SUPERLATIVENS FORBANDELSE

Siden Donald Trump for anden gang kom til magten i USA, er vi blevet bombarderet med hans udsagn om, at alt hvad han har rørt ved er det bedste, det største, det stærkeste og her senest også den ”smukkeste” lov, som verden endnu har set. Superlativerne har sat deres frø og blomstret som aldrig før. 

Og dog, for det er set før! Endnu engang har jeg måttet ty til mit eksemplar af den tyske filolog Victor Klemperers bog om Det Tredje Riges sprog, LTI (Lingua Tertii Imperii) fra 1947 for at finde en analogi til Trumps anvendelse af sproget. I bogen har Klemperer endda viet fænomenet, superlativen, et helt kapitel under overskriften ”Superlativens forbandelse”.

 Victor Klemperer (1881 – 1960), var professor i romansk filologi i Dresden 1920-35 og blev som jøde fra 1933 selv forfulgt af nazisterne, men undgik kz-lejr og deportation, udelukkende fordi han var gift med en ikke-jødisk kvinde, der ikke ville lade sig skille. Han gennemlevede flere perioder af Tysklands politiske historie lige fra det tyske kejserrige over Weimarrepublikken, nazismen og DDR og anses for at have givet et af de mest levende vidnesbyrd om et tumultarisk århundrede i europæisk historie.

I bogens indledning fortæller Klemperer om, hvordan han som jøde og sprogforsker selv havde mærket den forfølgelse, der lå i selve sproget, allerede før ordenes vold blev fysisk vold. Han fortæller, hvordan han, efter at embedsstanden blev udrenset i 1930erne, mistede sin lærestol og mulighed for at forske. Ja, hvordan han endda blev drevet ud af sit hjem og ramt af forbuddet mod at bruge biblioteket.

Efter at hans livsværk således var taget ud af hænderne på ham, begyndte han i stedet, fra nazismens begyndelse, at tage noter til en analyse af Det Tredje Riges sprog. Han så Det Tredje Riges sprog alle steder: På henkastede sedler, i samtaler på tvangsarbejdspladsen, i propaganda, i dødsannoncer, i strækmarch samt i de bøger, aviser og andre medier, han som jøde kun sjældent havde adgang til.

Hvordan nazisternes sprog blev sat i system beskriver Klemperer således: ”Der var altså kun få enkeltpersoner, der bestemte den sprogmodel, som havde gyldighed for alle. Ja, i sidste ende var det måske kun Goebbels, der bestemte det tilladte sprog, eftersom han ikke blot var Hitler overlegen i klarhed, men han havde også mulighed for at ytre sig regelmæssigt, især efter at Føreren forstummede stadig mere, dels for at tie som den stumme guddom, dels fordi han ikke længere havde noget særligt at sige.”

I kapitlet om superlativens forbandelse kommer Klemperer med lang række eksempler. F,eks fortæller han, at ”man kan give almindelige superlativer en særlig virkning ved at ophobe dem som generalissimus Brauchitsch i sin tid krydrede en befaling til hæren med: Verdens bedste soldater var udrustet med verdens bedste våben, fremstillet af verdens bedste arbejdere. Her, ved siden af den regulære superlativform, står det ord fyldt med superlativ betydning, som LTI brugte dag efter dag. Når hofdigtere ved særligt højtidelige lejligheder priste Solkongens herlighed i det syttende århundrede, sagde de, at universet, så ned på ham. Med hver tale, med hver udtalelse fra Hitler, gennem alle disse tolv år – for først til allersidst forstummede han – optrådte overskriften altid som en foreskrevet kliché: "Verden lytter til Føreren." Når et stort slag vindes, er det "det største slag i verdenshistorien." Slag alene er sjældent nok; det, der udkæmpes, er "udslettelsesslag". (Igen den skamløse, selvsikre beregning af massernes glemsel: hvor ofte bliver den samme fjende, den der allerede er erklæret død, ødelagt igen). "Verden" tjener overalt som et superlativpræfiks: den allierede Japan avancerer fra en stormagt til en verdensmagt, jøder og bolsjevikker er verdensfjender, møder mellem Føreren og Duce er øjeblikke i verdenshistorien.”

 Det pudsige, set med nutidens øjne, er imidlertid, at han beskriver denne overdrevne brug af superlativer som importeret fra USA. ” ’Forveksling mellem kvantitet og kvalitet, af den værste slags’, noterede jeg dengang, og at det Det Tredje Riges pressefolk var lærevillige elever hos amerikanerne, fremgik jo også af den stadigt større brug af overskrifter med stadigt federe typer og den stadigt hyppigere udeladelse af den bestemte artikel foran de fremhævede substantiver – ’Völkiscer Beoabachter bygger største forlagshus i verden’ – hvor den militære, sportslige og forretningsmæssige forkærlighed for stramme og knappe udtryksformer fandt sammen”, skriver han. Og senere: ” Det værste man kan sige om den amerikanske talkult er det naive praleri og overbevisningen om eget værd.” Lyder det genkendeligt?

Et andet træk som vi også genkender hos Trump, beskriver Klemperer sådan: ”Opregne og vise foragt. Der findes sikkert ikke en eneste tale af Føreren, som ikke rummer disse to ting, opregningen af egne fremgange og den hånlige udskældning af modstanderen.” Og han fortsætter: ” Denne (superlativens) forbandelse klæber nødvendigvis til alle sprog. For konstante overdrivelser fører alle steder til stadigt større overdrivelser, hvilket uundgåeligt fører til afstumpning, skepsis og til slut mistro.” Klemperer beskriver LTI’s ondartede superlativ som et nyt fænomen i Tyskland, men også at den har en ødelæggende virkning fra første øjeblik, og derefter tvinges den af sin egen natur til hele tiden at komme med så store overdrivelser, at den bliver meningsløs og mister sin virkning, ja den virker til sidst stik mod sin hensigt. ”Hvor tit har jeg ikke noteret i min dagbog, denne eller hin Goebbelssætning lød alt for plump og forløjet, og at denne mand ikke var noget reklamegeni. Hvor tit noterede jeg ikke, for at indgive mig håb, vittigheder om Goebbels’ mundværk og pande, hvor tit ikke skældsord om hans uforskammede løgne om, at han var ”folkets røst”. Men der findes ingen vox populi, kun voces populi (folkets røster), og det er først bagefter man kan konstatere, hvilken af disse forskellige stemmer, som er den sande, jeg mener den, der bestemmer begivenhedernes gang. Og man kan ikke engang sige fuldstændigt sikkert, om alle, der lo eller skældte ud over Goebbels’ alt for stærke løgne så også var helt uberørte af dem.”

Men selv om Goebbels løgne og superlativer kan virke barnagtige og grinagtige advarer Klemperer: ” Nej, det er slet ikke så enkelt med superlativens forbandelse, som logikken forestiller sig. Jovist, praleri og løgn falder over hinanden, så løgn og praleri til slut bliver taget for det de var, og mange mente, at Goebbels’ propaganda til slut blot var virkningsløs dumhed. Men en ting er sikker. Den propaganda, man anser for løgn og praleri, virker alligevel, hvis man blot har mod til at fortsætte, som om ingenting var hændt. Superlativens forbandelse er ikke altid selvdestruktion, men også ødelæggelse af det intellekt, der modsætter sig den, og Goebbels var måske mere begavet, end jeg vil indrømme, og den virkningsløse dumhed måske heller ikke helt så dum eller helt så virkningsløs.”

Det sprog, som Trump, ubevidst eller bevidst, har adopteret fra Det Tredje Rige, ser også ud til at virke i nutidens USA. Sproget blev allerede anvendt i og før Trumps første præsidentperiode. Allerede dengang afslørede Trump sig som en showman, der som anden cirkusdirektør præsenterede sine numre med en lang række brovtende superlativer. Allerede dengang præsenterede han numrene som de bedste, de største og smukkeste nogensinde set. I Trumps første præsidentperiode, fortalte den amerikanske forfatter David Bogdanis i sin nye bog, ’The Art of Fairnes’, hvordan Hitlers propagandaminister, allerede fra dag 1 overdrev tilskuertallet ved sine møder og skamløst roste sine egne talegaver. ”Min tale gjorde et fabelagtigt indtryk. Jeg er i topform. Strålende modtagelse i aviserne”, fortalte Goebels sine lyttere. Nøjagtig som Trump havde gjort ved sin første indsættelse som præsident. Bodanis bog, nævner dog slet ikke Trump, men handler om god og slet ledelse. I bogens længste sammenhængende forløb modstiller han de metoder som Goebbels brugte for at omstyrte demokratiet i den tyske Weimar-republik med den samtidige amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts (1882 - 1945) berømte genopretningskurs. I bogen kan man læse, at Goebbels målbevidst – og med succes – sigtede på at bringe det værste frem i tyskerne, mens Roosevelt omvendt bestræbte sig på at bringe det bedste frem i sine landsmænd. Goebbels røbede gerne sin taktik: ” Undgå for enhver pris at kede folk. Det sætter jeg over alt”. På datidens mediekanaler advarede Goebbels mod ”løgnepressen” og ”folkets fjender”, som han vil klynge op. Sine modstandere stemplede Goebbels med øgenavne som ”taber”, ”desertør” eller ”svindler”. Ja, analogierne til nutidens USA står nærmest i kø! Trump, var jo i sin første præsidentperiode heller ikke fedtet med udtryk som ’nasty woman’, ’Crooked Hillary’, 'fake news’, ’Sleepy Joe’ og ’losers’.  Selv hans tidligere chefstrateg Steve Bannon, som blev fyret i 2017, blev til ’Sloppy Steve’ – sjuskede Steve.

Og med historiens dyrekøbte erfaringer, bl.a. fra Klemperer, i behold, kan man med rette spørge, hvorfor der vælges og genvælges ledere af Trumps støbning og adfærd. For mange af os virker det absurd! Måske er det også i Klemperers bog vi, skal finde svaret. Her er han af den overbevisning, at Det tredje Riges sprog hjalp med at danne dets kultur. Som Klemperer konkluderer i 1947: ” Det er ikke blot de nazistiske handlinger, der nødvendigvis må forsvinde, men også det nazistiske præg, den typisk nazistiske måde at tænke på og dens yngleplads: nazismens sprog.” Om fascismens sprog i 1930erne skriver han videre: ” (…) sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer hele min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det (…) Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”. Klemperers bog var ikke bare en analyse. Den var også en advarsel!

(21.08.25)

Seneste kommentarer

Del siden