Aldrende Tanker

”Cogito, ergo sum”, sagde René Descartes for mere end 300 år siden. Han sagde det på latin, for det var nu engang det sprog, man tænkte på dengang. Men sætningen er også tankevækkende på dansk, ”jeg tænker, altså er jeg”. Sådan har jeg altid haft det så længe jeg kan huske. Og huske kunne jeg vel egentlig først, da jeg begyndte at tænke. Det var også, da jeg begyndte at tænke, at tvivlen satte ind. Sådan som Descartes beskrev det i sin lærebog ”Principia philosophiae” (Filosofiens principper) i 1644:  ”Da vi kommer til verden som børn og dømmer om sanselige ting, før vi har opnået den fulde brug af vor fornuft, så bliver vi af en række fordomme forhindret i sandheds erkendelse; og der synes ikke at være andet middel herimod end én gang i livet at bestemme sig for at tvivle om alt, også hvor kun den mindste mistanke til uvished melder sig”. Kort sagt: ”de omnibus dubitandum est (man bør tvivle om alt). Især på sine egne fordomme skal man tvivle, for som Voltaire sagde: "Fordomme er det, tåber bruger som fornuften."

Som nævnt har det at tænke, at fordybe sig, for mig været en lige så naturlig ting som at spise, drikke og trække vejret. Så tidligt begyndte jeg derfor også at interessere mig for, hvad andre tænkte. Jeg har tidligere i et andet essay, KYNISME OG TIDSÅND, beskrevet hvordan jeg fandt vej til antikkens tænkere på en regnfuld søndag eftermiddag i 1960erne. Søndage kunne dengang føles som en dyne af kedsomhed: ”Her var der ikke megen hjælp til adspredelse at hente for et barn. Man kunne kun, da fjernsynet endelig kom, afvente at tv-programmet (for der fandtes kun et), efter prøvebilledet, tonede frem hen under aftenen. Nogle gange var det kun akvariet med de særligt udvalgte ”pausefisk”, der var tegn på liv på skærmen. Ellers var der sådan en regnfuld søndag eftermiddag kun radioens ”Giro 413”, der kunne minde om lidt adspredelse. Der kunne man i musikønskeprogrammet høre, at Moster Erna ved Jonna og Egons sølvbryllup, i sin venstre sko, havde indsamlet mønter nok ind til, at alle vi andre nu - endnu engang - skulle udsættes for Guiseppe Verdis ”Slavernes Kor” fra operaen, Nebukadnezar. "Va' pensiero, sull'ali dorate" ("Flyv, tanke, på gyldne vinger") sang de. Hos mig fik sangen dog oftest ikke tankerne til at flyve – de gyldne vinger forekom tvært imod stækkede. Og dengang ville jeg nok ikke have købt filosoffen Bertrand Russells forsvar for kedsomheden, da han i 1930 (i bogen The Conquest of Happiness) skrev: “At udholde kedsomhed er essentielt for et lykkeligt liv”. Dog var der engang en revyvise i ønskeprogrammet, der pirrede min nysgerrighed og fik kedsomhedens tåger til at fordufte. "Man sku' ha' det som Diogenes", sang Sigrid Horne-Rasmussen så overbevisende, at jeg fandt det oplagt at finde ud af, hvem denne Diogenes var, og hvordan han kunne have et så misundelsesværdigt liv. Jeg måtte, som mange gange før i kedsomme stunder, ty til datidens analoge Google - familiens næsten 4 kilo tunge Westermanns Leksikon, MENTOR fra MDCCCCL (hvilket jeg i samme leksikon kunne se var romertal og betød 1950). Det slidte leksikon er nu i min besiddelse, og jeg kan derfor nu genkalde mig opslaget om Diogenes: ”Diogenes 412 – 324 f.Kr., gr. Filosof af den kyniske Skole; levede meget nøjsomt, boede efter Sagnet i en Tønde”. En lidt pauver viden, når man nu engang også gerne ville vide, hvorfor det, at leve nøjsomt og samtidig bo i en tønde, skulle være så tiltrækkende.

Det har jeg så siden fundet forståelse for, for nysgerrigheden fortog sig ikke efter opslaget hos min ”Mentor”, leksikonet. Nu ved jeg, at Diogenes af Sinope er den mest kendte repræsentant for den kyniske filosofi, der blev grundlagt af Anthistenes i Athen omkring 400 f.Kr.”

Og den dengang vakte interesse for filosofi og idehistorie, har ikke fortaget sig siden. Ja, det er vel nærmest blevet en passion. Begrebet, filosofi, kommer af det græske ”filo”, som betyder ven og ”sofia”, som betyder visdom. Jeg har siden været ven af visdom og, som Platon udtrykte det, følt, at ”filosofi er sjælens stille dialog med sig selv”. Dog har dialogen ikke altid fået mig til at være stille, især ikke når jeg har undret mig over, og vel også været lidt forarget over, hvor meget visdom, der siden har været ignoreret. For selv om den overvejende fortælling om os selv, menneskene, har været, at vi har været i stand til at adskille ånden og tanken fra kroppen og materien og handle fornuftigt – rationelt (i Frankrig kalder man det ’cartesiansk’, efter filosoffen Descartes), så har denne selvopfattelse, med klima- og coronakrise og krige, lidt et knæk. Vi har ikke været i stand til at kontrollere hverken naturen eller naturen i os selv, vores begær. Ikke fordi vi ikke har vidst det. Videnskabsmændene har længe fortalt os, at vi er ved at ødelægge kloden, vores eget livsgrundlag, med et kæmpe overforbrug. En viden, som vi sammen med vores egen uformåenhed har været eminente til at fortrænge. Ligesom vi, som dødelige væsener, konstant fortrænger vores dødelighed.

Og nu, hvor vi er i gang med at tale om dødeligheden, så er det som om, den er med til at gøre os mennesker mere klartskuende efterhånden, som den nærmer sig med alderen. Det er som om, det er lettere at kigge gennem timeglasset, efterhånden som sandet løber ud. Og med alderen bliver man måske bedre til at genkende mønstre i den menneskelige eksistens. Men det skulle jo nødigt gøre en til en sur ronkedor. En ronkedor er en gammel, ofte aggressiv hanelefant, der lever adskilt fra flokken. Ordet kan også anvendes om 'en ældre, vrissen mand'. Ordet kommer af det hollandske ronkedoor, som betyder 'enligt levende elefant'. Det stammer oprindeligt fra det portugisiske roncador, som både betyder 'en, der snorker', 'flyvefisk' og 'pralhals'.

Hvorfor elefanten er kommet ind i billedet forklares i Ordbog over det Danske Sprog således: »Der skal findes en Slags gamle Han-Elefanter med udgaaede Stødtænder, der er drevne ud af Parringskampen af yngre Medbejlere og alene kan give deres Maskulinum til Kende gennem en Brølen eller Brummen, der lyder baade latterlig og gyselig«.

Men livet som en ’enligt levende elefant’, behøver ikke betyde, at man føler sig ensom. Som Albert Einstein påpegede:  "Jeg lever i den ensomhed, som er smertefuld i ungdommen, men dejlig i modenhedsårene”. I ungdommen føles ensomhed ofte som isolation, en tilstand af at være afskåret fra den energi, bekræftelse og selskab, som unge mennesker higer efter. På det stadie er social forbindelse et mål for tilhørsforhold, og det at være alene kan føles som afvisning eller ubetydelighed. Men som forfatteren Anais Nin siger: "Livet er en tilblivelsesproces, en kombination af tilstande, vi må gennemgå. Hvor folk fejler, er at de ønsker at vælge en tilstand og forblive i den. Dette er en slags død". Når man bliver ældre accepterer man ensomheden, og at man ikke længere er på ungdommens stadium. Einsteins ord indfanger den dybe forandring af, hvordan vi opfatter ensomhed, når vi bliver ældre. Efterhånden som man modnes, begynder ensomhed at afsløre sin skønhed. Den forvandles fra en ensom tilstand til et fristed for tanke, refleksion og selvopdagelse. For Einstein var ensomhed ikke ensomhed, men befrielse, det stille rum, hvor fantasien blomstrede, og sandheden kunne komme frem. Med alderen kommer der en dybere forståelse af ens indre verden, og i den forståelse handler ensomhed mindre om fravær og mere om tilstedeværelse, tilstedeværelsen af fred, klarhed og selvbevidsthed. Som Anne Linnet synger: ”Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se/Og skelner mellem sandheder og løgne”.

Selv om man bliver ældre, eller måske især når man bliver ældre, tror jeg, det er vigtigt at følge den amerikanske forfatter, Henry D. Thoreaus gode råd: "Du skal leve i nuet, sende dig selv på hver bølge, finde din evighed i hvert øjeblik. Fjolser står på deres ø af muligheder og ser mod et andet land. Der er ikke andet land, der er ikke andet liv end dette”. Jeg har fulgt hans råd og sendt mig selv på en bølge af indre samtaler med store tænkere, kunstnere, forfattere og videnskabsmænd – venner af visdom. Som dem har jeg fundet ud af, at ensomhed giver mulighed for dybere indsigt og originalitet, fri for distraktioner fra konformitet og samfundsmæssigt pres. Ensomhed handler ikke om at trække sig tilbage fra livet, men om at undres og deltage i det med en større klarhed og selvbevidsthed. "Livet tilhører de levende, og den, der lever, skal være forberedt på forandringer”, som gode gamle Goethe sagde.

De gamle grækere opfattede lykken som det højeste gode, ofte udtrykt ved begrebet ’eudaimonia’, der ofte oversættes som "det gode og lykkelige liv" eller "blomstring". Aristoteles, en græsk filosof, der levede mellem 384 f.v.t. og 322 f.v.t., mente, at lykke opnås gennem et dydigt liv, hvor man realiserer sit potentiale og lever i overensstemmelse med sine dyder. Dette indebar udvikling af både moralske og intellektuelle evner for at leve et meningsfuldt og blomstrende liv. Han mente, at den højeste lykke består i det kontemplative liv. Det betragtende liv. Og betragtningen fordrer og forårsager ro. Lykken er også forbundet med og afhængig af ’scholé’, fri tid. Ordet, ’scholé’ har i dag overlevet på alle vore moderne sprog som: skole. Scholé er fri tid ikke som lediggang, og i hvert fald ikke som inaktivitet, men fri rådighed over tiden. Idealet var den rene betragtnings ro befriet fra begæret. Med min status som fri for et snærende arbejdsliv og med fri tid til blot at gå i livets skole, kan jeg nu med ro betragte livet og nærmest kalde mig lykkelig.

For Aristoteles, som er dydsetikkens stolte fader, så er lykken ikke gods eller guld, men derimod det at lykkes som menneske. Hans dydsetik opstiller ikke regler for et dydigt liv, men med beskrivelsen af en række dyder, som ikke er enkelthandlinger men handlingsmønstre, der er styret af en overordnet værdi, guider han os til at behandle os selv og andre ordentligt. At stræbe efter at være dydig i denne grundlæggende betydning er derfor det samme som at stræbe efter at blive et ordentligt menneske.

Den danske filosof, Søren Kierkegaard, som også havde læst sin Aristoteles, argumenterede for, at man skal være hård mod sig selv ved at "være sig selv" og "vælge sig selv" frem for at lade sig forme af andres forventninger og den nemme vej. Denne proces kræver mod til at handle med lidenskab og tage ansvar for sit eget liv. Ifølge Kierkegaard er det at være "sig selv" en konstant og aktiv opgave, som indebærer at stå ved sin historie og sine valg: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det”.  Det kan være hårdt, men som han også sagde: ” “Den evige fred findes kun på kirkegården.”

I 1961 opfandt Hannah Arendt, en tysk politolog og filosof af jødisk afstamning, udtrykket "ondskabens banalitet" - og afslørede, hvordan almindelige mennesker muliggør uretfærdighed gennem tankeløs eftergivenhed. "Ondskab kræver ikke monstre – bare almindelige mennesker, der holder op med at tænke", sagde Hannah Arendt. Hendes advarsel er mere relevant end nogensinde: Demokrati har ikke kun brug for love og ledere. Det har brug for borgere, der tænker kritisk, handler bevidst og taler. 

”Gode ​​mennesker behøver ikke love til at fortælle dem, at de skal handle ansvarligt”, mente Platon, Aristoteles’ lærer. Han minder os om, at moral kommer indefra. Dydige individer handler retfærdigt ud fra samvittighed, ikke frygt for straf. Love er for dem, der har mistet deres moralske kompas. Og lad mig derfor slutte på en positiv note, for heldigvis findes der også mange mennesker med omtanke og empati når man ser sig omkring. Den amerikanske forfatter, Kurt Vonnegut så dem også:  "Du møder helgener overalt. De kan være overalt. Det er mennesker, der opfører sig anstændigt i et uanstændigt samfund”. Dem sætter jeg min lid til!

(07.11.25)

Seneste kommentarer

Del siden