størrelsesforholdet, der adskiller dem fra os. Hos hvalerne er kønsorganerne skjult i kroppen og kan hos hannerne blive flere meter lange. Da den slags vedhæng ville være upraktiske, når dyrene svømmer har evolutionen nådigt sørget for, at de kun kommer frem efter behov.

Slægtskabet med andre pattedyr ses nok allertydeligst i næseborene eller blæsehullet. Hvaler er nødt til at trække vejret ligesom os. De er dog i stand til at fylde lungerne mere effektivt end os, og et åndedrag rækker i lang tid. Kaskelotter kan fx holde vejret i halvanden time, når de dykker rigtig dybt.

Hvornår hvalernes rejse fra landdyr til vanddyr begyndte vides ikke, men det er sikkert sket under miljøforandringer i forbindelse med en masseuddøen.

For ca. 440 mio. år siden blev den første masseuddøen sandsynligvis forårsaget af istid og faldende havniveau. For ca. 370-360 mio. år siden opstod der udbredt iltmangel i havet, muligvis pga. vulkanisme. For ca. 252 mio. år siden, under Perm-Trias (Den Store Død) gennemgik Jorden den største masseudslettelse. Op til 95% af marine arter uddøde, sandsynligvis pga. massive vulkanudbrud. I Trias-Jura- perioden for ca. 201 mio. år siden uddøde 70-75% af arterne, muligvis på grund af vulkanisme og klimaændringer. Og senest i Kridt-Palæogen-perioden) for ca. 66 mio. år siden blev dinosaurerne (undtagen fugle) udryddet pga. meteornedslag.

Lige nu er vi så i gang med den sjette masseuddøen. Forskerne vurderer, at vi oplever et hurtigt tab af arter, der kan sammenlignes med tidligere masseuddøen. Denne gang vurderes det, at det er menneskelige aktiviteter, som tab af levesteder (skovrydning), forurening, klimaforandringer og overudnyttelse af ressourcer, der er årsagen. Menneskehedens påvirkning af planeten Jorden er nu så massiv og omfattende, at videnskabsfolk endda har fundet det nødvendigt at opkalde en ny geologisk tidsalder efter os – ’Antropocæntiden’ - menneskets tidsalder. Noget vi ikke bør være særlig stolte af, for en af grundene til navngivelsen er en menneskeskabt masseudryddelse her på Jorden. Dyr og plantearter forsvinder i disse år med en hast, der ligger langt over gennemsnittet for perioden siden forrige masseuddøen. Jorden er på vej til at miste 75 pct. af sine arter inden for de næste 200 år, hvis den nuværende tendens holder. I jordens historie har de fem masseudryddelser været forårsaget af naturkatastrofer. Når biodiversiteten i dag er under pres, skyldes det menneskelig aktivitet.

I sommeren 2019 diskuterede hardcore forskere på højeste internationale niveau, på en naturvidenskabelig konference i Berlin, hvornår vi mennesker med sikkerhed åbnede denne ny geologiske tidsskala. De skulle finde videnskabeligt belæg for at kunne fastslå og begrunde det tidspunkt efter Anden Verdenskrig, da vi mennesker med sikkerhed åbnede en ny geologisk tidsskala. Tidligere, i de seneste 12.000 år, har vi befundet os i den geologiske tid, videnskaben kalder ”holocæn”. Ordet kommer fra græsk og betyder ”den helt nye tid”. Forskerne mener i dag, at denne holocæne tidsalder senest i 1950-erne, blev afløst af den ”antropocæne” tidsalder – ”menneskets tid”. I denne tidsalder, er menneskeheden en naturkraft på linje med tidligere tiders gigantiske vulkanudbrud og nedslag af asteroider. Vi mennesker udgør ellers kun 0,1 promille af verdens samlede biomasse målt i kulstofatomer. Til sammenligning udgør planterne 82 procent, bakterier 13 procent, svampe 2 procent, mens vi, alle klodens dyr, tilsammen udgør blot 0,4 procent (!), hvoraf insekterne udgør halvdelen. De sidste 2,6 procent udgøres af alt det resterende liv. Og trods vores beskedne andel af den samlede biomasse udrydder vi mennesker så mange arter, at tabet kan defineres som masseuddøen.

Der er i høj grad, allerede nu, brug for en ny tidsalder, hvad vi så end vil kalde den, for vores Jord! På konferencen i Berlin udtrykte den canadiske professor Martin J. Head det på denne måde: ”Vi har talt til Jorden og nu svarer den os”.

Vi må ændre adfærd! Lige nu forsvinder der hvert tredje sekund et skovareal på størrelse med en fodboldbane. Det lyder alvorligt, og det er det også. Det er især kritisk, når vi ved, at skovene er hjem for mere end 80% af vores landlevende dyre- og plantearter, og de er ekstremt vigtige for opretholdelsen af biodiversitet. Skovenes træer optager og binder kulstof, som er nødvendigt for et mere stabilt klima. Det er ikke nogen rar tanke, men det er desværre sandheden: Når en dyreart uddør, er den væk for altid. Lige nu uddør arter hurtigere end nogensinde før. Det er ikke kun et problem for arterne selv, men også for os mennesker. Biodiversiteten har nemlig en helt direkte betydning for vores liv. Og den helt store grund til, at dyre- og plantearter uddør i et højere tempo end nogensinde før i menneskets historie, er skovrydning.

Det er ikke ny viden at skovrydning er skadelig for biodiversiteten og klimaet. Allerede i 1700-tallet understregede den tyske naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt, efter feltstudier i Sydamerika, vigtigheden af at forstå, hvordan naturen fungerede, hvordan alle de små tråde hang sammen. Man kunne ikke bare ændre på naturen, som man ville eller fordi det var til ens fordel. ”Kun hvis vi forstår naturens love, kan vi påvirke naturen og bruge dens kræfter til vores egne formål”, skrev han senere. Mennesket, advarede han, havde magten til at ødelægge miljøet, og konsekvenserne kunne blive katastrofale.

Allerede dengang advarede han om, hvor uansvarligt vi behandlede skovene. På vejen fra Caracas til Araguadalen i Venezuela havde han lagt mærke til den tørre jord og var nedslået over, hvordan de første kolonister ”uklogt havde ødelagt skovene”. ”Når skove ødelægges, som europæiske plantageejere med uklogt hastværk gør det overalt i Amerika, tørrer kilderne helt eller delvis ud. Under kraftige regnskyl i bjergene forvandles floderne, der er udtørrede en del af året, til rivende strømme. Når krat, mos og grønsvær forsvinder fra bjergsiderne, er der ikke noget til at hæmme regnvandet på dets vej ned ad bjerget, og i stedet for at filtreres undervejs og dermed kun langsomt fylde floderne, løber det nu i dybe render, skyller løs jord med sig og skaber pludselige og ødelæggende oversvømmelser”.

Og trods disse tidlige advarsler ryddes der stadig skov i Amazonas. Amazonas er verdens største tilbageværende regnskov, der dækker over fem procent af Jordens overflade og er hjem for enestående plante- og dyrearter. Men Amazonas-regnskoven er under pres fra skovrydningen, der fordriver lokalbefolkningen og oprindelige folk og udgør en alvorlig trussel mod klodens klima. Danmark og andre EU-lande importerer produkter knyttet til skovrydning, som soja, palmeolie, oksekød, læder, tømmer, kakao og gummi og er derved med til at drive skovødelæggelsen. En stor del af sojaen fra Sydamerika eksporteres til resten af verden, bl.a. til Danmark som foder til svin og kyllinger.

Vi opfodrer faktisk tyve milliarder kyllinger, grise og køer til fødevarer. Sammen med en milliard hunde og huskatte og os mennesker udgør det seksoghalvfems procent af alle jordens pattedyr. Kun de sidste fire procent er vilde, og det gælder alt fra mus til elefanter. Den samlede vægt af vores mange milliarder fabrikskyllinger overgår faktisk vægten af alle vilde fugle. For tusind år siden var forholdet omvendt. Dengang udgjorde vi kun nogle få procent af alle jordens arter. Der bliver hele tiden flere af os mennesker, mens der hele tiden bliver færre af de vilde dyr. I min levetid er ca. halvdelen af dem forsvundet.

Vores rovdrift på den vilde natur virker ind imellem som en boomerang på os mennesker, hvilket vi for ikke så længe siden blev mindet om. Der lever jo utallige virusser i vilde dyr ude i naturen. Og vi ved, at så længe disse virusser bliver i dyrene udgør de ikke et problem. Mange gange giver de end ikke symptomer på de vilde dyr, men alvorlig sygdom hos mennesker. I disse år har de vilde dyrs virusser færre og færre dyr at leve hos, og de dyr, der er tilbage, lever tættere og tættere på os mennesker, fordi vi begrænser deres naturlige tilhørssteder. Som alle vi andre, vil virusser gerne overleve, og når de ikke kan det i den naturlige vært, springer de på mennesker, muterer og tilpasser sig.

Men selv om alt tyder på, at vi hyppigere og hyppigere vil blive ramt af pandemier, gør vi ikke noget ved det. Vi har ellers fundet en del af løsningen. Vi skal indskrænke mængden af opdyrket jord. Uberørt natur, biodiversitet samt bedre dyrevelfærd er det, der skal redde os fra pandemiernes hærgen. Forskning indikerer, at der er mindre spredning af sygdomme fra naturen til mennesket i robuste økosystemer, end der er i forstyrrede systemer. Og alligevel gør vi ikke nok ved det, selv om politikerne ellers i andre sammenhænge, bl.a. når det gælder økonomien, belærer os om, at vi endelig ikke ”må sidde på hænderne”! Vi har her i Danmark, sammen med andre af verdens lande, forpligtet os til at afsætte 17 procent af Jordens landarealer til natur. Et nyt FN-udspil er endda på 30 procent. Men lidt flovt må vi bekende, at vi her i Danmark ligger suverænt i bunden blandt Europas lande, når det gælder naturområder. Og det selv om vores art, der betegnes som homo sapiens - det tænkende menneske - ved at det er fatalt for både jer og os mennesker.

Det har ellers ikke skortet på advarsler om, hvor galt det kan gå. Sidst i 1970erne var jeg, i min studietid, optaget af en international videnskabelig rapport med titlen ”Grænser for vækst”. "Grænser for vækst" udkom i 1972 og satte allerede dengang fokus på, at økonomisk vækst ikke havde et uendeligt, uudnyttet potentiale. På et tidspunkt ville jordens ressourcer være udtømt, og der ville ikke være plads til mere vækst. Rapporten forudsagde den globale udvikling i bl.a. befolkningstal, produktion af fødevarer, forbrug af naturresurser samt forurening, og blev ajourført i 1974 med ”Hvilke grænser for vækst” og i 1992 med ”Hinsides grænser for vækst”. Rapporter der, sammen med andre, siden synes fortrængt bag et bjerg af overforbrug.

Hvert år udnævner videnskabsfolk fx en bestemt dato til "Earth Overshoot Day" - den dato, da vi begynder at bruge flere ressourcer, end kloden kan nå et genskabe på et enkelt år. I 1970 var det den 29. december, mens det i 2020 allerede var den 22. august. I 2024 faldt dagen 1. august, så det går stadigvæk den forkerte vej. Det betyder, at vi globalt forbruger, som om der var 1,7 jordklode til rådighed. Skulle danskerne alene være udgangspunktet, ville det kræve 3,6 jordkloder. Der kan også beregnes nationale overforbrugsdage for de enkelte lande. I Danmark er Overshoot Day i 2025 den 19. marts!

Alligevel lyder det sådan i den dugfriske Økonomisk Redegørelse fra Økonomiministeriet:

»Med voksende købekraft hos husholdningerne samt en forventning om en højere vækst på de europæiske eksportmarkeder er der dog et godt udgangspunkt for en mere bredt funderet vækst i de kommende år«. Selv om vi siden 1972 ved, at der er grænser for vækst og mange fagfolk siger, at vi på en række områder – for eksempel for seks af ni planetære grænser – allerede har overskredet grænsen for det mulige. Og at den fortsatte ekspansion af produktion og forbrug nu tydeligt er begyndt at gøre mange mennesker fattigere fremfor rigere.

Men selv om både FN’s klimapanel IPCC og FN’s Biodiversitetspanel IPBES i deres store synteserapporter taler om nødvendigheden af »transformativ omstilling« og »systemiske ændringer« af samfundet »på tværs af økonomiske, sociale, politiske og teknologiske forhold«, så forstår regeringen det som teknologiske justeringer og tilpasninger inden for rammerne af dagens vækstøkonomiske orden. Danmark bliver ofte hyldet som et grønt foregangsland. Med vindmøller, bæredygtige teknologier og ambitiøse klimamål fremstår vi som en nation, der tager klimaforandringerne alvorligt. Men bag den pudsede glorie gemmer sig sorte tal. Danmark er nemlig blandt de 20 lande, som har udledt flest drivhusgasser per indbygger gennem tiden. Det viser nye beregninger, DR har lavet på baggrund af data fra Potsdam Institute for Climate Impact Research. Men hvorfor handler politikerne ofte mod bedrevidende, mod fornuften? I dag er det ikke kirkens vidensmonopol, der skygger for videnskabelige erkendelser, men mere hele vækst- og markedstænkningen, som næsten er blevet gud, og har forvandlet den vestlige lykkekult til en glædesløs affære, hvor det med Peter Sloterdijks ord er den kyniske fornuft der hersker.

I 1983 fejrede den tyske filosof og professor i filosofi, Peter Sloterdijk, 200 året for oplysningsfilosoffen Kants tillid til den rene fornuft med at nikke såvel Kant som oplysningens store projekt en skalle og konstaterede: ”At handle mod bedrevidende, det er den globale måde at forholde sig på i dagens overbygning; man ved, at man er illusionsløs, og er alligevel tynget af ”tingenes magt”. I sit essay, ”Kritik af den kyniske fornuft” (1983), fremsætter han den tese, at kynismen dominerer Vestens tænkemåde. Ifølge ham er det blevet en almen folkelig disciplin at stille sig væk fra den sociale virkeligheds store ildebrand for i stedet at kultivere sin egen have. Man ved bedre, men man handler ikke efter det. Peter Sloterdijk kalder det falsk oplyst bevidsthed. Forlaget selv omtalte i sin tid bogen sådan her: ”… i stedet for at regne har vi lært at REGNE DEN UD – at bruge fornuften strategisk mod oplysningens eget projekt. Deraf skiftet fra REN fornuft til KYNISK fornuft: en oplyst kultur, der ikke vil vide af, hvad den ved – der ikke vil konsekvenserne af sine klare tanker og derfor møblerer dem om, så de passer til det kortsigtede, strategiske og kyniske, man vil og kan magte”.

Måske skulle man sende beslutningstagerne en tur ud i rummet for at se Jorden stige op over Månen. Så ville de ud af ud af rakettens lille vindue, ligesom vores første astronaut Andreas Mogensen, kunne se planeten under sig; se verdenshavene, der lå som store områder af mørkeblå, og over dem dannede skyerne hvide mønstre. Mellem planeten og det mørke verdensrum kunne han se en tynd, blå linje: atmosfæren. »Du ser kanten af Jorden og den her tynde linje rundt om, som beskytter os fra rummet. Men den ser skrøbelig ud,« fortalte Andreas Mogensen. Man ville derfra, modsat i 1968, også kunne se klimaforandringerne med ændringer i havis, havniveau, vegetation, drivhusgasser og isdækker. Man ville få et unikt overblik over globale forandringer som smeltende gletsjere, ørkenspredning og skovrydning, som samlet set afslører Jordens klimaændringer.

Siden de første mennesker blev sendt ud i rummet, har flere af dem fortalt det samme som den danske astronaut. Fra den russiske kosmonaut Jurij Gagarin i begyndelsen af 1960’erne over de amerikanske astronauter på månelandingerne i 1970’erne til mandskabet på Den Internationale Rumstation i løbet af 1990’erne og frem til i dag har astronauter berettet om, hvordan det at rejse ud i rummet og se planeten udefra har fået dem til at se den som noget, vi skal passe bedre på.

Den amerikanske astronaut Edgar D. Mitchell, der havde været på Månen, fortalte engang til magasinet Time, at »der sker noget med dig derude«: »Du oplever en øjeblikkelig global og medmenneskelig bevidsthed, en intens utilfredshed med verdens tilstand og et akut behov for at gøre noget ved det.«

Jorden kalder på handling!

(01.01.26)