TIDERNE SKIFTER

 I dag er vi vågnet op til nye tider – sommertiderne. Men allerede den 20. marts gik vi for alvor lyset i møde, da dag og nat blev lige lange. Den dag, hvor solen passerede den himmelske ækvator og hvor Jordens natside vendte op mod Mælkevejens plan ud mod det intergalaktiske rum.

Da jeg i aftes skuede derud, var Månen på vej til sit fulde potentiale, og selv om den måske ikke var lige så spektakulær som sidste års ”lyserøde Måne”, fandt tankerne vej til en af den tyske filosof Imanuel Kants mest berømte sætninger, fra hans ”Kritik af den praktiske fornuft”, som også pryder hans gravsted: »To ting fylder gemyttet med atter nye og tiltagende beundring og ærefrygt, jo mere ofte og vedholdende tænkningen beskæftiger sig med dem: Stjernehimlen over mig og den moralske lov i mig«. Hans moralske lov, ”det kategoriske imperativ”, skal minde os om etikkens primat, der overgår økonomiske eller strategiske, politiske eller nationale interesser. Vi skal aldrig bruge os og andre mennesker udelukkende som midler eller lydhøre instrumenter for vore egne interesser, men altid også som mål i sig selv. Dermed giver Kant en filosofisk begrundelse for menneskets individuelle værdighed. Ikke fordi vi blev skabt i Guds billede, men fordi vi qua fornuften er selvbestemmende, frie væsner, har vi mennesker en absolut værdi.

Må fornuften derfor vinde over kynismen, så foråret og lyset også kan finde vej til børnene i al-Hol-lejren! Lad os, med digteren Pablo Nerudas ord, gøre med børnene, ”som foråret gør med kirsebærtræerne”.

(21.03.21)