PUTINS EVENTYR

 Inden Ruslands invasion af Ukraine, så de fleste nok præsident Putin som en person i et folkeeventyr, hvor personerne mere er en type end en personlighed. Vi så ham udefra og kendte ikke til hans tanker og følelsesliv. De fleste så ham, alt efter ståsted, enten som god eller ond, helt eller skurk. Sådan er folkefortællinger jo. Siden er der kommet flere boller på suppen, og ved hjælp af diverse kommentatorer og eksperter er vi begyndt at se Putin som en person i et kunsteventyr, hvor personerne beskrives med menneskelige følelser og karaktertræk. Vi er nu begyndt at se ham både udefra og indefra og prøver, ligesom i kunsteventyret, at følge med i hans udvikling, ligesom vi prøver at få kendskab til hans følelser, hans motivation og hvilke overvejelser, han har.

I Danmark har vi fostret en af verdens betydeligste eventyrforfattere, H.C. Andersen. Og hvis Putin skulle skrive sit eget eventyr, ville han nok finde inspiration i Andersens berømteste eventyr, hvor den grimme ælling måtte så meget grumt igennem i andegården, og den - fordi den var ”for stor og aparte” - skulle ”nøfles”. Men hvor den til sidst i eventyret, som en svane, kunne nyde at høre alle sige, ”at den var den dejligste af alle dejlige Fugle”. Og den ”af Hjertet jublede”: ”Saa megen Lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme Ælling!”

Putins eventyr begyndte ikke i en andegård. Han blev født i Leningrad i 1952. Journalisten Jane Ellen Stevens beskriver i en artikel Vladimir Putins opvækst således: »Putin var et gadebarn. I en by totalt ødelagt af tre års forfærdelig belejring af nazisterne under Anden Verdenskrig. Der var tale om folkedrab beskrevet som verdens mest ødelæggende belejring af en by. De fleste af byens befolkning på 3 millioner var døde, 1 million var sultet ihjel. Putins far blev svært såret under krigen, og hans mor var nær død af sult. De boede i en rotteinficeret lejlighed sammen med to andre familier uden varmt vand, intet bad, et toilet, der ikke virkede, og næsten uden varme. Hans far arbejdede på en fabrik. Hans mor havde forefaldende småjobs. Putin måtte som barn slås for sig selv. Han havde ingen til at forsvare sig, Hans to ældre brødre døde under krigen af sygdom. Han blev slemt mobbet som barn«.

»Vi levede simpelt. Kålsuppe, koteletter, pandekager og om søndagen og på helligdagene bagte min mor meget lækre fyldte pirogger med kål, kød og ris samt ostetærter,« har Putin selv fortalt om sin barndom på sin hjemmeside. I skolen var Putin ikke særlig flittig, men har beskrevet sig selv som lidt af bølle. En dreng med en kort lunte, en slagsbror, der har let ved at gribe til vold for at hævde sig i Leningrads baggårdshierarki, men får disciplineret sig selv gennem judotræning. I Putins selvportrætter er der ingen fortrydelse over at få denne disposition eksponeret. Som ung begyndte han at drømme om at blive spion, og som kun 16-årig valsede han ind på KGB’s hovedkvarter i Leningrad, men blev afvist. I stedet blev han henvist til at læse jura, og hvis han var dygtig nok, ville KGB selv tage kontakt til ham. Efter fire år på studiet blev Putin kontaktet af KGB. Han startede som agent – først i Leningrad, så i Moskva, og dernæst i tyske Dresden.

Om tiden i KGB fortæller Sergej Jirnov, en tidligere KGB-spion, hvis veje krydsedes med Putins flere gange i de år, de begge var ansat i ’tjenesten’ og som i dag er bosiddende i Frankrig, hvor han er en respekteret analytiker af russisk politik: ” KGB havde ikke tillid til Vladimir Putin. Han blev anset for at være impulsiv, for at lade sig rive med af en stemning, og vurderingen af ham var, at han ikke var i stand til at vurdere konsekvenserne af sine beslutninger”. Og han fortsætter: ” Når han ser, at andre er svage, kører han på. Det har været hans måde at fungere på indtil nu, og han er forblændet af sine egne løgne. Der er sket det, som vores lærere i KGB fortalte os: »Jeres job er at lyve. Men hvis I selv tror på det, ender I som psykopater”.

Med en sådan slidsom og ydmygende karrierevej og med en barndom, der manglede de grundlæggende menneskelige mentale overlevelsesbehov, omsorg, varme, trøst og kærlighed. Med en barndom, hvor Putin må have oplevet voldsomme ydmygelser, skam-, forkertheds- og uretfærdighedsfølelser, hvor han blev mobbet fordi han var lille, mon ikke så Putin, som den grimme ælling, ”af hjertet jublede” og kneb sig i armen over den megen lykke, der var blevet ham tildelt, da han, af Ruslands daværende farverige præsident Boris Jeltsin, i år 2000, var blevet udpeget til at efterfølge ham i embedet.

I Andersens ”Den grimme ælling”, hvor ællingen nu var blevet en smuk svane, bøjede syrenerne ”sig med Grenene lige ned i Vandet til den og Solen skinnede saa varmt og saa godt, da bruste dens Fjer” og ”den slanke Hals hævede sig”. Ved Putins præsidentindsættelse var det ikke syrenerne, der bøjede sig for ham, men derimod Kreml-garden, der, med honnør, akkompagnerede hans vandring gennem Kremlpaladsets lange gange og mange døre, så han - trods sin lave statur – til sidst kunne knejse med nakken og i et af paladsets prægtige sale, endelig badet i offentlighedens projektørlys, kunne fremstå som landets mægtigste mand. Den nye russiske tsar Vladimir.

Det nærmest modsatte af, hvad kredsen omkring en grov, tyrannisk og alkoholiseret skrantende Boris Jeltsin, havde udset sig som hans efterfølger. Den russisk-amerikanske forfatter Masha Gessen mener, at kredsen har haft følgende motiver: ” Hvorfor ikke en profilløs tidligere KGB-agent, som ingen rigtig kender? Grå, almindelig og tilsyneladende ubestikkelig fremstår Putin som manden uden ansigt, som andre kan tillægge de egenskaber, de efterspørger, og i Vladimir Putin ser oligarken Boris Beresovskij, skyggehersker og kongemager i Jeltsins sidste tid, en perfekt formbar marionetdukke”. De havde ikke forudset, at Putin blev en ”capo dei capi” for en mafiaklan. Og han likviderer i lyntempo, hvad der kun for nylig var etableret af demokratiske mekanismer og institutioner, idet han sætter sig for at gøre det nye Rusland til et land, der ligner hans elskede KGB: et uigennemskueligt og autoritært ’magtvertikalt’ system”, siger Gessen. De fik i stedet et demokrati, der blot er en *Potemkin-kulisse, der skal legitimere både præsident Vladimir Putin og hele magtapparatet. (*Fyrst Grigorij Potemkin var en russisk statsmand, der først var kejserinde Katarina den Stores elsker og derefter hendes håndgangne mand. Da Katarina 1787 skulle besøge de nyerobrede områder ved Sortehavskysten, pyntede Potemkin landsbyerne op, så alt synede bedre, end det var. Heraf udtrykket.)

Psykologer har påpeget, at det er slående, at en række af de mest voldelige diktatorer vi har kendt op gennem historien alle har haft en hård og ydmygende barndom med tæv og overgreb bag sig: Hitler, Stalin, Mao. Selv Trump blev voldsomt ydmyget af sin far og var kendt som en slagsbror på highschool og college. Sådanne ledere med megalomaniske træk, som vi kender så langt tilbage som til Djengis Khan, Alexander den Store og Napoleon Bonaparte, har ikke blot været overbevist om, at de kunne redde deres hjemlande, men har også følt sig uovervindelige og søgt uendelig magt. Som det gælder for narcissister har de skabt sig et idealiseret og forfængeligt selvbillede og har derfor svært ved at indrømme og lære af deres fejl. Og selv om man siger, at der bag deres personlighed gemmer sig frygtfulde, selvbevidste og kærlighedssøgende personer, forekommer de frygtindgydende, især når de udfolder sig i et totalitært regi.

Det er som om de i barndommen - ligesom den lille søde dreng, Kay, i H.C. Andersens fortælling, ”Snedronningen” – af troldspejlet har fået en splint i øjet og i hjertet, som får dem til at se det smukke være grimt og gøre det onde og grimme endnu værre og som derudover gør deres hjerter til is.

Den tidligere amerikansk udenrigsminister, diplomat og FN-ambassadør, Madeleine Albright, som døde 23. marts 2022, har fortalt følgende om sit første møde med Vladimir Putin: ” Boris Jeltsin havde både været smigrende, brovtende og storsnakkende, hvorimod Vladimir Putin talte fuldkommen følelsesløst og helt undlod at kommentere sine stålsatte bestræbelser på at genrejse Ruslands økonomi og knuse tjetjenske oprørere. På flyturen hjem lavede jeg lidt noter: »Putin er lille og bleg«, skrev jeg, »og så kold, at han næsten minder om et reptil«. ” Og hun fortsætter: ” Som alle andre autoritære ledere sætter Putin lighedstegn mellem sit eget velbefindende og nationens og anser al opposition for landsforræderi. Han er sikker på, at amerikanere blot er hans spejlbilleder med hensyn til kynisme og magtbegær, og sikker på, at i en verden, hvor alle lyver, er han på ingen måde forpligtet til at sige sandheden. Eftersom han mener, at USA med magt har gjort sig dominerende i sin region, må Rusland være i sin gode ret til at gøre det samme”.

Ligesom Trump ville 'Make America Great Again', ser det ud til, at Putin nu vil ‘Make Russia Great Again’. Ukraine er i Putins univers en del af det hellige evige Rusland. En del af den russiske verden, Russkiy Mir, som han drømmer om.

Diktaturet er i praksis genindført. Nu i en national kleptokratisk version med imperiale ambitioner. Først forestillede Putin sig, at han kunne iscenesætte sig som en ny Stalin. Men ved nærmere eftertanke rebede han sejlene og iscenesatte for nylig sig selv som Peter den Store. Denne despot regerede Rusland enevældigt fra 1682 til 1725. Han er bl.a. kendt for at have ladet sin egen søn henrette. En iscenesættelse som bl.a. har materialiseret sig i en enorm bygning på 18.000 kvadratmeter ud til Sortehavet, som er blevet kendt som ’Putins palads’. Bygningen har kostet 10 milliarder kroner at opføre og indeholder blandt andet et teater, stripklub, et træningscenter bygget i marmor og en skøjtehal. Og som om det ikke var nok har magten også materialiseret sigi en topmoderne atomsikret bunker på størrelse med en mindre undergrundsby i den sibiriske bjergregion Altai. Finansieret af Gazprom og til præsidentens private afbenyttelse. I det berømte rum i Kreml, hvor Putin tager imod udenlandske stats- og regeringschefer ved et enormt, syv meter langt hvidt bord, er der fire statuer, som alle er af tsarer. I Putins palads ved Sortehavet er der opsat imperiale tohovedede ørne over det hele. For Putin er Ruslands historie en intenst emotionel størrelse.

Som den russiske forfatter, Vladimir Sorokin, påpeger: ” Krigen i Ukraine er startet af en mand, der er blevet korrumperet af den absolutte magt, og som i sit vanvid har besluttet at føre verdenskortet tilbage til fordums tider. I Rusland er magten en pyramide. Den blev bygget af Ivan den Grusomme i det 16. århundrede – en ærgerrig, brutal tsar, der blev overvældet af paranoia og en hel del andre laster. Med hjælp fra sin personlige hær – Opritjninaen – delte han på bestialsk og blodig vis Rusland i magt og folk, ven og fjende. Kløften mellem dem udviklede sig til en dyb voldgrav. Han mente, at den eneste måde at styre det enorme land på var at besætte det. Besættelsesmagten skulle være stærk, grusom, uforudsigelig og ubegribelig for folket. Folket skulle ikke have andre muligheder end at adlyde og tilbede den. Og på toppen af denne skumle pyramide skulle sidde en enkelt person – en enkelt person, der besidder absolut magt og ret til alt. Paradoksalt nok har grundsætningerne i den russiske magtudøvelse ikke ændret sig den mindste smule i de seneste fem hundrede år.”

Den danske professor i historie, Claus Bryld mener, at det russiske styre i dag bærer alle fascismens tegn: ”Politisk er det en såkaldt førerstat med en udstrakt personkult omkring Putin. Selv kalder han styret for et »illiberalt demokrati«.

 Italieneren Benito Mussolini, der ’opfandt’ fascismen, kaldte i 1938 sit styre for et »organiseret, centraliseret og autoritært demokrati«. Ligesom i Italien og Tyskland i 1930’erne er den russiske propaganda styret af staten og gennemtrænger hele samfundet (selv om man endnu ikke kan tale om totalitarisme som under Stalin). Ideologisk er der tale om hypernationalisme med omdrejningspunkt om Den Store Fædrelandskrig 1941-45 og dens ofre, ligesom den historiske fascisme dyrkede og heroiserede de døde fra Første Verdenskrig. Appel til følelserne og despekt for fornuft står centralt.”

Den tyske filosof, Theodor W. Adorno, der, som jøde, måtte flygte fra nazismen i Tyskland til USA, ville finde udviklingen mod fascismen naturlig. I Adornos øjne var fascismen en slags falsk løsning på virkelige problemer. For ham var fascismen ikke så meget et sammenhængende ideologisk projekt, men snarere en tendens til at søge autoritære og voldelige løsninger på problemer, som det kapitalistiske, liberaldemokratiske samfund ikke kunne løse (fordi de var et uomgængeligt resultat af kapitalismen selv). Fascismen er i den forstand ikke noget mystisk og udefrakommende, men en indre tendens i vores samfund, der forstærkes i krisetider.

Ganske som Putin er lykkedes med i nutiden, byggede også den italienske fascist, Mussolini sin legitimitet på kirkens rolle i samfundslivet. Datidens pave hyldede fascismen. Mennesker tilhører kirken, og dens regime er derfor totalitært, forklarede pave Pius XI i 1938. I tiden under Sovjetunionen havde den russiske ortodokse kirke trange vilkår; men siden sammenbruddet i 1991 har Putin effektivt udnyttet Ruslands religiøse kræfter til en nationalkonservativ genopbygningspolitik. De ortodokse ledere har til overflod været loyale over for Kreml.

Moskvas øverste patriark, Kirill, udsendte på dagen for invasionen af Ukraine en erklæring, der gentog den ’historiske’ retfærdiggørelse af den ’særlige militære operation’, som Putin havde fremført. Ikke overraskende har Kirill gentagne gange talt dunder imod forslag i nabostaten om at give Ukraines ortodokse kirke reel selvstændighed.

Mange spørger i dag, hvorfor russerne ikke reagerer stærkere på krigen i Ukraine? Hvorfor befolkningen ikke gør oprør og vælter landets uhyggelige despot? Svaret skal måske findes med hjælp fra den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt. I sit hovedværk ’Totalitarismens oprindelse’ (1953) skrev hun, at masserne i en undertrykkende verden altid ville være parate til at »tro på det værste, uanset hvor absurd det hele er«. Befolkningen ville ikke have særlige indvendinger mod at blive bedraget, fordi de alligevel regner alt for løgn. For at kunne leve søger de tilflugt i kynisme, skrev hun.

Nazisterne brugte i sin tid systematisk sproget til at ændre den tyske befolknings moral og syn på verden. De kategoriserede ’jøder’ som undermennesker, og så var det pludseligt legitimt først at fratage dem deres job, smadre deres butiksvinduer, udskamme dem i det offentlige liv og på alle mulige andre måder chikanere dem for til sidst at likvidere dem. Når russerne kalder almindelige ukrainske civile for ’nazister’, må det være af samme grund. For at kunne retfærdiggøre overgreb og drab, samtidig med at de i parentes bemærket fuldstændig relativerer de grusomheder, nazisterne stod for.

Filologen Victor Klemperer, som gennem 12 år observerede den langsomme brutalisering af det tyske sprog, stiller i bogen ’LTI’- lingua Tertii Imperii , om det tredje riges sprog, skarpt på ordet ’fanatisk’. Før nazisterne begyndte deres forvanskning af sproget, var adjektivet negativt ladet, men de gjorde ordet synonymt med ’heltemodig’, så fanatiske handlinger blev gjort til dyder. »Ord kan virke som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel«, skriver Klemperer.

Russerne bruger nu betegnelsen ’nazist’ over for ukrainerne på samme dehumaniserende måde, som nazisterne brugte sproget på over for jøderne. Befolkninger handler på baggrund af deres kulturelle identitet, og når de oplever et pres udefra, bliver de ofte mere nationalistiske. Stolthed, oplevelsen af at være med i et stærkt fællesskab, fylder tit mere end rationelle overvejelser om, hvad man kan få mest ud af at gøre. Folk ønsker at leve for noget større. Putin appellerer ofte til befolkningens patriotisme og heroisme med henvisninger til Den Store Fædrelandskrig, kampen mod nazismen, men han går også længere tilbage i historien. Forherligelsen af Ruslands middelalderlige fortid er også et projekt, Putinregimet har forfulgt over længere tid.

I begyndelsen af august rev de russiske besættere af Mariupol et mindesmærke for byens ukrainske forsvarere ned og meddelte, at der i stedet ville blive rejst en statue af Aleksandr Nevskij – en russisk krigsherre fra 1200-tallet, der udmærkede sig ved militære bedrifter mod svenskerne og ridderne fra den såkaldte Tyske Orden. I en anden nylig artikel, udgivet af det statslige nyhedsbureau Ria Novosti, sammenlignes Putins brutale fremfærd over for Ukraine med Ruslands omvendelse til kristendommen i det tiende århundrede under en anden middelalderlig krigsherre, Vladimir den Store. Nevskij blev helgenkåret i 1547 under Ivan den Grusomme (1533-84), som også støttede sig til Nevskij-kulten for at legitimere sit eget styre. Og to århundreder senere fejrede Peter den Store sin sejr over Sverige i Den Store Nordiske Krig (1700-21) ved at lade Nevskijs aske overføre til Aleksandr Nevskij-klosteret i hans nye hovedstad, Sankt Petersborg. Og da Stalin i november 1941 talte til de russiske tropper, fem måneder efter den nazistiske invasion, fremhævede han Nevskij for at inspirere til patriotisme og kampmod.

Ved siden af Ivan den Grusomme og Nevskij har Putin også søgt at forherlige fyrst Vladimir den Store, hersker over det middelalderlige rige Kijev Rus og bedst kendt for at stå i spidsen for indførelsen af den ortodokse kristendom i år 988. Sådanne middelalderfantasier er kendt fra flere højreorienterede bevægelser verden over. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera har argumenteret for, at russisk kultur i altovervejende grad var fange af sine følelser, mens vestlig kulturs lidenskab lod sig afbalancere af fornuft og tvivl. Ruslands problem var, mente han, at landet i modsætning til det vestlige Europa aldrig havde gennemlevet en renæssance.

Andre har også gisnet om, hvorfor russerne ikke har reageret på krigen i Ukraine. Lidt voldsom, synes jeg dog tv-eksperten Claus Mathiesen, sprogofficer, cand.mag. i russisk og polsk, var, da han kondenserede den russiske folkesjæl således: ”Russisk manisk besættelse og dyrkelse af død og ødelæggelse er noget af det både gådefulde og forfærdende i den russiske folkesjæl”. For, som Sir Antony James Beevor, en 75-årig britisk krigshistoriker, siger: ”Nationalkarakter eksisterer ikke. Men samtidig kan der godt være et nationalt selvbillede eller et nationalt narrativ, som folk lever op til. (…) Og, som jeg siger, det er historikeres pligt at bekæmpe overdrevne generaliseringer”. Og mon der ikke også i den russiske ”folkesjæl” gemmer sig reminiscenser fra den storslåede russiske kultur, som har haft værdi for hele verden. Først og fremmest gælder det inden for litteratur (Tolstoj, Dostojevskij, Turgenev, Tjekhov, Gorkij), men også inden for billedkunst (Malevitj), musik (Tjajkovskij, Rakhmaninov) og ballet (Barysjnikov, Plisetskaja).

En af forfatterne, som i min ungdom var en stor inspiration for mig, skrev for over 100 år siden således: ”Den vedvarende, åbenlyse og sandhedsfornægtende smiger fra de mennesker, der omgiver ham, gør, at han ikke længere ser sine selvmodsigelser, ikke længere afpasser sine handlinger og ord med virkeligheden, med logikken eller bare med almindelig sund fornuft, men er fuldkommen sikker på, at alle hans dispositioner, ligegyldigt hvor meningsløse, uretfærdige og indbyrdes uforenelige de er, bliver både meningsfulde, retfærdige og indbyrdes forenelige, udelukkende fordi det er ham, der træffer dem”. Ordene er, selv om de er skrevet i nutidsform selvfølgelig ikke møntet på Vladimir Putin, men er Lev Tolstojs forsøg på at afdække det tsarvælde, han selv levede under, og som Putin nu forsøger at genoplive. Tolstoj er den forfatter, der formentlig besidder den dybeste politisk-psykologiske indsigt i den russiske tsarmentalitet.

Tolstoj mente, at der i den menneskelige psyke befinder sig en slags ”helte” og ”antihelte”. I sin roman, ’Opstandelse’, fra 1899 skildrer han dette tvesind gennem romanfiguren Nechljudov: ”Som hos alle mennesker således boede der også i Nechljudovs bryst to forskellige naturer: Den åndelige natur, der kun stræber efter noget højere, ædlere, der også geråder andre mennesker til nytte og velsignelse; den anden, dyriske natur, der kun søger eget vel og som uden at betænke sig sætter den hele verden på spil derfor”.

Og om nogen kendte Tolstoj også til krigen. Tolstoj deltog således selv i tsar Nikolaj I’s invasion af Kaukasus, hvilket danner forlæg for romanen ’Khadzji-Murat’. Tolstojs realistiske romaner udspillede sig i 1800-tallets Rusland, hvor menneskene, som personerne i hans romaner, var storsindede og ambitiøse, forfængelige og irrationelle. I hans forfatterskab er begrebet grådighed, både efter jord og penge, et gennemgående tema. En grådighed som bringer personerne i livssituationer, der ender med at give dem indsigt i det, der er væsentligt i livet.

Det var også en erkendelse, som Lev Tolstoj selv var nået frem til. Han havde oprindeligt store privilegier som velhavende greve og godsejer, og hans ungdom var præget af et udsvævende liv med druk, spil om penge m.m., og han var også som 23-årig trådt ind i den russiske hær og deltog i krigen mod Tyrkiet (1853-1856); men som voksen havde han en eksistentiel krise, der førte til, at han arrangerede sit liv omkring nye ideer. Det var fx hans ambition at omdanne sit gods til et mønstersamfund og at realisere sine pædagogiske ideer i en skole for de livegne bønders børn. Han gik også til modstand mod det klasseopdelte, kapitaldrevne samfund, kirken og militæret. I stedet talte han for individets ansvar for at bidrage til pacifisme. Indiske Mahatma Gandhi hentede inspiration hos Tolstoj til sine tanker om folkeoprør med ikke-vold som middel.

”Hvis målet for de europæiske krige i begyndelsen af dette århundrede var Ruslands storhed, så kunne man have nået dette mål uden alle de forudgåede krige og uden invasionen (…) Hvis målet var at udbrede ideer, så udføres denne opgave meget bedre af bøger end af soldater”, skrev Tolstoj i sin roman, ’Krig og fred’ (1869). I hvilken Tolstoj lader Napoleon, da han invaderer Rusland i 1812, sige følgende »For øvrigt er et stort antal klostre og kirker altid et tegn på, at det pågældende folk er tilbagestående«. Oplysningens kraft blev også fremhævet af såvel Fjodor Dostojevskij og Maksim Gorkij. I programerklæringen til sit litterære tidsskrift skrev Dostojevskij i 1860: ”Det følger af sig selv, at det første skridt til opnåelsen af samdrægtighed må være den elementære undervisning og folkeoplysningen. Aldrig vil vort folk forstå os, hvis det ikke forberedes derpå”, skriver han og fortsætter: ”Lys over vort land så energisk som muligt, for enhver pris – det er vor tids hovedopgave. Det må være vort første skridt”.

Gorkij slog også et slag for empatien i romanen, ’Varenka Olessov’ (1897): ”Man bør kun læse bøger, der lærer en at forstå livet, det vil sige: menneskene og deres adfærd. Og at forstå mennesker betyder, at man lærer at bære over med deres fejl.

Man skal lære, hvor elendigt menneskene lever, og hvor godt de kunne have levet, om de havde været klogere og have haft mere agtelse for hverandres rettigheder”. Gamle udsagn, som stadig har aktualitet, ligesom det kunne være en nutidig beskrivelse, når Tolstoj efter en kortvarig våbenhvile skriver sådan her: ”At tænke sig, at disse mennesker fører krig mod hverandre, i stedet for lykkelige og glade at falde hinanden om halsen som brødre! Nu vajer de hvide flag ikke mere. Atter udslynger kanonerne død og fordærvelse, atter rinder der strømme af uskyldigt blod, atter høres der stønnen og forbandelser”.

Der er intet endegyldigt svar på det rette modsvar på ondskab, kun at det kan være fatalt i atomalderen at svare forkert, og det er her, at vi er afhængige af evnen og retten til at tvivle og være ydmyge, dvs. at blive ved med at være mennesker. Vi er afhængige af at kunne identificere os med den anden, kunne finde rester af den anden i os selv, at menneskeliggøre den anden og at forstå, at vi ikke forstår alt ved den anden. Når det gælder den russiske ”folkesjæl”, må vi heller ikke glemme det forhold, som musikeren Sting, under den kolde krig, beskrev i sin sang, ’Russians’: ” We share the same biology, regardless of ideology/But what might save us, me and you/Is if the Russians love their children too”.

Kyndige militærfaglige analytikere med gode forbindelser til efterretningstjenester vurderer, at omkring 50.000 russiske soldater vil være sendt hjem i ligposer og/eller kiste eller være så invaliderede, at de aldrig kommer til at nærme sig en slagmark igen. Og hvis vi antager, at russerne, som Sting synger, elsker deres børn, kan vi håbe, at de regerer på samme måde, som amerikanerne. Da USA, under Vietnamkrigen, i januar 1973, indgik en fredsaftale med sin nordvietnamesiske kommunistiske krigsmodstander, havde de amerikanske tabstal passeret de 50.000 efter otte års intensiv krig. Den helt afgørende faktor bag USA’s deltagelse i de langstrakte og længe hemmeligholdte fredsforhandlinger var presset i den hjemlige opinion på først præsident Lyndon B. Johnson og fra 1969 hans republikanske efterfølger, Richard M. Nixon.

Vi ved ikke, hvordan Putins eventyr ender, men vi ved, at ikke alle eventyr ender lykkeligt. H.C. Andersen skrev i 1840 et mere upåagtet værk, 'Den onde fyrste'. Det var til at begynde med et gammelt sagn fra folkloren, som H.C. Andersen omskrev og gjorde til sit eget eventyr om en ond og overmodig fyrste, der vil vinde over alle verdens lande og besejre Gud, men ender med at blive overvundet af en eneste lille myg. Eventyret begynder på traditionel vis: ” Der var engang en ond og overmodig fyrste, hvis hele tanke gik ud på at vinde alle verdens lande og indjage skræk ved sit navn. Han fór frem med ild og sværd. Hans soldater nedtrådte kornet på marken, de antændte bondens hus, så den røde lue slikkede bladene af træerne, og frugten hang stegt på de sorte, sviede grene. Mangen stakkels moder skjulte sig med sit nøgne, diende barn bag ved den rygende mur, og soldaterne søgte hende, og fandt de hende og barnet, da begyndte deres djævelske glæde. Onde ånder kunne ikke handle værre, men fyrsten syntes just det gik som det skulle. Dag for dag voksede hans magt, (…)”

Synes man indledningen lyder som starten på Putins krig, kan man jo så glæde sig over slutningen: ” (…), da udsendte Gud en myggesværm, en eneste lille myggesværm, den surrede om kongen og stak hans ansigt og hænder. Han drog i harme sit sværd, men slog kun i den tomme luft, myggene kunne han ikke ramme. Da bød han at der skulle bringes kostelige tæpper. Disse måtte man vikle om ham, der kunne ingen myg trænge igennem med sin brod, og man gjorde, som han bød, men én eneste myg satte sig på det inderste tæppe, den krøb ind i kongens øre og stak ham dér. Det brændte som ild, giften slog op i hans hjerne, han rev sig løs, sled tæpperne af sig, sønderrev sine klæder og dansede nøgen for de rå, vilde soldater, som nu spottede den gale fyrste, der ville bestorme Gud og straks var overvundet af en eneste lille myg”.

Putins eventyr kunne selvfølgelig også ende som en anden royal eventyrfigur, som heller ikke har noget tøj på. Kejseren i H.C. Andersens ’Kejserens nye klæder’ har sammen med sine ’spindoktorer’, ligesom Putin, spundet en fortælling, som siden viser sig ikke at have noget på sig. Alle i byen, inklusive kejseren selv, ved egentlig godt, at han ikke har noget tøj på, men det er, som om de ikke i tilstrækkelig grad tror deres egne øjne til at overvinde den frygt for at blive udstillet og til grin, der lurer lige om hjørnet. Hvad nu hvis der er en mening, som jeg bare ikke helt selv kan se? Fortællingen er ikke blot en fortælling om kritik og afsløring, men næsten tværtimod om, hvordan det sociale bånd fungerer – hvordan et samfund rummer så mange følelser og interesser og dialektiske forviklinger, at de mærkeligste forordninger og institutioner kan opretholdes, endda selv om de nogle gange fremstår som helt forrykte eller korrupte. Og rigtignok afsløres kejseren af det lille barn, der råber: »Men han har jo ikke noget på.« Og ovenikøbet løber denne erkendelse som en steppebrand gennem folket, så alle pludselig råber det. Men hvad sker der bagefter? Hvordan reagerer kejseren og hans kammerherrer, da det bliver klart for enhver, at han går nøgen rundt i gaderne? Fortællingen slutter med disse ord: »Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: ’Nu må jeg holde processionen ud.’ Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.«

Det kan også være, at Putin deler skæbne med den gæve kone i eventyret, ’Konen med æggene’, der, ligesom Putin drømmer om fremtidig storhed: ”Jeg bliver så fornem, så stolt og så fin, jeg tåler ikke den mindste snakken, jo, jeg skal vide at knejse med nakken! « – Og ret som hun sagde det, gjorde hun så. Klask! Æggene der på jorden lå! Med dem den hele lyksalighed faldt – og det var i grunden ikke så galt!

En mere sympatisk udgang på Putins eventyr ville det selvfølgelig være, at der, ligesom i eventyret ’Snedronningen’, findes en Gerda, som snart trænger ind bag Kremls mure og fælder en tåre på Putins bryst og derved optør hans iskolde hjerte. Men det er måske for meget at håbe.

(24.10.22)