DEMOKRATI, MAGT OG LEDELSE

Da USA’s folkerigeste stat, Californien, i september bogstaveligt talt stod i flammer, landede Air Force One med Donald Trump i Sacramento i en stank af røg. De største skovbrande i nyere tid hærgede på den amerikanske vestkyst – en rekord, der igen og igen er blevet overtrumfet de seneste år, og som ifølge forskere især skyldes klimaforandringer.

Trump holdt efter landingen et møde med folk fra Californiens delstatsregering om katastrofen. Wade Crowfoot, ministeren for naturressourcer, erklærede, at klimaproblemerne ikke kunne løses, så længe Trump ignorerede videnskaben.   ”Det bliver snart koldere”, svarede Trump, ”bare hold øje”. ”Jeg ville ønske, at videnskaben var enig med dig”, sagde ministeren. Trump svarede med et bredt smil: ”Tja, jeg tror faktisk ikke, at videnskaben ved det”.

Klimaforskeren Hannah Pitt fra den uafhængige institution Rhodium Group, der står bag en rapport om konsekvenserne af Trumps klimapolitik, er ikke enig med Trump: ”Trump har sat USA og verden bagud, da vi havde brug for det modsatte. Det er en chance, som er tabt, og den største påvirkning af klimaet under Trumps regering har været manglen på nødvendig handling”. I Trump-årene har USA ikke bare stået stille klimapolitisk. Landet er gået baglæns – med cirka 100 skridt, som er det antal klima- og miljøreguleringer, Trump ifølge en opgørelse i The New York Times har slækket på eller fjernet, og hvoraf 84 allerede er gennemført.

En sådan ignorering af videnskaben, som Trump præsterer, hører sig ikke til i et demokratisk samfund. Det vidste allerede Platon, da han, i det antikke Grækenland, kritiserede det athenske demokrati (som i øvrigt ikke kan sammenlignes med vores demokrati) for kun at tilstræbe overtalelse gennem meninger, ikke overbevisning gennem viden. Platon kritiserede, at politikerne i demokratiet ikke opdrog deres medborgere, men altid kun smigrede dem for at overtale dem til en bestemt politisk handling. Begge, både politiker og borger, rådede imidlertid ikke over nogen virkelig viden for at kunne vurdere politikkens spørgsmål rimeligt. I stedet for at begive sig ud på en søgning efter sandheden, rettede kommunikationen i demokratiet sig kun mod at forme borgernes mening. Platons kritik tog fat i det athenske demokratis selvforståelse og rødder: I stedet for den offentlige høring af borgernes ligestillede meninger skulle der træde ekspertviden, som ikke var underordnet ikke-eksperters.

Som en metafor for dette brugte han skibet. Skibets ejere (her menes folket) er på samme tid passagerer, som stadigt stillede krav til, i hvilken retning skibets skulle styres; men kun styrmanden rådede over den viden, som skulle navigere skibet succesrigt gennem vind og vejr.

Platon ville med dette billede tydeliggøre forskellen på viden og ren mening, og hvorfor kun den, der råder over den dertil nødvendige viden, kunne have et fornuftigt krav på styring af statsskibet. Platon frygtede nemlig, at demokrati kunne forfalde til ”pøbelvælde”, altså en styreform hvor flertallet har magten, men uden at vide hvordan de skal bruge den for det fælles bedste.  Platon mente, at man, for at undgå et pøbelvælde, enten måtte tilstræbe, at filosofferne blev konger, eller også at kongerne blev filosoffer, fordi filosoffer ikke ønsker magt, men til gengæld har visdommen til at bruge magten på den rette måde. Ordet filosofi kommer fra græsk philosophia, 'kærlighed til visdom', og hvis vi skal følge Platons logik, er det derfor nødvendigt, at kongen, magten i samfundet, gør sig til ”ven af viden”.

Og det mest fatale, af de mange uvenskaber, som netop Trump har skabt sig i sin præsidentperiode, er uvenskabet med videnskaben og fakta, der ikke passer ind i hans verdensopfattelse. Ind imellem har man fået det indtryk, at Trump tror, at han ikke blot blev valgt til præsident, men også til at have patent på sandheden. Det så vi allerede ved hans ” Inauguration”, hans indsættelse, som præsident og senest, og mest fatalt, ved hans ignorering af viden forbindelse med Covid 19.

Efter indsættelsen i januar 2017 forsøgte Trump og hans pressetalsmand igen og igen at overbevise amerikanerne og resten af verden om, at der på det grønne område mellem Lincoln Memorial og Det Hvide Hus havde være flere tilskuere end til nogen anden indsættelse. Og selv om billeder fra indsættelsen tydeligt viste, at der var færre tilskuere end til for eksempel indsættelsen af præsident Barack Obama, holdt Donald Trump og hans talsmand fast: Der var, mente de, tale om den største folkemængde til en indsættelse. ”Nogensinde”. ”I hele verden”. ”Punktum”.

På et pressemøde den 22. januar 2017, måtte den amerikanske præsident Trumps rådgiver Kellyanne Conway forsvare pressetalsmanden Sean Spicers helt åbenlyse og unødvendige løgn om, at der var flere til Trumps indsættelse end til Obamas. Adspurgt om det, som journalisten kaldte Spicers ”beviselige løgn” svarede Conway: ”Vores pressesekretær Sean Spicer gav alternative fakta”, inden hun blev afbrudt af journalisten, der sagde: ”Vent. Alternative fakta? Alternative fakta er ikke fakta. De er løgne".

Ifølge psykiateren Bandy Lee forsøgte Trump ikke kun at overbevise amerikanerne. Han forsøgte at overbevise sig selv. Og det er ifølge hende langt værre. »Han bruger ikke løgnene strategisk eller til at manipulere andre for at opnå en politisk fordel, men fordi han har et personligt behov for at tro på løgnen og for at overbevise sig selv om, at der for eksempel var flest til hans indsættelse. Det farlige ved den type løgne er, at man kan ende med ikke at kunne kende forskel på virkelighed og løgn, og det er bekymrende for en præsident,« siger hun.

Inden indsættelsen, umiddelbart efter præsidentvalget i november 2016, skrev amerikanske psykiatere et brev til den daværende administration, hvor de opfordrede til, at man gennemførte en ”medicinsk og neuropsykiatrisk undersøgelse” af den nyvalgte præsident. Ifølge brevet var psykiaterne ”alvorligt bekymret” for den kommende præsidents mentale helbred.

”Hans meget omtalte symptomer på mental ustabilitet – herunder storhedsvanvid, impulsivitet, nærtagenhed og åbenlys manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed – får os til at sætte spørgsmålstegn ved hans evner til at påtage sig det store ansvar i embedet”, skrev de blandt andet. Der kom dog ikke noget ud af henvendelsen.

Sidenhen har 27 amerikanske psykiatere så forsøgt sig med en dybere analyse. I ”The Dangerous Case of Donald Trump”, som udkom i oktober 2017 i USA, gennemgår de en række eksempler fra Donald Trumps første år og argumenterer på den baggrund for, at der ikke bare er noget galt med Trump, men at han også er mentalt ustabil. Og ikke mindst: At han er ude af stand til at varetage sit embede som præsident.

”The Dangerous Case of Donald Trump” er en samling af essays af psykiatere og psykologer og indeholder bidrag fra blandt andre professor i psykiatri på Harvard University, Judith L. Herman, og professor emeritus ved Columbia University, Robert Jay Lifton. Bogen er blevet en bestseller på New York Times bestsellerliste, trykt i syv oplag og er blevet omtalt i en række amerikanske medier. I bogen gennemgår de 27 psykiatere en række eksempler på præsidentens adfærd.

Om Trump er en ”dangerous case”, er et spørgsmål, som, med forfatternes ord, er opstået på baggrund af Trumps ”mangel på empati”, ”mangel på realitetssans”, ”impulsivitet”, ”paranoia” og ”mindreværd”, ”behov for at blive bekræftet” og ”hæmningsløshed”. Et spørgsmål, som ifølge forfatterne er blevet mere og mere presserende.

Foreningen for amerikanske psykiatere, American Psychiatric Association, deler imidlertid ikke denne vurdering af Trump. Eller rettere, de mener, at psykiatere helt bør afholde sig fra at vurdere Trump. Og de gør opmærksom på, at psykiatere ikke bør udtale sig om offentlige personer, medmindre de er blevet givet samtykke og har lavet en egentlig undersøgelse af disse personers mulige sygdom.

Det samme mente formand i Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen i forbindelse med bogens udgivelse i 2017: »Diagnoser skal ikke bruges til at dømme nogen ude eller inde. Diagnoser er et arbejdsredskab, som anvendes i en privat sammenhæng med henblik på at behandle nogle problemer eller udfordringer. Man kan ikke bruge psykiatrien til at forklare Hitlers forfærdelige gerninger eller andres forfærdelige gerninger, og man skal for alt i verden ikke have psykiatrien ind i politik. Det er demokratiets præmis, at alle har ret til at stille op. Vi har haft statsministre, som havde en psykisk lidelse, og det mener jeg ikke er diskvalificerende. Det må de gerne have. Det handler om, hvordan de varetager deres hverv,« siger han.

I en nyligt udgivet bog, ’The Art of Fairnes’ af den amerikanske forfatter David Bodanis, kan man læse, at Joseph Goebbels (1897 – 1945), Hitlers propagandaminister, allerede fra dag 1 overdrev tilskuertallet ved sine møder og skamløst roste sine egne talegaver. ”Min tale gjorde et fabelagtigt indtryk. Jeg er i topform. Strålende modtagelse i aviserne”, fortalte Goebels sine lyttere. Med et sådant citat kan det være svært at fortrænge associationerne til nutidens USA. Men Bodanis aktuelle bog, nævner slet ikke Trump, men handler om god og slet ledelse. I bogens længste sammenhængende forløb modstiller han de metoder som Goebbels brugte for at omstyrte demokratiet i den tyske Weimar-republik med den samtidige amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts (1882 - 1945) berømte genopretningskurs. I bogen kan vi læse, at Goebbels målbevidst – og med succes – sigtede på at bringe det værste frem i tyskerne, mens Roosevelt omvendt bestræbte sig på at bringe det bedste frem i sine landsmænd. Goebbels røbede gerne sin taktik: ” Undgå for enhver pris at kede folk. Det sætter jeg over alt”. På datidens mediekanaler advarede Goebbels mod ”løgnepressen” og ”folkets fjender”, som han vil klynge op. Sine modstandere stemplede Goebbels med øgenavne som ”taber”, ”desertør” eller ”svindler”. Ja, analogierne til nutidens USA, står nærmest i kø! Tænk blot på Trump, som jo heller ikke har været fedtet med udtryk som ’nasty woman’, ’Crooked Hillary’, 'fake news’, ’Sleepy Joe’ og ’losers’. Ja, selv hans tidligere chefstrateg Steve Bannon,som blev fyret 2017, er blevet til ’Sloppy Steve’ – sjuskede Steve.

Og med historiens dyrekøbte erfaringer i behold, kan man med rette spørge, hvorfor der vælges ledere af Trumps støbning og adfærd. For mange virker det absurd på baggrund af de historiske erfaringer og hans adfærd, også før han blev valgt. Men måske skal vi også hellere rette blikket mod, hvordan vi i det hele taget, også i det små, vælger ledere til embeder.

Den argentinske psykologiprofessor Tomas Chamoro-Premuzic, som er ekspert i at spotte ledertalenter og forfatter til bogen ’Why Do So Many Incompetent Men Become Leaders? (And How to Fix it)’, hævder at alt for mange mænd med karisma og store armbevægelser placeres i ledende stillinger, selv om de er åbenlyst uegnede som ledere.

Herhjemme viste en måling i 2017, at 4 ud af 10 danskere er så utilfredse med deres chef, at de ikke selv ville ansætte vedkommende, hvis de havde valget, og 35 procent var i 2013 ’yderst kritiske’ over for deres nærmeste overordnede.

Chamoro-Premuzic mener, at ”dårlige chefer er et enormt verdensomspændende problem”. Han uddyber det således: »Vi ser det i alle lande og i alle brancher; virksomheder ansætter i stor stil ledere, der er dygtige til at tale topchefen efter munden og sælge sig selv i en jobsamtale, mens de fravælger dem, der rent faktisk har talent for at lede og skabe resultater. Forskere har vurderet, at op imod 70 procent af samtlige ledere er dårlige til at lede, mange er deciderede fiaskoer, og langt de fleste af dem er altså mænd«.

Chamoro-Premuzic har også tænkt over, hvorfor nogle ledere bliver inkompetente fiaskoer. Han tror, at det er fordi, de ”er dårlige til at engagere og motivere deres ansatte. Mange medarbejdere er på grænsen til at brænde ud, og en del søger væk, så snart de får chancen. Ser vi på ledernes personlighed, er der flere ting, der går igen: De er typisk ikke særlig dygtige rent fagligt, og de mangler de tekniske færdigheder, som mange af deres underordnede har. Alligevel har de ofte store armbevægelser, de er selvoptagede, arrogante, træffer uforudsigelige beslutninger, og de mangler grundlæggende følelsesmæssig intelligens”. Vi vælger dem, siger han, fordi vi bliver forført af dem. De har typisk masser af karisma og enorm selvtillid, grænsende til det narcissistiske, og de passer perfekt ind i vores stereotyp om, hvordan en chef skal se ud og opføre sig. Vi glorificerer stadig denne gammeldags maskuline, selvhævdende ledertype, selv om al forskning peger på, at en god chef er det stik modsatte, nemlig en afdæmpet person med stor faglighed, ydmyghed, integritet og empati.

Karisma kan være et decideret problematisk træk hos en leder – især hvis vedkommende samtidig scorer lavt på kompetenceskalaen, for så er chefen form uden indhold. Som Chamoro-Premuzic påpeger: ” Karisma siger intet om, hvor dygtig eller sympatisk man er som leder. Hitler og Stalin havde f.eks. masser af karisma. Gid de havde haft noget mindre”.

Han mener dog også, at det ikke kun er mænd, der er dårligere ledere. Men, siger han, hvis vi kigger på, hvad der kendetegner en dårlig kvindelig chef, så er det faktisk, at hun forsøger at leve op til de samme maskuline stereotyper, der kendetegner en dårlig mandlig chef. ”Hun bliver hård i filten, småarrogant og opfører sig som en bulldozer over for sine ansatte. Hun bliver nærmest den mest maskuline person i hele virksomheden”.

For at løse problemet med dårlige ledere mener Chamoro-Premuzic, at der skal ske et paradigmeskift: ”For det første skal hr-chefer og andre, der er involveret i ansættelsesprocessen, uddannes bedre, så de lærer at spotte de personlighedstræk, der skaber en dygtig leder, nemlig ydmyghed, integritet og empati. For det andet skal vi den ustrukturerede jobsamtale til livs og udbrede brugen af forskningsbaserede objektive kriterier og tests, så det ikke er hr-chefens umiddelbare indtryk af en kandidat efter en kort samtale, der gør udslaget”.

Der tegner sig vel også en betragtelig fællesmængde mellem de uduelige ledere, som Chamoro-Premuzic taler om og de ledere, der er kommet i søgelyset i forbindelse med, at den aktuelle anden bølge af #MeToo er rullet ind over landet. Seksuel chikane praktiseres jo også ofte af mænd, der befinder sig højt i hierarkiet og samtidig praktiserer brutal ledelse og mobning, udvikler et meget nært forhold til egne behov og mener, der gælder særlige regler for dem.

Der findes allerede socialpsykologisk forskning, som dokumenterer, at der med magt næsten automatisk følger tab af empati. Trump er ikke det første magtfulde menneske, der har tendens til at afbryde andre og tale meget om sig selv og tage æren af andres ideer. Det psykologerne kalder mentaliseringsevnen svækkes simpelthen, når man stiger i hierarkiet. Man bliver dårligere til at se sig selv udefra og andre indefra. I grove tilfælde udvikler det sig til et solkongekompleks, som når karakterer som filmproducenten Harvey Weinstein og præsident Trump tror, de kan gøre hvad som helst, som fx ”grab them by the pussy” og slippe afsted med det meste.

For at komme uvæsenet med dårlige ledere til livs er det sikkert ikke nok, at vi bliver bedre til at spotte de berygtede ’psykopater i habitter’, der er udgivet bøger om. Der må gøres op med en ledelseskultur, hvor det fx er en kvalitet at være i besiddelse af ’den nødvendige brutalitet’. Den brutalitet, som minder om den brutalitet renæssancens politiske tænker, Niccolò Machiavelli (1469 – 1527), beskrev i sit værk ”Fyrsten”. Han mente, at den fyrste (leder), der handler ud fra en forestilling om, hvad man i moralsk henseende burde gøre, ledte sig selv i ruin! En fyrste, der vil beholde magten, må, ifølge ham, lære ikke kun at være god; han skal kunne benytte godhed og ondskab alt efter nødvendigheden. At leve dydigt fører ifølge Machiavelli ikke til lykke; tværtimod. At være gavmild er skadeligt for én selv, mens grusomhed er noget, der kan bruges klogt. Det er derfor i sidste ende bedre for fyrsten at være frygtet end elsket. Når Machiavellis lære sammenfattes i den amoralske grundsætning «målet helliger midlet», bør man dertil lægge, som Rousseau bemærkede, at når Machiavelli belærte regenterne om, hvordan de skulle vinde, beholde og udøve magt, underviste han samtidig folket bag om ryggen. Overalt, på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, i politiske partier og i kulturlivet må vi derfor tage ved lære og skærpe bevidstheden om magthierarkiets skyggeside og skadelige selvbeskyttelse.

Man kan selvfølgelig på diverse ledelseskurser fortælle de ny ledere, at de nu sejler ind i et farvand, hvor magt korrumperer. Fortælle dem, at det ikke er deres skyld, men det er deres ansvar at bekæmpe tilbøjeligheden. Fortælle dem, at de for fremtiden hele tiden skal øve sig i ydmyghed og empati. Og jo mere de avancerer, bliver det desto vigtigere at have daglig opmærksomhed på egne evner til at lytte til og aflæse andre.

Mit eget beskedne råd er, at de også bør træne disse evner ved at finde tid til fordybelse gennem læsning af gode bøger. Gennem dem fandt jeg tidligt i livet ud af, at handlingen ofte ikke var det vigtigste ved min læsning, men at de gav mig anledning til at tænke over, hvem jeg selv er, og hvem vi er som mennesker. Ligeledes var de anledning til, gennem personerne, at tænke over, hvad godt og ondt er, hvad min egen samvittighed ville kunne rumme og ikke rumme. Nogle gange blev jeg konfronteret med uløselige dilemmaer og spørgsmålet om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg stod i samme situation. De blev ofte en skoling i empati.

Den gode leder kan fx finde sit moralske kompas hos moral- og oplysningsfilosoffen Immanuel Kant (1724-1804), som jo både pointerede, at ”der Mensch ist keine Sache”, at mennesket ikke er en ting, og at det, med det ’kategoriske imperativ’, for ledere og alle mennesker, gælder om at handle således, ” at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning”. At vi, kort sagt, altid skal gøre det, vi også ville mene, at andre burde gøre i samme situation. Med det kategoriske imperativ ønskede Kant altså at skelne mellem tre forskellige typer af handlinger: Dem, der er direkte uetiske, dem, der er legale, men ikke moralske og de direkte moralske handlinger.

Samtidig mente han også, at vi alle skal agere som myndige mennesker, at vi skal agere på et oplyst grundlag. I 1784 efterlyste han med følgende ord den myndige borger: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere Aude! (vov at være vis) Hav mod til at betjene dig af din egen forstand, er altså oplysningens valgsprog”. Det bør også være den myndige leders credo!

Hvis Kant er lidt for tung læsning kunne Charles Dickens juleroman, ’Den hjemsøgte mand og åndens tilbud’, fra 1848 også være en mulighed. I den kan man følge kemikeren Redlaw, der i sit dystre logi ruger over fortidens bryderier. Som i andre fortællinger af Dickens hjemsøges han en dag af en ånd. Denne ånd tilbyder at fjerne alle Redlaws plagsomme minder om sorg og uret. Den eneste pris er til gengæld, at Redlaw skal give denne glemslens gave videre til alle han møder. Redlaw accepterer prisen. Men med glemslens gave følger også udryddelsen af enhver empati. Har man ingen erindring om sorg og smerte, kan man heller ikke føle den for andre, og Redlaw ændrer sig fra at være et almindeligt sympatisk menneske til at blive modbydelig. Som en anden Covid-19 spreder smitten sig fra næstekærlighed til umenneskelighed. Så den gode leder må også huske at spritte samvittigheden og empatien af!

En skoling i empati er også Dickens fortælling ”Et juleeventyr” (eng: A Christmas Carol) fra 1843. Den handler om forretningsmanden Ebenezer Scrooge, som kun tænker på at tjene penge og anser julen for noget pjat. Men julenat får Scrooge besøg af et genfærd. Som om det ikke er nok, bliver han også hjemsøgt af tre jule-ånder, der giver ham en ordentlig lærestreg, da de tager ham med på en tur til både fortiden, nutiden og fremtiden. De giver Scrooge en lærestreg, der bliver et vendepunkt i hans liv. Et vendepunkt der er på niveau med Viggo Skjold Hansens i Matador, som efter krigen bliver anklaget for værnemageri, får et slagtilfælde, ændrer personlighed og bliver høflig og medgørlig. Dickens fortælling er filmatiseret flere gange både som live-action-film og som animationsfilm, og en version var i DRs monopoltid ouverturen til mange af min barndoms jule.

Hvis tidspresset er for stort kan lederen også søge til kortere tekster. Polyhistoren Leonardo da Vinci (1452 – 1519), en af Machiavellis samtidige, skrev nogle små aforismer, som man kan drage nytte af. En af dem er egnet til umiddelbar efterlevelse: ”Tilegnelsen af enhver form for kundskab er altid nyttig for intellektet, fordi den vil kunne fordrive det unyttige og bevare det, der er godt. For man kan ikke hade eller elske noget, hvis man ikke først har erkendt det”.

Jeg ved ikke om Trump har læst bøger, men man har ind imellem fået indtryk af, at han ikke har læst længere tekster end en twitterbesked. Han ville nok end ikke have tålmodighed til at læse og lære af denne korte aforisme fra Leonardo da Vinci: ”Der findes mennesker, som blot er en gennemgang for mad, og som ophober ekskrementer og fylder latriner, for der kommer ikke noget ud af dem her i verden, ej heller producerer de noget godt, og det eneste, som efterlades af dem, er fulde latriner”.

(26.11.20)