DEMOKRATIETS FØDSEL

Ida Auken, den nyudnævnte ordfører for »åndelig oprustning« i Socialdemokratiet, hævdede i Deadline på DR den 16. september, at kristendommen var grunden til, at vi kunne få demokrati. Dernæst, fastslog hun, uden nogen begrundelse, meget kategorisk, at det er et historisk faktum, at det forholder sig sådan. Et synspunkt, som trænger til at blive anfægtet.

Vi plejer jo ellers at sige, at demokratiet vugge stod i det antikke Grækenland, og fx Platons tanker om demokratiet blev jo udtænkt flere hundrede år før Jesus blev født.  Siden blev demokratiet, som vi kender det i dag først grundlagt efter Trediveårskrigens gru, hvor katolikker og protestanter bekrigede hinanden, og hvor Europas befolkning mellem 1618 og 1648 blev massivt decimeret, i nogle egne op til 75 procent. Katastrofen blev afsluttet med Den Westfalske Fred, der dels betød grundlæggelsen af den moderne statsorden, dels blev de første skridt i retning mod religionsfrihed og adskillelse af politiske og religiøse spørgsmål. Disse principper blev dog ikke med det samme forankret i forfatninger og i den politiske praksis, som det fx kan demonstreres med den nederlandsk filosof Spinozas skrift Tractatus Theologico-Politicus fra 1670 (da. Teologisk-politisk afhandling). Selv i Nederlandene, den mest liberale stat i det 17. århundrede, måtte skriftet trykkes hemmelige steder og smugles over grænser i dobbeltbundede fiskekasser. Det kunne ikke sælges officielt, fordi Spinoza i skriftet hævdede, at Bibelen er en tekst, der, som enhver anden tekst, må gennemlyses, analyseres og forstås historisk. Han hævdede også, at ingen stat har ret til at påtvinge sine borgere en religiøs tro, eftersom det er en privatsag. Grundlaget for enhver stat er, ifølge ham, en samfundskontrakt, i kraft af hvilken suveræne borgere overdrager den udøvende myndighed (hvad enten der nu er tale om en monark eller en anden regering) retten og pligten til at forsvare deres sikkerhed, frihed og ejendom – en tanke, som Spinoza havde overtaget fra sin store filosofiske forgænger, Thomas Hobbes. Disse tanker forekommer os selvfølgelige i dag, men dengang blev de opfattet som en provokation og et opgør med kirken. 

Den radikale Oplysning, som blev indledt af Spinoza, og som sigtede mod en total adskillelse af politik og religion, blev helt frem til slutningen af det 18. århundrede ved med at være et undergrundsfænomen; først i forbindelse med Den Franske Revolution blev den virkelig salonfæhig.

Oplysningens principper bygger på tre søjler; for det første tilbagetrængningen  af de religiøse ( i Europa altså først og fremmest de kirkelige) autoriteter i verdslige spørgsmål; for det andet på de principper om frihed og autonomi, som Kant havde sat i centrum af sin moralfilosofi, og som Johan Stuart Mill identificerede som centrale værdier i politikken: at alle individer skulle være beskyttet mod statslig eller kirkelig vilkårlighed; og for det tredje på overbevisningen om, at ingen form for kritik måtte bringes til tavshed gennem repressalier, hvilket også gjaldt for kritiske ytringer i romaner, dramaer eller satiriske skrifter.

Så for mig at se fik vi ikke demokratiet på grund af kristendommen, som Ida Auken hævder, men vel snarere på trods af kristendommen.

(18.09.25)

Seneste kommentarer

Del siden