KYNISME OG TIDSÅND

 Ifølge den tyske digter og filosof, Johann Gottfried von Herder (1744 – 1803), og siden bekræftet af den moderne psykologi, er det menneske, der keder sig, fanget i en pinefuld modsigelse: det længes, men længes ikke efter noget bestemt; det begærer, men det begærer ikke noget bestemt. Kort sagt, det vil, men det kan ikke. Kedsomhed er en genstandsløs længsel. Kedsomheden er en bevægelse på stedet, den kender ingen dybder og ingen højder, den er bare langtrukken. På tysk hedder kedsomhed Langeweile, som direkte oversat til dansk betyder ”den lange stund”. I sin roman, Bliktrommen, spørger den tyske forfatter, Günther Grass, ” ist die Einsamkeit nicht der Vorname der Langeweile?”, er ensomheden ikke kedsomhedens fornavn. Måske er det denne forbindelse med ensomheden, der gør kedsomheden så smertefuld, at vi mennesker har skabt adspredelsen. Og i dag har vi gennem bl.a. informationsteknologierne forfinet midlerne til at sprede kedsomheden ad, så den, og enhver selvstændig tanke, kan undgås fra vugge og til grav.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. Da jeg var barn, var der mange situationer, hvor jeg kunne genkende Herders beskrivelse af kedsomheden. En regnfuld søndag eftermiddag i 1950erne og 1960erne kunne føles som en dyne af kedsomhed. Her var der ikke megen hjælp til adspredelse at hente for et barn. Man kunne kun, da fjernsynet endelig kom, afvente at tv-programmet (for der fandtes kun et), efter prøvebilledet, tonede frem hen under aftenen. Nogle gange var det kun akvariet med de særligt udvalgte ”pausefisk”, der var tegn på liv på skærmen. Ellers var der sådan en regnfuld søndag eftermiddag kun radioens ”Giro 413”, der kunne minde om lidt adspredelse. Der kunne man i musikønskeprogrammet høre, at Moster Erna ved Jonna og Egons sølvbryllup, i sin venstre sko, havde indsamlet mønter nok ind til, at alle vi andre nu - endnu engang - skulle udsættes for Guiseppe Verdis ”Slavernes Kor” fra operaen, Nebukadnezar. "Va' pensiero, sull'ali dorate" ("Flyv, tanke, på gyldne vinger") sang de. Hos mig fik sangen dog oftest ikke tankerne til at flyve – de gyldne vinger forekom tvært imod stækkede. Og dengang ville jeg nok ikke have købt filosoffen Bertrand Russells forsvar for kedsomheden, da han i 1930 (i bogen The Conquest of Happiness) skrev: “At udholde kedsomhed er essentielt for et lykkeligt liv”. Dog var der engang en revyvise i ønskeprogrammet, der pirrede min nysgerrighed og fik kedsomhedens tåger til at fordufte. "Man sku' ha' det som Diogenes", sang Sigrid Horne-Rasmussen så overbevisende, at jeg fandt det oplagt at finde ud af, hvem denne Diogenes var, og hvordan han kunne have et så misundelsesværdigt liv. Jeg måtte, som mange gange før i kedsomme stunder, ty til datidens analoge Google - familiens næsten 4 kilo tunge Westermanns Leksikon, MENTOR fra MDCCCCL (hvilket jeg i samme leksikon kunne se var romertal og betød 1950). Det slidte leksikon er nu i min besiddelse, og jeg kan derfor nu genkalde mig opslaget om Diogenes: ”Diogenes 412 – 324 f.Kr., gr. Filosof af den kyniske Skole; levede meget nøjsomt, boede efter Sagnet i en Tønde”. En lidt pauver viden, når man nu engang også gerne ville vide, hvorfor det, at leve nøjsomt og samtidig bo i en tønde, skulle være så tiltrækkende.

Det har jeg så siden fundet forståelse for, for nysgerrigheden fortog sig ikke efter opslaget hos min ”Mentor”, leksikonet. Nu ved jeg, at Diogenes af Sinope er den mest kendte repræsentant for den kyniske filosofi, der blev grundlagt af Anthistenes i Athen omkring 400 f.Kr. Anthistenes havde været elev af Sokrates (469 f.Kr.-399 f.Kr.) og havde først og fremmest fæstnet sig ved Sokrates’ nøjsomhed. Kynikerne lagde vægt på, at virkelig lykke ikke består i ydre ting som materiel luksus, politisk magt og godt helbred. Virkelig lykke er ikke at gøre sig afhængig af den slags tilfældige og sårbare ting. Og netop fordi lykken ikke beror på den slags, kan den opnås af alle. Desuden kan man ikke miste den, når den først er opnået. Der findes ingen tekster fra Diogenes selv, og der har været uenighed om, hvorvidt han faktisk skrev noget. Det skrevne ord har under alle omstændigheder ikke været det vigtigste for ham – hvilket det i øvrigt heller ikke havde været for Sokrates, som forbandede skriftsproget - hans filosofi lå i livsførelsen og kom til syne i hans dybe uforskammethed. Den primære kilde til Diogenes’ liv er derfor navnefællen Diogenes Laërtios, som skrev en samling biografier om berømte filosoffer et halvt årtusind senere. Det fortælles om Diogenes, som kom fra Sinope i Lilleasien, at han, som mange andre unge mænd rejste til oraklet i Delphi for at spørge guden om, hvad han skulle bruge sit liv på. Gudens svar var: ”Du skal devaluere valutaen”. Eftersom Diogenes’ far var byens møntslager, var det oplagt at tage guden på ordet og helt bogstaveligt sende mønter med forringet sølvværdi i omløb. Det blev dog opdaget, og Diogenes måtte drage i eksil – eller, som han selv sagde, ”dømme sin hjemby til at blive hjemme”. Han var nemlig ikke en mand, der tvivlede på sit eget værd. Ifølge en beretning skulle han have fattet interesse for filosofien, fordi han så en mus pile omkring og indså, at han ligesom musen måtte eje intet for at opnå den sande lykke. Det skulle have givet ham en anden forståelse af oraklets ord: Han skulle devaluere valutaen ved at forkaste alle de falske værdier i menneskelivet og finde frem til de virkelige dyder. Ligeledes berettes det, at hans interesse for filosofien nu var så stor, at han i Athen, som en anden stalker, skulle have fulgt i hælene på filosoffen Antisthenes, selv om denne forsøgte at tæve ham på flugt med en kæp.

Og Diogenes levede herefter, som der synges i revyvisen, i en tønde, eller rettere i et lerkar, og ejede ikke andet end en kappe, en stok og en brødpose. Føden fandt han, som tigger, og hans faste udråb til de handlende på torvet var: ”Hvis I ikke har givet til de andre, så giv til mig først. Hvis I har givet til de andre, så giv også til mig”! Det var derfor ikke så sært, at folk råbte hund ad ham og de andre kynikere. Ordet kynisk kommer nemlig af det græske ord for hund: kyôn. Det var en fornærmelse, der tit blev slynget efter Diogenes og hans meningsfæller – og som i øvrigt bliver gentaget af bl.a. Aristoteles (384-322 f.Kr.) – men de tog det gerne på sig. De gjorde latterliggørelsen, om at de levede som hunde, til hædersbetegnelsen, kynikerne. Således ville de virkelig leve upåvirkede af og uden hensyn til skik og tradition. Og jo bedre det lykkedes for en – og Diogenes, der foretrak et liv i armod, var et forbillede – desto nærmere ville man komme et ideelt liv. Den lykkeligste person, som, med Diogenes’ ord, havde ”det meste”, ville være den, der levede i naturens rytme, fri for den civiliserede verdens konventioner og værdier og var ”tilfreds” med det mindste.

Den mest berømte anekdote om Diogenes fortæller om hans møde med Alexander den Store (356 f.Kr. - 323 f.Kr.) . Den græske filosof, polyhistor og ophavsmand til et af de største og for eftertiden mest indflydelsesrige forfatterskaber i hellenistisk-romersk tid, Plutarch, fortæller, at da Alexander den Store fik kommandoen over et felttog mod Persien, mødte folk op for at gratulere ham; men han så ikke noget til Diogenes. Alexander, der havde hørt om den usædvanlige filosof, opsøgte derfor Diogenes ude i solen i det fri, hvor han holdt til. ”Bed mig om, hvad du ønsker!” bød Alexander til hilsen, men Diogenes slog blot irriteret ud med hånden og sagde: ”Så ønsker jeg, at du træder et skridt til side, så solen kan skinne på mig”! Hellere en plads i solen, hvor man kan dovne og drille, end en plads ved hoffet, hvor man skal anstrenge sig med åndfuldhed og gode manerer! Sådan viste Diogenes, at han både var et rigere og mere lykkeligt menneske end den store hærfører. Han havde jo alt, hvad han ønskede sig. Alexander den Store gav nu ikke op, og en anden dag gik han hen til Diogenes og sagde: ”Jeg er den store kong Alexander.” Det hjalp nu ikke meget, for svaret var: ”Og jeg er hunden Diogenes. Jeg logrer for dem, der giver, jeg gør af dem, der ikke giver, og jeg bider de slette.” Og det, at kunne bide af de slette, og bogstaveligt talt forstand pisse på dem, var vigtigt for Diogenes. For ham var idealet den selvberoenhed (gr. autarkeia), som kom af et liv i afklaret nøjsomhed og personlig frihed, og når man således havde gjort sig fri af materielle og sociale bånd, så kunne man udfolde det, som Diogenes eksplicit mente, var det smukkeste ved mennesket, talefriheden. Uden det frie ord forsvinder al anden frihed, og dén pointe forstod de demokratiske atheniensere, der i øvrigt også respekterede Diogenes for hans livsstil og til tider beundrede hans konsekvens og vid.

Ud over det nøjsomme liv var et af Diogenes’ karakteristika, måden han udfoldede netop denne talefrihed. Han ville ikke frelse nogen, men blot vise, at der fandtes et andet og mere afklaret sandfærdigt liv, så han valgte bevidst gadedrengens eller hundens små frække provokationer. Hvis man ikke deri lægger, at Diogenes skulle være parat til oprør og politisk revolution, kunne man kalde ham en anarkist. Og der findes mange anekdoter, der fortæller om Diogenes’ brug af sin ytringsfrihed, som ikke lader mange af nutidens verbalforurenere på de sociale medier meget til overs. Hans bidrag til filosofien blev ikke at udforme nye teorier eller gennemføre længere, dybtgående analyser. Han ville hellere være den uimponerede, vise kritiker, der ligesom barnet i Kejseren ny Klæder, råber, at kongen, eller den fine kultur, ”ikke har noget tøj på”. At magt, ambitioner og højtidelige tanker og vaner gør mennesker forskruede, rastløse og dybest set både upålidelige og ulykkelige. Anekdoterne om Diogenes’ grove og provokerende fremfærd, som kunne grænse til voksenmobning, er mange. Engang skulle han endda have stået og onaneret midt på torvet, hvor de rige handlede og de fattige tiggede, mens han råbte: ”Gid det var lige så let at slippe for sin sult bare ved at gnubbe sig på maven”. En anden gang viste en mand sit luksuriøse hjem frem for Diogenes, som efter endt omvisning kvitterede ved at spytte værten i ansigtet med begrundelsen: ”Alle de andre steder var jo for pæne”.

Selv om Diogenes var inspireret af Sokrates’ nøjsomme, drilske og kritiske liv var han ikke begejstret for Sokrates’ elev Platon ( 428 - 347 fvt.) og hans pompøse lære om ideernes verden. Platon delte verden op i en synlige verden, som vi opfatter med sanserne og en ”sand” verden, som vi begriber med vores fornuft. Den sanselige verden er ikke sand, fordi den er foranderlig og forfalder. Men ved siden af findes den uforanderlige ”sande” verden, som er i slægt med matematikken og tilgængelig med vores tænkning. Diogenes var for meget materialist og realist til at se noget i Platons højtflyvende og snakkesalige idealisme, og Platon blev derfor hans yndlings-mobbeoffer. Han mente, at Platons forelæsninger var det rene tidsspilde, men alligevel dukkede han altid op til dem som et forstyrrende element. En dag, hvor han talte med Platon, og denne benævnte bordets idé, ”bordheden” og koppens idé, ”kopheden”, sagde han: ”Platon, jeg ser bord og kop, men på ingen måde ”bordhed” og ”kophed”.” Hvortil Platon måtte svare: ”Rimeligvis, for du har øjnene til at se en kop, men ikke tanken til at skelne bordhed og kophed.” En anden gang havde Platon forsøgt sig med en definition på et menneske, som lød: ”Et tobenet dyr uden fjer”. Diogenes plukkede en fugl og bragte den til Akademiet med ordene: ”Her er Platons menneske”. Han skulle sågar en dag, i Platons hus, have trampet på det fine gulvtæppe med ordene: ” Jeg tramper på Platons kenospoudía”. Et ord, der kan oversættes med overfladiskhed; at være optaget af ligegyldige ting. I det tilfælde fik Platon det sidste ord: ”Men du blotter din egen selvglæde ved at gøre det”. Platon må have været uendelig træt af mobberiet, så det var ikke så sært han kaldte Diogenes for en Sokrates, der var blevet forrykt.

Kynikerne var ikke af den opfattelse, at verden på alle måder var slet og livet ikke værd at leve, men de vendte sig mod det liv og den kultur, menneskene af iver efter erkendelse, vækst og beherskelse bød hinanden. De mente, at det gode liv var muligt, og de prøvede med deres livsførelse at vise det. De mente også, at et menneske ikke behøvede at bekymre sig om sit helbred. Selv lidelsen og døden skulle man ikke være bange for. Derfor skulle man heller ikke lade sig plage af bekymringer for andre menneskers lidelse. I dag bruges ordene ”kynisk” og ”kynisme” udelukkende i betydningen ufølsom over for andres lidelse. Men som vi også bruger ordet ”kyniker”, som en beregnende, ufølsom, ærgerrig, hensynsløs person, var antikkens kynikere ikke just kyniske, men nærmest det modsatte. At de lod hånt om andres selvhøjtidelighed og moralske opstød er det eneste hensynsløse, man kan hæfte på dem, så visse begreber slår lidt af en kolbøtte i tidens løb.

De antikke grækere var meget optaget af begrebet ”lykke”, hvad det ville sige at have et godt liv. Den gamle græker Aristoteles (384 – 322 f.Kr), en af den klassiske oldtids store filosoffer - og Platons elev og kritiker - mente, at lykken var det højeste og vigtigste mål for mennesker, og at etik handler om at definere lykke og finde ud af, hvordan vi bliver lykkelige eller får et godt liv. For Aristoteles er lykken, at mennesket så vidt muligt virkeliggør det, mennesket er af væsen og fuldkommengør det. Samtidig mente han også, at lykke skabes sammen med andre mennesker. Modsat kynikerne mente han, at ingen kan blive lykkelig helt alene. Aristoteles er ofte blevet kaldt for humanismens stamfader. Den humanisme, der som rettesnor havde, ”bliv, hvad du er”.

Senere har den franske essayist og humanist Michel Montaigne (1553 – 1592) også fulgt op på kynikernes tanker fra antikken. I sit essay ”Om ensomheden” tager han også et andet yndet tema helt tilbage fra antikken op. Ensomheden fremstilles her som den kraft, som skal modstå den fristelse, det er at lade sin tænkning og handlen bestemme af de store masser. Han sammenligner ønsket om anerkendelse fra vore medmennesker med den overvældende interesse for materiel rigdom. Begge lidenskaber, mente han, gjorde os til ringere mennesker. Dog skulle vi heller ikke fuldstændig opgive dem. De skulle bare ikke beherske os. Tæt forbundet med vores ønske efter anerkendelse er, ifølge Montaigne, en stræben efter berømmelse. Denne stræben er efter hans mening den største hindring for sjælero. Han beskæftiger sig ikke så meget med, om vi bør opnå berømmelse eller ikke. Vi skal blot afvise ønsket om at opnå berømmelse i andre menneskers øjne – og altså ikke hele tiden spørge om andre anser os for værdifulde og beundringsværdige. Efter Montaignes mening skader det, hvis vi bekymrer os for meget om de andres mening.

Vores egen filosof Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) delte på sin vis skæbne med Diogenes. Han blev også hånet i sin samtid og følte sig især forfulgt af Corsaren, Danmarks første satiriske vittighedsblad, som gjorde grin med ham og hans udseende. Som han skrev i 1854: ”De har alle leet af mig, Nogle godmodigt, Andre ondskabsfuldt, kort på yderst forskjellig Maade, men Alle have de leet”. Kierkegaard kunne dog også, som Diogenes, ”bide af de slette”. Den store danske teolog og filosof havde et kritisk syn på stort set alle institutioner - også kirken, der for ham at se var alt for optaget af menneskeskabte ting som dogmatik, ceremonier og ritualer. I sine filosofiske skrifter gjorde han op med den spekulative teologi, i sine kristelige skrifter gjorde han op med al udvendig gudsdyrkelse, og med sin afsluttende ’kirkekamp’ i 1855 erklærede han kirken for hedenskab og præsterne for hyklere og løgnere. Undlader man at gå i kirke, så har man i det mindste én stor skyld mindre på samvittigheden! Et sted skriver han: ” (…) Hvor ofte prækes og tales der ikke ogsaa om: at den Fattige er langt lykkeligere end den Rige – og det gjøres under Skin af Medlidenhed; man fremstiller det saa rørende, hvor lykkeligt de Fattige kan leve, fri for alle Rigdommens Byrder. Er det nu en Tale for at trøste den Fattige? Nej det er en Rigmændene yderst velkommen Vending, thi saa behøve de da ikke give de Fattige Noget”.

Som en anden Diogenes gennemskuer han det sociale og religiøse bedrag, men helt vil han dog ikke vedkende sig arven fra denne. I sommeren 1848 skriver han således: ”Jeg har aldrig været nogen Diogenes, jeg har aldrig berørt Grændsen af Cynisme; jeg har været sømmelig og anstændig paaklædt, - jeg er uskyldig i, at et heelt Land er en Daarekiste”.

Det fortælles om Diogenes, at han engang, midt om dagen, gik rundt i Athen med en lygte ”for at lede efter et ærligt menneske”. Denne anekdote har Friedrich Nietzsche (1844 – 1900), professoren og filosoffen fra Basel, ladet finde vej til et af sine værker, ”Die fröhliche Wissenschaft” (1882) (”Den muntre videnskab”), hvor der tolle Mensch, det gale menneske, proklamerer Guds død i en af den moderne filosofis kanoniske scener: ”Har du ikke hørt om den galning, som i den lyse morgen tændte en lanterne og rendte rundt på markedspladsen, mens han uophørligt råbte: ’Jeg leder efter Gud! Jeg leder efter Gud’! Siden mange af dem som ikke troede på Gud lige netop var forsamlet der, forårsagede han stor latter. ’Er han da blevet borte?’ spurgte en. ’For han vild som et barn?’ spurgte en anden. ’Eller gemmer han sig? Er han bange for os? Er han taget til søs? Emigreret?’ – Således råbte og lo de, idet de afbrød hinanden. Galningen sprang ind imellem dem, mens han med et gennemborende blik råbte. ’Hvor er Gud?’ ’Det skal jeg sige jer! Vi har dræbt ham – I og jeg! Vi er alle mordere’!” Og Nietzche er jo siden blevet mest kendt for denne proklamation af Guds død.

Nogle religioner og filosofier hævder, at der andetsteds findes en mere betydningsfuld, ”sand” verden end i denne. For Platon er alt i denne verden, selv skønheden, kun en ”skygge” af de, i en anden verden, eksisterende ideer. Kristendommen forstår kun dette liv som en forløber for et ulige mere betydningsfuldt ”liv efter døden”. For Nietzche er det alt sammen myter, som på tragisk vis forhindrer os i et fuldt liv her og nu i denne verden. Med Guds død døde, ifølge Nietzche, også den entydige sandhed. Efter illusionernes fald er sandheden erstattet af sandheder. ”Vær Jorden tro”, sagde han. ”Lyt ikke til dem, der tilbyder jer overjordiske forhåbninger”. Alle værdisættelser er udtryk for viljen til magt. Det er Nietzsches ontologiske grundbegreb. Afmagt er også en form for vilje til magt. Al vilje er en vilje til at magte verden igennem en fortolkning af denne. Der er uendelig mange fortolkningsmuligheder af verden. Viljen til magt skal først og fremmest ses som magt over sig selv. Den kommer til udtryk som vilje til erkendelse. En drift mod at beherske og organisere kaos, og transformere omgivelserne.

Netop i år kan vi fejre 200-året for den store russiske forfatter Fjodor M. Dostojevskij (1821-1881), som bl.a. inspirerede den samtidige, Nietzsche, og skulle have haft stor betydning for hans filosofi. I sit værk, Forbrydelse og Straf (1866), et af den russiske litteraturs absolutte hovedværker, lader Dostojevski os få et indblik i, hvad der sker i en forbryders indre. Romanen er på ca. 700 sider, og selv om handlingen kun strækker sig over et tidsrum på godt en uge, formår Dostojevskij virkelig at gå i dybden med hovedpersonens psyke.

Romanen er historien om en falleret studerende, der en sommeraften myrder en gammel pantelånerske for at skabe sig kapital, så hans mor ikke længere skal låne ham penge, og hans søster ikke behøver at gifte sig til økonomisk tryghed. Da pantelånerskens halvsøster dukker op, bliver Raskolnikov, som hovedpersonen hedder, imidlertid også dobbeltmorder. Herefter er alt en stadig flugt, fra politiet, der mistænker ham og fra en nagende tvivl, der plager ham. Endelig er Raskolnikov selv overbevist om, at han er et miskendt geni, og han legaliserer derfor sin tanke om, at "alt er tilladt", hvilket står i bemærkelsesværdig tæt forbindelse med netop Nietzsche og med nihilismen, som indeholder en absolut forrang af individet, der udelukkende følger sine egne indskydelser og ønsker, og for hvem alt er tilladt, og hvor moralen ses som tilfældige vedtagelser eller sociale konventioner, der ikke kan være forpligtende for den enkelte.

Tankegangen illustreres ganske godt med denne samtale i romanen mellem Porfirij Petrovitj, undersøgelsesdommeren, og Raskolnikov, forbryderen:

” I aftes diskuterede vi forbrydelser, Zamjotov, Razumikhin og jeg. Er forbrydelse en protest mod en forældet samfundsstruktur, spiller miljøet ind, eller gives der andre forklaringer? Og jeg kom til at tænke på Dem eller den artikel de skrev for nylig, Om forbrydelse.” ”Ja, så vidt jeg husker beskæftiger jeg mig med forbryderens psykologiske tilstand under hele forbrydelsens forløb,” sagde Raskolnikov. ”Og de hævder, at udførelsen af en forbrydelse altid ledsages af sygdom. Meget originalt, men endnu mere interessant finder jeg Deres tanke om, at visse mennesker … ja ikke blot kan, men er i deres gode ret til at begå en hvilken som helst ugerning eller forbrydelse uden at være ansvarlige i forhold til loven.” Raskolnikov trak på smilebåndedt ad Porfirijs voldsomme og overdrevne fordrejning af hans artikel. Et billigt forsøg på at få ham til at tale over sig. ”Næ, helt sådan var det nu ikke ment. Jeg antyder blot, at et ualmindeligt menneske har ret til … ikke en gældende, men en selvstændig ret til at tillade sin samvittighed at overskride visse forhindringer, men ene og alene i det tilfælde, hvor det gælder virkeliggørelsen af en ide (der måske kan redde hele menneskeheden). Hvis Kepler og Newtons opdagelser i en bestemt konstellation af omstændigheder ikke havde kunnet gøres tilgængelig for menneskeheden på anden måde end ved tabet af ti eller hundrede eller endnu flere menneskeliv, så havde Newton haft ret … og pligt til at skaffe sig af med de mennesker, der stod i vejen for, at hans opdagelse blev tilgængelig for hele menneskeheden. De fleste store lovgivere og foregangsmænd, fra de allerældste til Solon, Muhammed og Napoleon, og hvad de nu alle hedder, var alle uden undtagelse forbrydere, fordi de indførte nye love, der overtrådte de gamle love, som var hellige for deres forfædre. Og de veg som bekendt ikke tilbage for blodsudgydelser, hvis det gavnede deres sag. Alle mennesker, der hæver sig over det gennemsnitlige og kan tilføre verden noget nyt, må af natur ubetinget være forbrydere. Stort set kan mennesker inddeles i to kategorier: en lavere – det almindelige menneske, det materielle, der alene tjener til artens videreførelse – og en højere – det egentlige menneske, det vil sige det menneske, der har gaven eller talentet til at bibringe verden noget nyt. Den første kategori vil altid være nutidens herskere, den anden fremtidens. Men De anskuer naturligvis spørgsmålet ud fra en juridisk synsvinkel.” Og senere i samtalen fortsætter Porfirij: ”Betragter de dem selv som et af disse mennesker”? ”Det kan meget vel tænkes,” svarede Raskolnikov hånligt. ”Og ville De også kunne beslutte Dem for at eliminere en forhindring? Altså myrde eller stjæle?” ”I så fald ville jeg ikke indrømme det over for Dem, svarede Raskolnikov fuld af foragt og trods.”

Jeg skal ikke afsløre yderlige fra romanen, men ”Forbrydelse og Straf” er en roman, der viser konsekvenserne af at sætte sig selv uden for samfundet. Den viser det fejlagtige i at tro, at man kan leve sit liv alene, og samtidig at mennesket dybest set godt ved, hvad der er rigtigt og forkert – selv den mest kyniske forbryder fanges i sit eget net, og angeren fremstilles som middel til eksistentiel ro.

Grunden til, at begrebet kynisme her i sommerperioden har fundet vej til hjernens frontallap og givet anledning til refleksioner, er ikke, som i min barndom, kedsomhed, men en bestemt udtalelse i en tale på Folkemødet på Bornholm i forsommeren: "Næste år forventer vi den største økonomiske vækst i 15 år," lød det pavestolte budskab fra landets statsminister, efterfulgt af den sætning, som for alvor vakte undren og bragte grønne sind i kog: Statsministeren takkede varmt og inderligt danskerne for, at "I sørger for at forbruget igen stiger”.

Havde Statsministeren helt fortrængt, at vi globalt forbruger, som om der var 1,7 jordklode til rådighed? Skulle danskerne alene være udgangspunktet, ville det kræve 3,6 jordkloder. Havde hun ikke hørt, videnskabsfolk hvert år udnævner en bestemt dato til "Earth Overshoot Day" - den dato, da vi begynder at bruge flere ressourcer, end kloden kan nå et genskabe på et enkelt år? I 1970 var det den 29. december, mens det i 2020 allerede var den 22. august. Og senere på sommeren, efter Mette Frederiksens tale, oplyste videnskabsfolkene sågar, at jordens naturressourcer var opbrugt for hele 2021 den 9. juli.

Det var som Statsministeren - med en strofe fra en popsang af Halberg Larsen – helt ”blæste på fornuften”, måske fordi der var ”magi i luften”. Det er hun velkommen til at gøre – altså blæse på fornuften - hvis det drejer sig om ”magi” i privatsfæren, men det virker kynisk som statsminister!

Og i løbet af sommeren hobede eksemplerne på, at verdens beslutningstagere historisk havde blæst på fornuften og vendt ryggen til virkeligheden, sig op. I vores naboland, Tyskland, og i flere af dets nabolande styrtede regnen ned fra den 12. til den 15. juli. Den medfølgende oversvømmelseskatastrofe kom noget bag på befolkningen. I et par af de byer, hvor brandfolk rent faktisk nåede at ringe på dørene for at advare, troede indbyggerne ikke på dem! De havde ganske vist haft oversvømmelser før. Men stigninger på 4-5 meter? Det troede de ikke på. Så galt kunne det ikke gå. Oversvømmelserne kostede derfor 184 menneskeliv i Tyskland og yderligere 38 i Belgien. Et hold på 39 forskere fra 9 lande, der hurtigt havde fundet sammen for at undersøge sammenhængen mellem klimaforandringer og oversvømmelserne, konkluderede, at den regn, der styrtede ned i området blev gjort markant mere sandsynlig på grund af menneskets udledning af drivhusgasser. ”Oversvømmelser er blevet mere sandsynlige, og de bliver endnu mere sandsynlige i fremtiden”, sagde den hollandske professor Maarten van Aalst, der leder Røde Kors’ Crescent Climate Center, ved præsentationen af det nye studie.

Forskerne har beregnet, at klimaforandringer har gjort regnvejret mellem 3 og 19 procent kraftigere. Det skyldes, at varm luft kan fastholde mere vanddamp end kold luft – 7 procent mere for hver varmegrad for at være nøjagtig. Og varm luft var der masser af både syd og nord for Tyskland i dagene op til det katastrofale regnvejr.

Klimaforskere har tidligere med langt større sikkerhed konkluderet, at hedebølger skyldes menneskets udslip af drivhusgasser. Det gjaldt for eksempel varmen og tørken, der lå som en dyne over Danmark og resten af Nordeuropa i 2018. Senest har et forskerhold også med syvtommersøm banket fast, at den usædvanlige varme i Sibirien i den første halvdel af 2020, som blandt andet førte til flere skovbrande, ikke kunne være forekommet, hvis ikke mennesket benyttede atmosfæren som affaldsballon for CO2.

Denne sommer så vi lignende fænomener med ekstrem varme og skovbrande i den sydlige del af Europa. Midt i august erfarede vi også, at FNs klimapanel, IPCC, i en ny rapport konkluderede, at den globale temperatur målt i seneste årti er steget 1,09 grader siden 1850. De 1,07 grader skyldes menneskets udslip. Ifølge rapporten er det stadig muligt at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader, som er målet i Paris-aftalen fra 2015, men det kræver meget kraftige reduktioner i udslippene. Med de løfter, som verdens regeringer hidtil har givet, vil temperaturen være steget cirka 3 grader på verdensplan i år 2100.

Data fra klimarapporten viser, at temperaturen vil stige yderligere 3,5 grader herhjemme frem mod år 2100. ”Det bliver en sjældenhed at komme ud på kælk”, sagde en forsker. Det kan derfor undre, at Folketinget netop har besluttet, at den fossile infrastruktur skal udbygges. Der skal flere biler på vejene, mere tung trafik og mere cement. Et næsten samlet Folketing vedtog i løbet af sommeren en infrastrukturplan, der investerer 160 milliarder kroner over de næste 10 år i motorveje, tog og cyklisme. Planen følger den transportpolitiske logik, som har hersket de seneste årtier: Vi prioriterer privatbilismen, mens der selvfølgelig også gives der lidt til vedligeholdelse og udbygning af den kollektive trafik og cyklisme. Den samme logik, som de sidste 15 år har givet os knap 1,5 millioner flere biler på de danske veje.

Også i USA - en af verdens største klimasyndere, som præsident Trump i sin tid meldte ud af Parisaftalen - oplevede man i løbet af sommeren voldsomt høje temperaturer, der fra sidst i juni ramte dele af det nordvestlige USA og Canada. Det blev beskrevet som uden fortilfælde. Hvilket isoleret set var korrekt. Men de samme voldsommere varmegrader har mange millioner mennesker i Afrika og Mellemøsten i årevis oplevet jævnligt. Som beskrevet i mit essay, ”Demokrati, magt og ledelse”, ignorerede præsident Trump i overvejende grad videnskabelige landvindinger.

De amerikanske mediers dækning af klimakatastrofer er også stadig en skandale af historiske dimensioner. Trods de dramatiske brande og ekstremt høje temperaturer i det nordvestlige USA er det stadig ikke blevet standard at koble den slags til klimaforandringer. Her dækkes vejr. Ikke klima. Større amerikanske aviser omtaler i stigende grad klimakrisen, men der er meget lang vej igen, før det modsvarer den virkelighed, videnskaben beskriver. I den forstand er amerikanske medier et spejl af den globale klimapolitik, der kom i gang 30 år for sent.

Det er imidlertid ikke kun på klimaområdet, man i USA har excelleret i at ignorere viden. Efter sommerens herostratisk berømte militære tilbagetrækning fra Afghanistan indviede den danske professor emeritus i samtidshistorie, Poul Villaume, os alle i, at det, i forbindelse med Afghanistaninvasionen ikke havde skortet på advarsler: ” Advarslerne kom helt fra begyndelsen i 2001 og i de allerførste seks-otte år af krigen regelmæssigt fra garvede, internationale Afghanistan- og områdeeksperter, antropologer, historikere og indsigtsfulde militærstrateger. Men dengang blev de kritiske advarsler – og de konkrete anvisninger på realistiske, alternative veje – ignoreret eller overdøvet af så godt som alle med afgørende politisk og mediemæssig indflydelse i vores del af verden: Afghanistan var nu engang ’den gode krig’. Også på lederplads i f.eks. Politiken helt frem til 2010”. Villaume fortsætter: ” De færreste lyttede f.eks. til den ellers højt ansete militærhistoriker og Oxford-professor Michael Howard. I et foredrag i oktober 2001 – tre uger efter USA’s angreb på Afghanistan, dvs. startskuddet til præsident George Bush’s globale ’krig mod terror’ – kaldte han det »en forfærdelig og uigenkaldelig fejltagelse« at bruge ordet krig om bekæmpelsen af Al-Qaeda-terrorismen. USA – og de lande, der (som Danmark) straks helhjertet tilsluttede sig ’krigen mod terror’ – forpligtede sig dermed til at opnå sejr over en uhåndterbar og usynlig fjende og til en lang march gennem såkaldte slyngelstater, advarede Howard”.

Når jeg sådan i løbet af sommeren er blevet præsenteret for eksempel på eksempel af beslutningstageres ignorering af viden, var det oplagt, at tankerne faldt på en af den nyere tids filosoffer, tyskeren Peter Sloterdijk (født 1947), som i sit essay, ”Kritik af den kyniske fornuft” (1983), fremsætter den tese, at kynisme - i den moderne betydning af ordet - dominerer Vestens tænkemåde.

Sloterdijk tegner i bogen en linie fra den græske filosof Diogenes, som er den kyniske antidogmatiske antitænknings første helt og frem over Montaigne, Voltaire og Nietzsche. Man kan roligt sige, at Sloterdijk med Kritik af den kyniske fornuft selv skrev sig ind i samme linje. I bogen ser han Diogenes således: ”Diogenes gennemskuer den opblæste idealisme og atheniensernes kulturarrogance. Det er ikke maskerader og idealisme, positurer retfærdiggørelser og fordømmelser, der har hans interesse. Han ser udefra (”unverwandt”) på de nøgne naturfakta. Hvis han havde været i besiddelse af teoretisk ærgerrighed, kunne han faktisk gå for at være den første kritiske positivist. Det kyniske blik retter sig altid mod det nøgne; det vil anerkende de ”rå”, animalske og enkle kendsgerninger, som liebhaverne af det højere så gerne vil sætte sig ud over. Ja, den oprindelige kyniker kan glæde sig over det nøgne og elementære, fordi han heri erfarer sandhed som fravær af skjulthed”.

Med bogen fejrede Sloterdijk i sin tid 200 året for Kants tillid til den rene fornuft med at nikke såvel Kant som oplysningens store projekt en skalle og konstaterede: ”At handle mod bedrevidende, det er den globale måde at forholde sig på i dagens overbygning; man ved, at man er illusionsløs, og er alligevel tynget af ”tingenes magt”. Således fremtræder det, der i logikken regnes for paradoks og i litteraturen for en vits, i realiteternes verden som tingenes tilstand”.

Ifølge ham, er det blevet en almen folkelig disciplin at stille sig væk fra den sociale virkeligheds store ildebrand for i stedet at kultivere sin egen have. Man ved bedre, men man handler ikke efter det. Peter Sloterdijk kalder det falsk oplyst bevidsthed. Forlaget selv omtalte i sin tid bogen sådan her: ”… i stedet for at regne har vi lært at REGNE DEN UD – at bruge fornuften strategisk mod oplysningens eget projekt. Deraf skiftet fra REN fornuft til KYNISK fornuft: en oplyst kultur, der ikke vil vide af, hvad den ved – der ikke vil konsekvenserne af sine klare tanker og derfor møblerer dem om, så de passer til det kortsigtede, strategiske og kyniske, man vil og kan magte”.

Når Sloterdijk hævder, at kynismen er blevet den globale måde at forholde sig på i dagens overbygning, svarer det vel nærmest til det, som den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770 – 1831) kaldte tidsånden (Zeitgeist). Hegel mente, at vi som mennesker ikke kan undslippe denne ’tidens ånd’.

Hegels livsværk bestod i udviklingen af et stort filosofisk system, som han selv betegnede som en absolut idealisme, kaldet Åndens Filosofi. Det var desuden ham, der satte dialektikken i system og foreslog den som en drivende kraft i både den logiske og historiske udvikling. Hegel kaldes ofte for højdepunktet i den tyske idealisme.

En idealisme, som to af de mest markante filosoffer, der siden fulgte i Hegels fodspor, Søren Kierkegaard og Karl Marx (1818-83), var ligeså kritiske overfor, som Diogenes var overfor Platons opblæste idealisme og atheniensernes kulturarrogance. Begge disse markante filosoffer fulgte næsten bogstaveligt i Hegels fodspor, da de begge, i vinteren 1841-42, ti år efter Hegels død, havde deres gang på Humboldt Universitetet i Berlin, hvor Hegel indtil sin død (på grund af kolera) havde haft et professorat. De to markante personligheder kunne i teorien have siddet på den samme forelæsningsbænk ganske uvidende om hinandens interesser og filosofiske fremtid, mens de overværede Schellings forelæsninger.

Kierkegaard havde skrevet en magisterdisputats om Sokrates, mens Marx havde skrevet en doktorafhandling om Demokrit og Epikur, om oldtidens materialisme. Dermed havde de begge afstukket kursen for deres egen filosofi. Kierkegaard blev eksistensfilosof, mens Marx blev materialist, eller mere korrekt historisk materialist. På hver deres måde tog både Kierkegaard og Marx udgangspunkt i Hegels filosofi, men begge tager også afstand fra Hegels ”verdensånd” – eller det vi kalder Hegels idealisme.

Kierkegaard tog et opgør med selve det Hegelske system. Begrebet ånd var væsentligt for begge filosoffer, men hvor ånd hos Hegel var sammenhængen i den historiske virkelighed, anså Kierkegaard ånden som knyttet til individet. Ligeledes er Kierkegaard jo også blevet kendt for at mene, at ”den, der gifter sig med tidsånden, hurtigt bliver enkemand”. Ifølge Kierkegaards pseudonym, Johannes Climacus skulle der ikke ”en satans Karl udi Speculation til for at frigjøre sig fra Hegelianismen. Langtfra; der behøves blot sund Menneske-forstand, Fynd i det Comiske, lidt græsk Ataraxi”. Selv om Kierkegaard ofte gjorde grin med Hegel, så viste han ham dog også respekt som filosof.

Marx så derimod problemet i Hegels idealisme. Marx bygger videre på Hegels teori om den historiske udviklings dialektiske karakter, men han erstatter, som sagt, Hegels idealisme med et materialistisk udviklingsbegreb. I stedet for, som Hegel, at opfatte historien som et udtryk for åndens eller fornuftens selvudvikling, ser Marx den historiske udvikling som et resultat af den teknologiske udvikling. Udviklingen i det, som Sloterdijk, kalder overbygningen (moral, filosofi, politik osv.) mener Marx, sker i et dialektisk samspil med samfundets basis (produktionsforholdene, den økonomiske struktur). Marx udtrykker det selv sådan: ”Det er ikke bevidstheden, der bestemmer livet, men livet der bestemmer bevidsthedslivet”.

Og netop i de år, hvor Sloterdijk erkender, at kynismen dominerer Vestens tænkemåde begynder en særpræget blanding af kynisme og moralisme at præge kulturen efter 1980. Den amerikanske præsident Ronald Reagan udnævnte i disse år Sovjetunionen til „The Empire of Evil“, og indledte samtidig en afvikling af velfærdsstaten, som sendte tusinder ud i hjemløshed. En af Reagans nærmeste økonomiske rådgivere, økonomen Milton Friedman, "monetarismens fader", kom pludselig på alles læber med sin støtte til laissez faire-kapitalisme, og sine teorier om, at vestlige markedsøkonomier er selvjusterende, og at aktiv konjunkturregulering kun giver skuffelser og derfor bør undgås. Tanker som efterhånden blev toneangivende. Herhjemme erklærede den danske statsminister, Poul Schlüter i 1981, at „ideologi er noget bras“. Og under slagordet „society does not exist“ indledte Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher sit store opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Men opgøret med ideologien om, at alle sociale dårligdomme var „samfundets skyld“, havde også appel uden for borgerlige kredse.

Siden har den globale økonomiske orden været lig med deregulering af markedet, lavere skatter, færre sociale investeringer og mere privatisering. Mindre stat, mere marked. Når markedet således bliver dominerende i samfundets økonomiske basis, kan det ikke overraske, at det også kommer til at påvirke bevidsthedslivet i samfundets overbygning. Det er som om økonomien er blevet altings målestok. Ofte har man ladet markedet træffe beslutninger, som egentlig burde være etiske.

I sundheds- og undervisningssektoren har New Public Management og andre liberale tiltag skabt institutioner, der er indrettet til at udtænke mål og lægge planer, opstille indikatorer til at måle på, implementere procedurer og retningslinjer, skrive alting ned i systemer fyldt med data, for til sidst at tjekke, om man nu nåede det, man tidligere satte sig for. Den menneskelige etik, dømmekraft, værdighed, relationer med gensidighed og respekt, empatien og evnen til at lytte efter de behov, der møder én i livet, er ikke længere i fokus.

Siden 1990erne har samfundsforskere opereret med begrebet ”konkurrencestaten”. Herhjemme kender vi det især efter, at professor Ove Kaj Pedersen, i 2011, introducerede begrebet i sin bog, ”Konkurrencestaten”, som en beskrivelse af udviklingen i Danmark. En konkurrencestat kan defineres som en stat, der agerer i international konkurrence med andre stater om at skabe økonomisk vækst. Blandt de foretrukne midler i konkurrencestatens økonomiske politik er regulering, rammestyring og aktivering af ledige. Hermed ændres velfærdsstatens opgaver fra primært at sikre beskæftigelsen til primært at sikre virksomhedernes konkurrenceevne. Menneskesynet er derfor, at borgeren er en personlighed, der skal udvikle sine kompetencer, om nødvendigt med staten som drivkraft. Uddannelsessystemet bliver tilsvarende et redskab for udviklingen af kompetente medarbejdere til et stadigt mere fleksibelt arbejdsmarked. Det bærende princip bag denne udvikling betegner Ove K. Pedersen som "SØF"-den samfundsøkonomiske forestilling, og konsekvensen heraf er et uophørligt reformarbejde, der skal effektivisere og omstille institutionerne til nye målsætninger og krav.

Brian Degn Mårtensen, cand.pæd. i pædagogisk filosofi beskriver i sin bog, ”Konkurrencestatens pædagogik” (2015), konkurrencestatens indflydelse på pædagogikken således: ” I dag er man i Danmark målrettet begyndt at opdrage børn til en fremtidig deltagelse i konkurrencestatens tjeneste, og de lærer tidligt, at de skal øge deres produktivitet og deres forbrugsevne. De modtager i vid udstrækning en instrumentel, evidensbaseret opdragelse, der søger at give dem brugbare og nyttige kompetencer, der er nøje afstemt med herskende forestillinger om den fremtidige, internationale konkurrencesituation”. Og senere fortsætter han: ” Vi har med skolereformerne uden tvivl valgt at hylde en instrumentel ideologi. Mennesket er jf. konkurrencestatens pædagogik ikke sat på Jorden for at være, men for at præstere”.

”Liberalismens fader”, Adam Smith (1723-1790), hvis tanker udgør kernen i den dominerende økonomiske tænkning, og endnu i dag er ledestjerne for liberalister verden over, mente, at samfundet udvikler mest mulig velstand til alles bedste, hvis man lader egoismen være samfundets økonomiske drivkraft og sikrer den friest mulig udfoldelse. Han havde dog også en forestilling om, at konkurrencen på markederne ville skabe en sådan orden i økonomien, at det vil være til fordel for alle, "som om det hele styredes af en usynlig hånd". En forestilling som Økonomen Joseph Stiglitz (født 1943) fra Columbia University, der modtog Nobelprisen i økonomi i 2001 og er kendt som en kraftig kritiker af forestillingen om, at markeder i almindelighed opfører sig kompetitivt, ikke er enig i. Som han tørt konkluderer: "... årsagen til, at den usynlige hånd ofte virker usynlig, er, at den ofte ikke er der”.

Da Karl Marx begyndte sit arbejde med at analysere kapitalismen, havde Aristoteles og græsk filosofi i sin almindelighed en vigtig indflydelse på arbejdet. Hans uddannelse i Berlin gjorde ham fortrolig med græske og romerske digtere og filosofer, og hans doktorarbejde fra de yngre år havde været at sammenligne to filosofer, Demokrit og Epikur, fra antikkens Grækenland. Men Marx byggede i høj grad også sit arbejde på værker fra klassiske økonomer som Adam Smith (1723–1790, forfatter af The Wealth of Nations) og David Ricardo (1772–1823, med værket Principles of Political Economy and Taxation). Men ud over at bygge på disse økonomer, omarbejdede Marx materien på en sådan måde at hans værk blev en syntese, som var hans eget originale værk og ikke bare var en videreføring af andre økonomers tanker.

Marx’ tænkning havde både et praktisk op politisk sigte. Han var ikke alene filosof, men også historiker, sociolog og økonom. Et særtræk er, at Marx i modsætning til de forfattere han læste, foretog en integrering af økonomiske og sociale omstændigheder. Både Smith og Ricardo tenderede mod at holde disse adskilt fra hinanden. Marx overtog dog Ricardos inddeling i tre klasser (landejere, kapitalejere/kapitalister og arbejdere). Kort fortalt kunne Marx heller ikke finde ”den usynlige hånd” hos Smith. I stedet måtte han konkludere, at der i kapitalismens iboende trang til stadig vækst gemte sig en rovdrift på såvel mennesker som natur.

Den samme konklusion fandt også vej til vores bolig- og indenrigsminister, Kaare Dybvad, da han her i løbet af sommeren, i en artikel, skrev: ”Den uhæmmede og globaliserede kapitalisme, som accelererede med Murens fald, og som blev besunget af liberalister, har vist tydelige sygdomstegn. Den skaber flere problemer, end den løser, hvis den ikke bliver reguleret gennem politik”. Tanker, som hans statsminister åbenbart ikke havde taget til sig i forsommeren. Mette Frederiksens opfordring fra Folkemødet til forbrugsfest syntes derimod helt i overensstemmelse med konkurrencestatens principper.

Som jeg har nævnt i mit ”Brev til en solsort”, mente den franske filosof, Bruno Latour (født 1947), at coronakrisen var en generalprøve for den forestående klimakrise, og at det set fra planetens synspunkt og i hele den økologiske krise er os mennesker, der er virussen.

Og hvordan gik generalprøven så? Den viste, at vi som samfund var i stand til at lide afsavn, flyene stod groundet, og på mange områder viste pandemien tegn på, at vi kunne ændre verdens kurs, men siden er det ikke sket. Flyene er igen på vingerne, forbruget stiger og olieforbruget er hastigt på vej mod tidligere tiders højder. Og efterspørgslen på kul, den mest forurenende form for brændsel, er stigende. Som den amerikanske skribent og analytiker, Ezra Klein (født 1984), påpeger: ”Det er sandt, at der er en uoverensstemmelse mellem tonen i klimadebatten og det helt normale liv, som mange af os lever. Det opfatter jeg ikke som et tegn på politisk vildledning, men snarere som en konstant brist i den menneskelige natur. Vi er inkonsekvente væsner, der gerne flirter med de samme katastrofer, som vi frygter mest. Det gør vi, fordi vi ikke mærker andres smerte som vores egen, fordi vores handlinger og forestillinger er underlagt sociale begrænsninger, fordi fremtiden er en abstraktion, og øjeblikkets nydelser er en lokkende sirene. Sådan er det med vores helbred og økonomi og kærlighedsforhold, så sådan er det naturligvis også med vores verden. Vi har kurs mod en opvarmning på 3 grader celsius, men ikke 4 eller 5. Men 3 grader er stadig en katastrofe af ufattelige dimensioner, som først og fremmest påføres verdens fattige mennesker af verdens rige mennesker. Vi konstruerer en verden, der er meget værre, end den behøver være, og det får dødelige konsekvenser for et ukendt antal millioner mennesker”.

Når Klein således fortæller om øjeblikkets nydelse, som en lokkende sirene kommer man automatisk til at tænke på Kierkegaard, som mente, at der findes tre livsholdninger. Han brugte selv ordet ”stadier”: ”det æstetiske stadium”, ”det etiske stadium” og ”det religiøse stadium”. Den der lever i på det æstetiske stadium, lever, ifølge Kierkegaard, netop i øjeblikket og søger til enhver tid at opnå nydelse. Det som er godt, er det der er smukt, skønt og behageligt. Et sådant menneske lever helt og holdent i sansernes verden. Æstetikeren bliver kastebold for sine egne lyster og sindsstemninger. Det der er dårligt, er alt, hvad der er kedeligt. Og måske bebos den ”vestlige civilisation” overvejende af sådanne æstetikere.

Fremmedgørelse er et centralt begreb hos såvel Hegel som hos Kierkegaard og Marx. Et begreb, som også den franske filosof, Jean Paul Sartre (1905 - 1980) har grebet fat i. Menneskets følelse af at være i en fremmed verden, mente han skabte en følelse af fortvivlelse, kedsomhed, kvalme og absurditet. En følelse, som mange sikkert har haft her under nedlukningen i forbindelse med Covid-19.

Pandemien føltes som et paradigmeskift, hvor vores omgang med andre mennesker blev erstattet med uønsket alenetid. Forskere har siden konstateret at denne alenetid er blevet efterfulgt af en accelererende verdensomspændende lidelse, som mange allerede led af: ensomhed. Den anerkendte engelske økonom og tænker Noreena Hertz (født 1967) blev opmærksom på ensomhedens omsiggribende favntag, da hun, sideløbende med sin forskning i ensomhedens betydning for populismens frembrud, oftere og oftere blev opsøgt af studerende, som beklagede sig over, at de var ensomme. Det er selvfølgelig i sig selv bekymrende, men ifølge Hertz er det også dybt bekymrende for demokratiet. Hun fortæller, at hendes og anden omfattende forskning viser, at ensomheden er dybt skadelig for demokratiet. Ensomme mennesker er mere tilbøjelige til at tro på konspirationsteorier, og de betragter oftere andre mennesker med frygt og latent vrede. Hun finder en af årsagerne dertil i neoliberalismen.

I et interview fortæller hun: ” (…) den type kapitalisme, der har været dominerende i de seneste årtier, neoliberalismen, har skabt en række økonomiske asymmetrier, og selv om ensomheden kan ramme både rig og fattig, så er man mere udsat for følelsen, hvis man er arbejdsløs, har et lavindkomstarbejde og dermed heller ikke er genstand for nogen særlig politisk opmærksomhed. Men neoliberalismen har også forandret vores syn på os selv; en bevægelse fra borger til forbruger, hjælper til hustler, giver til tager. Så vi har gjort menneskelivet til et marked, og samtidig har vi oplevet en indsnævring af vores fokus fra fællesskab til individ. Det kan aflæses helt basalt i populærkulturen, hvor undersøgelser viser, at brugen af ord som ’vi’, ’os’ og ’vores’ er blevet erstattet af ’jeg’, ’mig’ og ’mit’ ”.

Det er måske denne ensomhed, der afspejler sig i aktuelle statistiker, som fx viser, at mere end 40% af unge kvinder på 16 – 24 år og mere end 23% af ditto mænd lider af høj stress, hvilket normalt udløser en langtidssygemelding på en arbejdsplads. Og det er ikke blevet bedre her under coronaperioden. Tværtimod er det steget. Ligesom niveauet for angst, depression og ensomhed.

Som Hertz også fremhæver har neoliberalismen fremmedgjort menneskene. Den, der burde være den myndige samfundsborger, ser nu overvejende sig selv som forbruger. Lykken, som de gamle grækere var så optaget af, er blevet tingsliggjort og forvekslet med vækst og materiel rigdom.

Man kunne have håbet, at vi under pandemien - hvor Danmark var lukket, hvor Verden var lukket, hvor kulturen: museerne, teatrene, spillestederne og festivalerne var lukket, hvor vi var hensat til vores eget selskab, hvor der ikke skete noget nyt, hvor der ikke syntes at være nogen mening i det hele (ud over at bremse smitte) og hvor alt var helt enormt kedeligt – havde fundet vej til eftertanken.

Ifølge filosoffer som både Adorno og Hannah Arendt er kedsomhed fravær af mening, og det er en følelse, der opstår med moderniteten, der ellers excellerer i distraktioner. Fraværet af distraktionerne kunne have været udnyttet til at bundfælde den erfaring, som pandemien også åbenbarede for os: at vi mennesker ikke bare hænger sammen i smittekæder af virus, at vi mennesket er sociale væsner, som også indgår i smittekæder af hensynsfuldhed og solidaritet – smittekæder af tanker. Tanker, der kan blive en ny tidsånd, hvis vi griber dem.

Måske skulle vi, som Diogenes, devaluere valutaen og forkaste alle de falske værdier i menneskelivet og finde frem til de virkelige dyder.

(28.09.21)