BREV TIL EN SOLSORT

Kære Solsort,

På den sidste dag i november, hvor novembersolen afmægtigt havde opgivet ævred og moder jord havde trukket dynen godt op om ørerne og efterladt os i et tusmørke, dukkede du, midt på dagen, op lige der i skovkrattet. Et dejligt gensyn, selv om du end ikke ænsede mig. Men jeg havde faktisk savnet dig. På min vanlige vandrerute havde du nemlig nærmest været fraværende hele sommeren.

Som den frie fugl du er, behøver du selvfølgelig ikke stå til ansvar for, om det var ”lovligt fravær”. Men jeg var faktisk lidt bekymret over dit fravær. Jeg har jo hørt, at du sidste år havde haft sygdom i familien. Og du kunne jo også være blevet ramt af denne frygtede Usuto-virus, som for et års tid siden dræbte mindst 25.000 solsorte i Tyskland. Jeg havde hørt, at den nu også skulle være kommet til vore breddegrader. Ja, og så oven i det hele måtte I fugle jo også kæmpe med den dengang nylige fugleinfluenza, som også havde fundet vej hertil. Så måske var din frygtsomme flugt  et hensynsfuldt træk for ikke at smitte min art eller bogfinkerne, musvitterne, gærdesmutterne og lærkerne, som jeg i sommeren havde nydt omgang med, med en ny virus!

Dit fravær kan selvfølgelig også bare skyldes, at du ikke, som vi mennesker, er et socialt dyr. I plejer jo kun at have kontakt med artsfæller, når i slås eller parrer jer. Mens stærene og andre fugle flokkes, ville I med lethed kunne overholde coronakrisens forsamlingsforbud, for jeg har sjældent set jer forsamlet mere end 3 -5 solsorte i haven. Måske skyldes din ilsomme flugt blot, at du lider af angst ligesom mange af os mennesker. Du har måske hørt, at vi også plages af en frygt for at blive ramt af en virus, der kaldes for Covid-19, og at vi derfor også skyr for megen menneskelig omgang. Måske har denne frygt og isolation også hos dig sat sig i det, vi kalder en eksistentiel angst. Selv om man jo ellers plejer at sige, at den eksistentielle angst er forbeholdt mennesker og adskiller os fra andre dyr, er jeg kommet i tvivl. For nylig læste jeg nemlig, at forskere fra University of Tübingen i Tyskland havde fundet ud af, at fugles forhjerne er opbygget på samme måde som menneskets hjernebark, hvor bevidstheden dannes. Den del af hjernen, der gør os bevidste om vores omgivelser og i stand til at træffe velovervejede valg og forudse konsekvenserne af vores handlinger. Og den eksistentielle angst udløses jo, som vores lokale filosof, Kierkegaard, ville have udtrykt det, når man pludselig mærker, at det er muligt, at man kan leve på en anden måde, eller det er muligt, at man skal noget andet med sit liv.

Det er måske også derfor, du har valgt ikke at finde vej her til min frodige vandrerute, som er omgivet af enorme blotlagte ørkenagtige landbrugsarealer uden skygge – og uden skyggen af liv. For at komme hertil må du i produktivitetens navn undvære træer, buske, blomster og insekter. Og du har det måske ligesom svalerne, som jeg har iagttaget, vender i skellet mellem de tomme og de fyldte marker. Og man forstår dem, for på de fyldte marker med levende skel summer det af liv. Bier, sommerfugle, græshopper og insekter af alle slags. Ligesom der er frugttræer og nøddehegn, der både kan give dig og andre ly og føde.

Vi mennesker ønsker jo ellers nogle gange at have det som dig! ’Fri som fuglen’ er et gængs udtryk, når vi drømmer os bort fra en travl og stressende hverdag. Vi beundrer jeres frie og elegante fugleflugt hen over himlen. Men i vores luksuriøse bekymring for, om vi nu ikke snart selv kan komme til frisøren, på restaurant eller på charterrejser, glemmer vi nok, at I fugle også har jeres at slås med. Vi glemmer, hvor lunefuld vinden kan være, og hvor mange kræfter det koster at holde sig på vingerne og hvor meget føde, der skal til for at klare det. Og ikke nok med det, I skal også hele tiden holde øje med rovfuglene. Så enten er du sikkert jaget af din egen sult, eller også er du jaget af andres sult. Oveni kommer også miderne, lusene og loppernes sult. Hvor må det klø og svie, når de bider hul og sårene ikke vil læges. Ja, de lægger vel endda æg på dig og borer sig ind i dit kød. Og uanset, hvor meget du forsøger at holde dig ren og glatte fjerene ud, kan du ikke undgå at være vært for de snyltende gæster. Selv jeres afkom kan I ikke få lov til at pleje i fred. I min have har jeg ofte set jeres reder med æg blive revet ned af en lystmorderisk kat, bare for sjov. Og skaderne har flere gange, efter rov, lagt jeres myrdede unger til skue på mit hustag. Jeg føler med dig!

Da du hin novemberdag skyede menneskelig omgang, var det måske også blot af en anden grundliggende og beklagelig frygt. Havde din erfaring med min art, homo sapiens og vores skændige omgang med naturen, fået dig til at udvikle en dybtliggende misantropi? På en måde forstår jeg det godt. Specielt her i Danmark har vi mennesker ikke taget det alvorligt, at naturen, dit habitat, ikke har det godt. Vi har, i vores iver efter at udskamme og bortskræmme invasive arter her i Danmark, selv overset, at vi mennesker faktisk selv er en invasiv art.

Vi mennesker udgør ellers kun 0,1 promille af verdens samlede biomasse målt i kulstofatomer. Til sammenligning udgør planterne 82 procent, bakterier 13 procent, svampe 2 procent, mens vi, alle klodens dyr, tilsammen udgør blot 0,4 procent (!), hvoraf insekterne udgør halvdelen. De sidste 2,6 procent udgøres af alt det resterende liv. Og trods vores beskedne andel af den samlede biomasse udrydder vi mennesker så mange arter, at tabet kan defineres som masseuddøen. Vore videnskabsfolk kalder det for den 6. masseuddøen. De fortæller, at de kalder det masseuddøen, når tabet af arter langt overstiger det tab, der af evolutionær vej foregår hele tiden.

Menneskehedens påvirkning af planeten Jorden er nu så massiv og omfattende, at videnskabsfolk endda har fundet det nødvendigt at opkalde en ny geologisk tidsalder efter os – ’Antropocæntiden’ - menneskets tidsalder. Det er jeg nu ikke særlig stolt af, for en af grundene til navngivelsen er en menneskeskabt masseudryddelse her på Jorden. Dyr og plantearter forsvinder i disse år med en hast, der ligger langt over gennemsnittet for perioden siden forrige masseuddøen. Jorden er på vej til at miste 75 pct. af sine arter inden for de næste 200 år, hvis den nuværende tendens holder. I jordens historie har der været fem masseudryddelser, som var forårsaget af naturkatastrofer. Når biodiversiteten i dag er under pres, skyldes det menneskelig aktivitet. Vidste du for eksempel, at der voksede træer på Sydpolen, da CO2 niveauet i atmosfæren, for 6 millioner år siden, sidst var så højt. Vi bruger flere ressourcer, end Jorden kan nå at genskabe, og samtidig bliver vi flere og flere mennesker. Vi ved også, at denne udvikling er med til at skade os selv, menneskene, og bl.a. andet er med til at skabe pandemier, som vi ser nu.

Der lever jo utallige virusser i vilde dyr ude i naturen. Og vi ved, at så længe disse virusser bliver i dyrene udgør de ikke et problem. Mange gange giver de end ikke symptomer på de vilde dyr, men alvorlig sygdom hos mennesker. I disse år har de vilde dyrs virusser færre og færre dyr at leve hos, og de dyr, der er tilbage, lever tættere og tættere på os mennesker, fordi vi begrænser deres naturlige tilhørssteder. Som alle vi andre, vil virusser gerne overleve, og når de ikke kan det i den naturlige vært, springer de på mennesker, muterer og tilpasser sig.

Men selv om alt tyder på, at vi hyppigere og hyppigere vil blive ramt af pandemier, gør vi ikke noget ved det. Vi har ellers fundet en del af løsningen. Vi skal indskrænke mængden af opdyrket jord. Uberørt natur, biodiversitet samt bedre dyrevelfærd er det, der skal redde os fra pandemiernes hærgen. Forskning indikerer, at der er mindre spredning af sygdomme fra naturen til mennesket i robuste økosystemer, end der er i forstyrrede systemer. Og alligevel gør vi ikke nok ved det, selv om politikerne ellers i andre sammenhænge, bl.a. når det gælder økonomien, belærer os om, at vi endelig ikke ”må sidde på hænderne”!

Hvis du ellers, som vi mennesker, er til tal og statistik, kan jeg fortælle dig, at vi, sammen med andre af verdens lande, har forpligtet os til at afsætte 17 procent af Jordens landarealer til natur. Et nyt FN-udspil er endda på 30 procent. Men lidt flovt må jeg bekende, at vi her i Danmark ligger suverænt i bunden blandt Europas lande, når det gælder naturområder. Og det selv om min art, der betegnes som homo sapiens - det tænkende menneske - ved at det er fatalt for både jer og os mennesker.

Og vi har haft god tid til at tænke over det. Allerede i 1700-tallet understregede den tyske naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt, efter feltstudier i Sydamerika, vigtigheden af at forstå, hvordan naturen fungerede, hvordan alle de små tråde hang sammen. Man kunne ikke bare ændre på naturen, som man ville eller fordi det var til ens fordel. ”Kun hvis vi forstår naturens love, kan vi påvirke naturen og bruge dens kræfter til vores egne formål”, skrev han senere. Mennesket, advarede han, havde magten til at ødelægge miljøet, og konsekvenserne kunne blive katastrofale.

Allerede dengang advarede han om, hvor uansvarligt vi behandlede skovene. På vejen fra Caracas til Araguadalen i Venezuela havde han lagt mærke til den tørre jord og var nedslået over, hvordan de første kolonister ”uklogt havde ødelagt skovene”. ”Når skove ødelægges, som europæiske plantageejere med uklogt hastværk gør det overalt i Amerika, tørrer kilderne helt eller delvis ud. Under kraftige regnskyl i bjergene forvandles floderne, der er udtørrede en del af året, til rivende strømme. Når krat, mos og grønsvær forsvinder fra bjergsiderne, er der ikke noget til at hæmme regnvandet på dets vej ned ad bjerget, og i stedet for at filtreres undervejs og dermed kun langsomt fylde floderne, løber det nu i dybe render, skyller løs jord med sig og skaber pludselige og ødelæggende oversvømmelser”.

Og trods disse tidlige advarsler ryddes der stadig skov i Amazonas. Amazonas er verdens største tilbageværende regnskov, der dækker over fem procent af Jordens overflade og er hjem for enestående plante- og dyrearter. Men Amazonas-regnskoven er under pres fra skovrydningen, der fordriver lokalbefolkningen og oprindelige folk og udgør en alvorlig trussel mod klodens klima. Danmark og andre EU-lande importerer produkter knyttet til skovrydning, som soja, palmeolie, oksekød, læder, tømmer, kakao og gummi, og er derved med til at drive skovødelæggelsen. En stor del af sojaen fra Sydamerika eksporteres til resten af verden, bl.a. til Danmark som foder til svin og kyllinger.

Senere skortede der heller ikke på advarsler. Sidst i 1970erne, lavede jeg, i min studietid, opgaver om en international videnskabelig rapport med titlen ”Grænser for vækst”. Rapporten forudsagde den globale udvikling i bl.a. befolkningstal, produktion af fødevarer, forbrug af naturresurser samt forurening, og blev ajourført i 1974 med ”Hvilke grænser for vækst” og i 1992 med ”Hinsides grænser for vækst”. Rapporter der, sammen med andre, siden synes fortrængt bag et bjerg af overforbrug

Hvert år udnævner videnskabsfolk en bestemt dato til "Earth Overshoot Day" - den dato, da vi begynder at bruge flere ressourcer, end kloden kan nå et genskabe på et enkelt år. I 1970 var det den 29. december, mens det i 2020 allerede var den 22. august. Det betyder, at vi globalt forbruger, som om der var 1,7 jordklode til rådighed. Skulle danskerne alene være udgangspunktet, ville det kræve 3,6 jordkloder.

Den franske filosof Bruno Latour mener, at coronakrisen er en generalprøve for den forestående klimakrise, og at det set fra planetens synspunkt og i hele den økologiske krise er os mennesker, der er virussen. Af bitter erfaring kan jeg imidlertid ikke love dig, at vi har taget ved lære af denne generalprøve. Her til lands lover det allerede nu ikke godt for klima og biodiversitet. I overensstemmelse med kapitalismens logik og dens raison d'etre opfordres der herhjemme, efter nedlukningen, med rygmarvsreaktion, til forbrugsfest, og - lover nogle politikere - økonomisk vækst og et liv som før. Selv om endda nogle af liberalismens fremmeste apologeter på den normalt meget liberale businessavis, Financial Times, har indset, at livet ikke kan blive som før og i en nylig leder har fremhævet, at ”radikale reformer, som peger end anden vej end den, der har hersket de sidste fire årtier, bør lægges på bordet. Regeringerne bliver nødt til at acceptere en mere aktiv rolle i økonomien. De skal se de offentlige tjenester som investeringer snarere end forpligtelser og lede efter metoder, der kan gøre arbejdsmarkederne mindre usikre. Omfordeling skal igen på dagsordenen, og det skal de velhavendes privilegier også. Politiske indgreb, som indtil for nylig blev betragtet som excentriske, herunder også formueskat, skal være en del af pakken”. Adam Smiths teori om, hvordan konkurrencen på markederne ville skabe en sådan orden i økonomien, at det vil være til fordel for alle, "som om det hele styredes af en usynlig hånd", har ikke helt holdt vand. Og den usynlige hånd har da slet ikke været holdt over vores naturgrundlag.

Men det batter sikkert ikke nok med en omfordeling og en indskrænkning af de velhavendes privilegier i en verden, hvor lykken er blevet tingsliggjort. Hvis vi vil redde klimaet og biodiversiteten, bliver det nok nødvendigt for os alle at lide afsavn og at ændre vores tænkning. Vækstparadigmet synes forældet og skadeligt.

Da vi tidligere i historien lavede et sådant paradigmeskifte, krævede det en renæssance. Det var i 1500-tallet, da nogle tænkere mente, at det var menneskets natur, at bruge sin fornuft, og at det var ved at bruge den, at mennesket, til forskel fra andre dyr, bliver ”menneske”. Det er dem, vi siden har betegnet som renæssancehumanisterne. De hentede deres inspiration fra de første filosoffer i det antikke Grækenland, som heller ikke ville nøjes med de forklaringer, som religionen og traditionen leverede. Ligesom de gamle grækere ville humanisterne have svar, som var begrundet i fornuften. Det er derfor perioden kaldes for renæssancen, genfødslen. Nu var det ikke længere gud, men mennesket med sine kreative færdigheder, der skulle stå i centrum. Der skulle kun sættes de grænser for menneskets nysgerrighed, som fornuften satte. Det var i denne periode kirkens vidensautoritet rystedes af naturvidenskaben. Nikolaus Kopernikus, Johannes Kepler og Galileo Galilei påviste, at det ptolomæiske verdensbillede, med jorden som midtpunkt for kosmos, var falsk. Renæssancen gjorde derfor en stor forskel ved at lade naturvidenskab erstatte doktrinær teologi.

I dag er det ikke kirkens vidensmonopol, der står til revision, men mere hele vækst- og markedstænkningen, som næsten er blevet gud, og har forvandlet den vestlige lykkekult til en glædesløs affære. Så måske skal vi igen vende os mod antikken og de gamle grækere for at finde ud af, hvordan vi skal agere i en verden, der er truet af pandemier og klima- og biodiversitetskriser.

Allerede Sokrates (469-399 f.Kr.) kunne jo fortælle os, at lykken ikke bestod i et hæmningsløst forbrug, da han gik rundt på datidens markeder (som nok havde et mere begrænset sortiment end vores) og sukkede: ”Hvor talrige er dog de ting, som jeg ikke behøver”. Og, som han tilføjede: ”Den, som har mindst behov, er guderne nærmest”.

Platon (428 - 347 f.Kr.), Sokrates’ elev, kunne også, allerede dengang, fortælle politikerne, at opportunisme og vejrhanepolitik ikke fører til de bedste beslutninger. Platons kritik af det athenske demokrati (som i øvrigt ikke kan sammenlignes med vores demokrati) var et angreb på talens politiske kommunikationsform, som efter hans mening kun tilstræbte overtalelse gennem meninger, ikke overbevisning gennem viden. Han mente, at man i datidens demokrati ikke tilstræbte det gode, men i stedet menneskenes mere eller mindre tilfældige ønsker og behov. Ligeledes kritiserede han, at politikerne i demokratiet ikke opdrog deres medborgere, men altid kun smigrede dem for at overtale dem til en bestemt politisk handling. Begge, både politiker og borger, rådede imidlertid ikke over nogen virkelig viden for at kunne vurdere politikkens spørgsmål rimeligt. I stedet for at begive sig ud på en søgning efter sandheden, rettede kommunikationen i demokratiet sig kun mod at forme borgernes mening. En uvane, som mange af nutidens politikere endnu ikke har aflagt sig.

Platon oprettede et akademi i Athen, som siden skulle blive den førende skole i hele den antikke verden, og her fostrede han også en af sine bedste elever, Aristoteles (384-322 f.Kr.). Platon kaldte ham endda ærbødigst for ”fornuften”. Et ry, som senere skulle bringe Aristoteles til Makedonien, hvor han skulle uddanne den makedonske konges søn, den senere Alexander den Store. Og Alexander kunne ikke have fundet en bedre læremester i både retorik, naturvidenskab og politik. Aristoteles oprettede siden sin egen skole, Lykeion, hvor han bl.a. skabte det første egentlige forskningsbibliotek i den vestlige verden. Aristoteles satte sig nemlig praktisk talt ind i alle samtidens emner og etablerede også den grundlæggende metode, som siden er blevet basis for alt videnskabeligt arbejde i Europa. Hans filosofiske tanker bredte sig også til Mellemøsten og fik afgørende betydning for udviklingen af kristendommens og islams etik.

Aristoteles mente, at lykke skabes sammen med andre mennesker. Ingen kan blive lykkelig helt alene. Han mente, at mennesket består af krop og sjæl. Det gør alle levende ting. Til forskel fra dyresjælen har mennesket dog også evnen til at tænke og vælge, en fornuft. Det var noget unikt ved mennesket. Det var, for ham, menneskets bestemmelse at forstå verden, og ikke, som mange nutidige tænkere mener, at beherske verden. Verdensforståelse er for Aristoteles, og for den græske tænkning i det hele taget, meningen med den menneskelige væren. Mennesket skal opdrages og ”dannes” af læremestre og af naturen, og mennesket skal hele tiden udvikle sin tænkning og filosofere over livet. Det kunne nutidens mennesker godt tænke lidt over.

Og måske kan vi -både du og jeg, kære solsort - også, af de gamle grækere, lære, at tage vores skæbne på os med stoisk ro. Og den kan vi måske finde ved at søge tilbage til de tænkere, der er ophavsmænd til begrebet - stoikerne. Efter Aristoteles’ død udviklede der sig to store skoler inden for den filosofiske tænkning: Epikurs hedonistiske areligiøse etik, som kun fandt ringe tilslutning, og den populære, på længere sigt mere effektive stoicisme skabt af Zenon af Kition (332 – 265 f.Kr.). Han havde studeret hos en elev af Diogenes af Sinope, den første kyniker, og delte hans nøgterne indstilling til livet. Han havde kun ringe forståelse for metafysiske spekulationer og var overbevist om, at kosmos blev styret af naturlove, pålagt af en storslået lovgiver. Mennesket kunne ikke ændre noget ved denne realitet, men kunne blot nyde dens mange fordele og affinde sig med dens grusomhed og uretfærdighed.

Imidlertid havde mennesket også en fornuftig sjæl og dermed også en fri vilje. Derfor, mente Zenon, at ingen var tvunget til at leve et ”godt” liv. Enhver kunne affinde sig med ting, som han alligevel ikke kan ændre og vise ligegyldighed over for smerte og fornøjelse og fattigdom og rigdom. Den som forholdt sig således, ville leve i harmoni med naturen og den storslåede lovgiver.

Når stoikerne taler om frihed, er det den frihed, der kommer af indsigt i nødvendigheden. En selvberoende frihed ud i det blå anså stoikerne for en absurditet. Hvor kynikerne således opfattede sig selv som frie, livskloge verdensborgere med ret til at holde enhver løbsk og indbildsk kultur i ørerne, så stoikerne sig selv som samfundets sande dydsmønstre, præget af sindsligevægt – hvorfor vi stadig bruger udtrykket ”stoisk ro”, når vi vil betegne en særlig afbalanceret og afventende livsindstilling.

Stoikernes etik er anvisningen på, hvorledes mennesket kan blive i overensstemmelse med sig selv, realisere sig som et ægte menneske, blive til harmoni med verdensordenen. Det kan kun ske gennem den rette logos, fornuftens herredømme over alle lidenskaber og impulser. Der kommer derigennem et præg af strenghed over stoicismen. Man må imidlertid ikke misforstå denne strenghed. Den beror ikke på et ydre bud fra fx en gud, der nedbryder menneskets naturlige livsudfoldelse og trang til selvrealisering; den er tværtimod en hjælp til den rette naturlige livsudfoldelse og selvrealisering.

Stoikerne fandt tilhængere overalt i det hellenistiske Grækenland, og endnu mere i det ekspanderende romerske rige. Der blev det grundlaget for en ny etik, indtil den i det 6. århundrede blev afløst af kristendommen. En af romerne, Marcus Aurelius (121 -180), ville egentlig helst være filosof, men den sidste snes år af sit liv måtte han gøre fyldest som Romerrigets kejser. Fra den tid findes en række optegnelser eller meditationer, hvor han forsøger at få den stoiske livsvisdom frem og mane sig selv til besindighed: ”Skændigt er det, om sjælen skulle give op før tiden i dette liv, hvor dit legeme ikke giver op”. ”Dette er den fuldendte karakters kendemærke, at leve hver dag som om det var den sidste, hverken lade sig ophidse eller bedøve, eller spille komedie”. ”I det hele taget ikke mere diskutere, hvordan den gode mand bør være, men være det”.

Som før nævnt ser den franske filosof Bruno Latour coronakrisen som en generalprøve for den forestående klimakrise. Og på en del parametre har vi her i landet hidtil bestået prøven. Regeringen og den overvejende del af politikerne har taget Platons råd til sig og tilstræbt det gode og styret os gennem krisen på baggrund af videnskabelighed og ikke på baggrund af befolkningens mere eller mindre tilfældige ønsker og behov. Og helt overvejende har de opdraget medborgerne med saglige argumenter og undladt kun at smigre dem for at overtale dem til en bestemt politisk handling.

Som befolkning har vi, i overvejende grad og med stoisk ro, fulgt regeringens og myndighedernes påbud og råd. De fleste har affundet sig med ting, som de alligevel ikke kan ændre og, som stoikerne, vist ligegyldighed over for smerte og fornøjelse og fattigdom og rigdom. Nogle så det som tvang, mens mange flere så det som en frihed, der kommer af indsigt i nødvendigheden.

Men spørgsmålet er så, om den beståede prøve så også automatisk kvalificerer os til at bestå klima- og diversitetskrisens store prøve – eller måske rettere, prøvelse. Nu da mange ser et lys for enden af corona-tunnelen, synes flere og flere politikere at ignorere logos, fornuftens herredømme over alle lidenskaber og impulser. Måske er vi ved at misse den enestående chance, som dette tidspunkt i historien byder på. Som Latour siger, er vi på en måde kommet ”tilbage til Jorden”. Flyene står stille og globaliseringen er næsten gået i stå. Det gælder om at starte der, hvor vi er, på ground zero, skriver han.

Flyene står dog klar og venter med længsel til at lette mod en verden som før. Og jeg er spændt på, om vi lader os drive ud af vores komfortzone, selv om vi indser, at vores overlevelse afhænger af biosfæren og klodens begrænsede ressourcer. Her i Danmark er vi blevet magelige kulturmennesker. Vi lever pakket ind i vat med alle bekvemmeligheder til vores rådighed. Et folk af sybaritter, som man kalder nydelsesmennesker efter den hedengangne oldtidsby Sybaris i Syditalien, der var præget af overflod og vellevned.

Som du måske husker, kære solsort, forbruger vi, som om der var 1,7 jordklode til rådighed. Skulle danskerne alene være udgangspunktet, ville det kræve 3,6 jordkloder. Hvis alle mennesker på jorden derimod skulle have det samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Bangladesh, ville vi kun bruge 0,5 jordkloder. Paradoksalt nok er det imidlertid også bangladesherne, der allerede nu har været hårdest ramt af klimaforandringerne.

Vi mennesker bryster os ofte af vores højtudviklede civilisation her til lands. En status, som den amerikanske kulturhistoriker Gilbert Highet sikkert ville sætte spørgsmålstegn ved. Allerede i 1949 skrev han i sit storværk, ’Den klassiske tradition’, følgende om begrebet civilisation: ”Civilisation er ikke hovedsageligt optaget af penge, magt eller ejendom. Den er optaget af den menneskelige tanke. Den rigeste stat i verden, eller et verdenssamfund af ubegrænset rigdom af velvære, ville selv dér, hvor hver enkelt af dets medlemmer havde så meget mad og tøj og maskineri eller materiale, som de på nogen mulig måde kunne bruge, stadig ikke være en civilisation. Det ville være hvad Platon kaldte ’”en by af svin, der åd, drak, parrede sig og sov, til de døde”.

”Civilisation er tankens liv”, påpegede Highet. Og det kræver især eftertanke, hvis man vil være et empatisk menneske. Det er nemmest at føle empati for det, der er nærmest, det der ligner os selv. ”Ude af øje, ude af sind” er en kendt talemåde, når vi taler om det, som ikke er synligt eller nærværende og hurtigt bliver glemt.

Jeg håber dog, at vi med erfaringerne fra coronakrisen og med indsigt i nødvendigheden kan flytte tanken så langt, at vi kan føle empati for alle dem, vores livsstil truer. De mennesker, der er geografisk langt væk. De mennesker, der er langt væk i tid, vore efterkommere. Og biodiversiten, som du er en del af, kære solsort.

Lad mig til slut udtrykke min respekt for din art, fuglene. Dine tidligste slægtninge indfandt sig for 160 mio. år siden, og der har været rigtige fugle på Jorden i 65 mio. år. Der har altså været fugle på Jorden 18-20 gange længere tid, end der har været mennesker. Det er bemærkelsesværdigt. Jeg synes, vi skylder fuglene respekt for at have domineret Jorden så længe uden at skade den, samtidig med, at I har givet os så mange glæder. Når man er vokset op i et land, hvor solsorten synger, er det en sang, der er svær at undvære. Lidt højstemt kunne man stemme i med Johannes V. Jensens beskrivelse af, hvordan solsorten en lys aften sidder højt over ham og gyder sit "Aftenkvad/ud over nyudsprungne Haver, Skabelsesunderets simple Fortolker".

Og forleden havde jeg den samme oplevelse, som Johannes V. Jensen havde en aprildag i 1929, fanget i digtet ”Tøbrudet”: ”I morges formede solsorten sit første fløjt/en gammel tør vinterskralde/smeltet om i musik”. Så du er her stadig.

Lad os ses derude og lad os frem for alt høres ved, så du med din sang kan være med til at bevidstgøre os om alt det, vi kan miste!

Med kærlig hilsen!

(14.04.21)