DEMOKRATI OG SAMTALE

 Jeg er ellers ikke meget for tv-serier, men for tiden er jeg bidt af den tyske dramaserie, Babylon Berlin. Serien kører nu på tredje sæson på DR2 og har ikke tabt det, som nogle politikere kalder flyvehøjde. Den kritikerroste tyske gigantsatsning 'Babylon Berlin' genskaber Berlin i de brølende 1920'ere. Serien er den dyreste ikke-engelsksprogede dramaserie nogensinde.

Serien bæres oppe af et stramt konspiratorisk plot med bl.a. mobiliserende nationalsocialister, organiseret kriminalitet og håndfuld fængende karakterer, samtidig med den er en tour de force gennem et samfund, der er ved at gå i opløsning. I denne sæsons åbnende scene fornemmer vi børskrakket i 1929. Her ser vi Børsen som et virvar af menneskelige vrag, værdipapirer, der regner ned som konfetti mod marmorgulvet som akkompagnement til mænd, der hænger sig selv fra trappeafsatser – og udenfor folkemængden, vred, truende og desperat. Et prægnant billede på stemningen i Weimarrepublikken i dens sidste år.

Et billede som også manifesterer sig så konkret, at der nu arrangeres Babylon Berlin-ture rundt i Berlin. På dem kan man få syn for sagn ved at besøge seriens forskellige scenarier. Her kan man se de vigtigste hjemsteder for kabareter, musik, teater og natteliv, som Berlin var så rig på i det, som tyskerne kalder ’de gyldne tyvere’. De tyvere, som kun i ganske få år var gyldne, og kun var det for ganske få mennesker i et Berlin, der for de fleste var præget af armod, prostitution og vold. Et Berlin, der ligesom den oprindelige oldtidsby Babylon, der er med til at give serien navn, også var et symbol på løssluppen, umoralsk livsførelse. Babylon, som tyske arkæologer i øvrigt til stor national stolthed fandt resterne af mellem floderne Eufrat og Tigris.

Berlin blev med et slag verdens næststørste by, da man i 1920 lagde en række mindre byer sammen til et Storberlin, dengang kun overgået i omfang af Los Angeles. På en tur rundt i byen kan man i dag stadig passere Rotes Rathaus, byens rådhus, som i serien gør det ud for det røde politihovedkvarter. Et andet af ’Babylon Berlin’s vigtige nøglesteder er Alexanderplatz. Tom Wyker og de andre skabere af serien troede først, at de ville være nødt til at genskabe tyvernes Alexanderplatz digitalt, men det viste sig, at dele af pladsen faktisk ser ud som dengang.

Når man følger serien, får man dog også lyst til at genkalde sig samfundsforholdene i det Tyskland, som ’Babylon Berlin’ udfoldede sig i. I den Weimarrepublik, som siden er blevet karakteriseret som et demokrati uden demokrater og derfor dømt til undergang.

Weimarrepublikken, som eksisterede fra 1919 til 1933, har fået navn efter byen Weimar, som husede republikkens nationalforsamling. De tidligste skriftlige kilder man har om byen er fra 899 e.Kr., og den bærer derfor på en stor kulturel arv. Bl.a. var den i 1800-tallet det kulturelle centrum i Tyskland og brændpunktet for den tyske oplysningstid. Det var her Goethe og Schiller udviklede den litterære bevægelse, weimarklassicisme. Det var her Goethe skrev de fleste af sine værker og litterære skrifter, som siden er blevet til centrale bidrag til tysk og europæisk kultur. Og det er også her man stadig kan se Goethes berømte havehus, i hvilket han blev gift med sin store kærlighed Christiane Vulpius.

Bauhaus-bevægelsen, som også for nylig er blevet highlightet i en anden storslået tysk tv-serie, blev også stiftet i byen af Walter Gropius i 1919 med kunstnerne Wassily Kandinsky, Paul Klee, Oskar Schlemmer og Lyonel Feininger som lærere på Bauhaus-skolen. Mange steder i byens centrum er med på UNESCOs verdensarvsliste.

Den kulturelle arv var dog ikke hele forklaringen på, at Nationalforsamlingen befandt sig i Weimar 300 km sydvest for Berlin. Hovedstaden var nemlig alt for urolig og farlig for politikerne. I tiden efter novemberrevolutionen i 1918 var Berlin stadig præget af gadekampe, heftige demonstrationer og andre ubehageligheder for politikerne. Den provisoriske regering, som udskrev valget i 1919, valgte derfor den langt mindre, men fredeligere by, Weimar.

Weimarrepublikken var vel nærmest et demokratisk eksperiment. Et eksperiment, som mange historikere mener var dødsdømt på forhånd. Der var dengang ingen demokrater i Tyskland, ingen tradition at læne sig op ad, og mægtige kræfter gik hurtigt i gang med at ødelægge republikken. De første valgplakater fra 1919 var fulde af gensidig aggression mellem højre og venstre. Terrormordet på udenrigsminister Walther Rathenau i 1922 udløste store demonstrationer for det unge demokrati. Og et forsøg på at ekspropriere fyrsternes godser mislykkedes også i 1926.

De mægtige kræfter kunne dog ikke dæmme op for demokratiske landvindinger som indførelsen af pressefrihed, seksualrådgivning, kvindernes frigørelse og en stigende velstand og modernisering med alt fra indbyggede køkkener i Bauhaus-stil til radioens indførelse. Det hele var ikke bare kaos og frustrationer, men også en stor revolution for det enkelte menneske. Således kunne socialdemokraten Marie Juchacz 19. februar 1919 få Nationalforsamlingen i Weimar til at brøle af grin, da hun indledte sin første tale med et: »Mine herrer og damer!«.

Den omvendte tiltale var ingen fejl. Marie Juchacz var den første kvinde, der indtog talerstolen i datidens parlament, efter at tyskere af hunkøn for første gang havde ret til at stemme ved valget kort forinden. Derfor kunne hun i næste sætning fastslå: »Det er første gang, en kvinde kan tale til folket i et frit og lige parlament, og jeg vil gerne her slå fast, helt objektivt, at det er den revolution, der gør, at vi også i Tyskland har overvundet gamle fordomme«.

En anden vigtig nyskabelse under det unge demokrati var understøttelse til arbejdsløse. En nyskabelse, som dog også skulle være med til at give dødsstødet til republikken.

I 1930 ramte Weimarrepublikken den altafgørende krise, da det amerikanske krak på Wall Street året før for alvor slog igennem i den skrøbelige tyske økonomi. Arbejdsløsheden voksede yderligere, og fattigdommen var enorm. Dette førte selvfølgelig til diskussioner i Nationalforsamlingen om arbejdsløshedsunderstøttelsens størrelse. Det førte også til en strid mellem partnerne i regeringskoalitionen. Socialdemokraterne ville hæve støtten med 0,25 procent, mens de borgerlige partier ville beskære den. Til sidst gik koalitionen i opløsning og kastede republikken ud i den ustabilitet og de provisoriske regeringer, der banede vejen for Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933.

De 14 forkætrede år fra 1919 til 1933, med udvikling af demokrati, rettigheder og frihed, nåede dog at sætte deres præg på Tyskland, før nazisterne stjal magten og kastede landet ud i en periode af ødelæggelse, der varede næsten lige så længe. Tilbage fra Weimarrepublikken står de principper for det tyske demokrati med delstater og demokratiets hjertekamre, der blev indført, ligeret for begge køn, retten til en bolig, socialstaten og den humanistiske grundindstilling, der - trods alt - stadig præger det moderne Tyskland.

Det var imidlertid også disse principper, som krævede, at politikerne – hvis de var tro mod dem - måtte give plads og talerum til deres fjender, hvilket førte til republikkens fatale endeligt, da nazisterne og Hitler tog magten. En magtovertagelse, som med Det tredje Rige, førte til nogle af menneskehedens værste gerninger, og som siden har plaget tyskerne gennem begrebet ”Vergangenheitsbewältigung”, som handler om at komme overens med fortiden. At forstå den for at undgå dens gentagelse.

En af dem der har forsøgt det, den tyske filolog, Victor Klemperer (1881 – 1960), var professor i romanistik i Dresden 1920-35 og blev som jøde fra 1933 selv forfulgt af nazisterne, men undgik kz-lejr og deportation, udelukkende fordi han var gift med en ikke-jødisk kvinde, der ikke ville lade sig skille. Han gennemlevede flere perioder af Tysklands politiske historie lige fra det tyske kejserrige over Weimarrepublikken, nazismen og DDR. Klemperer anses for at have givet et af de mest levende vidnesbyrd om et tumultarisk århundrede i europæisk historie.

I sin bog, ”Det tredje Riges sprog”, er han af den overbevisning, at Det tredje Riges sprog hjalp med at danne dets kultur. Som Klemperer skriver: ” Det er ikke blot de nazistiske handlinger, der nødvendigvis må forsvinde, men også det nazistiske præg, den typisk nazistiske måde at tænke på og dens yngleplads: nazismens sprog.”

Om fascismens sprog i 1930erne skriver han: ” (…) sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer hele min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det (…) Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”.

Den tyske filosof, sociolog og musikteoretiker Theodor W. Adorno (1903 -1969), der var af jødisk afstamning, og som i 1934 var emigreret fra Nazityskland til Oxford og 1938 videre til New York, var mere optaget af, om der kunne blotlægges en særlig personlighedstype, som lå under for fjendtlige holdninger til mindretalsgrupper. Fra 1941-49 opholdt han sig i Los Angeles, hvor han i årene efter 2. Verdenskrig ledte et indflydelsesrigt sociologisk projekt om baggrunden for fascismens ekstreme fremtrædelsesformer (Theodor W. Adorno mfl.: The Authoritarian Personality (1950)). Han mente, at man kunne måle denne personlighedstype med det han kaldte fascisme-skalaen, F-skalaen. Med den ville han indfange den autoritære personligheds kendetegn, som han mente bestod af ni egenskaber: 1) Konventionalisme, 2) autoritær underkastelse, 3) autoritær aggressivitet, 4) fjendtlighed mod det kunstneriske og mod intuitiv og filosofisk tænkning, 5) tendens til overtro og skematisk tænkning, 6) beundring for magt og hårdhed, 7) kynisme, 8) tilbøjelighed til at projicere, 9) bekymringer over omgivelsernes seksualliv. Med denne opstilling mente han at have vist sammenhængen mellem fremmedfjendtlighed og en bestemt personlighedstype. I 1949 vendte han tilbage til Frankfurt, hvor han var professor til sin død.

Ouverturen til den nationalsocialistiske magtovertagelse bliver, i tv-serien, slået an med begrebet ’Lügenpresse”, løgnepressen, og man ser, hvordan en chefredaktør, af et tæskehold, korporligt bliver belært om, at pressen og den offentlige samtale ikke skal føle sig fri. Den frie offentlige samtale, som filosoffen og sociologen Jürgen Habermas (1929 - ), med kælenavnet ”samtalens filosof”, fandt så fundamental i et demokratisk samfund.

Som barn af en ”typisk tysk medløberfamilie” i Det Tredje Rige har Habermas kaldt sig selv for ”et produkt af den amerikanske re-education”, og han har betegnet forholdet til nazismen som ”et grundtema i mit voksne politiske liv”. Hans filosofiske liv har været en vedvarende kamp for først at vikle Tyskland ud af den nazistiske voldsforherligelse og siden advare sit land mod nationalismens fristelser og stå op imod de historikere, der ville formindske nazismens forbrydelser. Et grundtema, som også går igen i hans tanker om ”borgerlig offentlighed”, som også var titlen på hans doktorafhandling fra 1962. Heri udbygger han den grundholdning, han fik som ung, at kun saglig argumentation kan sikre og koordinere et fornuftigt kommunikativt møde mellem mennesker.

Her bør der måske lige tilføjes, at når Habermas bruger begrebet borgerlig, er det ikke, som vi bruger begrebet i daglig tale, som et politisk ståsted. Egentlig er ordet blot beskrivende: et borgerligt samfund bygger – modsat feudalsamfundet – på, at de enkelte individer i samfundet er selvstændige borgere med adgang til ejendomsret og beskyttelse af denne ejendomsret. De borgerlige samfund, som vi kender dem i Europa, var statsligt set oprindelig enevældige konge- eller kejserdømmer, men bevægede sig gradvist mod demokrati og parlamentarisme. Så i dag er vi alle, uanset politisk anskuelse, borgere i borgerlige samfund.

Indtil det 18. århundrede var den europæiske kultur ”höfisch” (høvisk). De herskende klasser ”re-præsenterede” sig selv, over for deres undersåtter, gennem magt- og pragtudfoldelse, som ikke behøvede nogen begrundelse. Så opstod der imidlertid offentlige rum som litterære saloner og kaffebarer, som unddrog sig statslig kontrol. På sådanne steder mødtes man for at føre samtaler og debatter, som tiltagende gjaldt den statslige repræsentationskultur og dens legitimitet. Offentligheden blev til et ”tredje rum”, en buffer mellem privatsfæren og det statsligt kontrollerede rum.

At skabe offentlighed betyder altså, at skabe muligheder for at man kan dele egne interesser med andre privatmennesker. Interesser, som blev ignoreret af den feudale stat. Den borgerlige offentlighed var, ifølge Habermas, den franske revolutions udløser. Den offentlige sfære, som ekspanderede efter det 18. århundrede, var det politiske rum, i hvilket demokratisk valgte institutioner og love for menneske- og borgerrettigheder blev designet, krævet og håndhævet.

Efterhånden som den politiske diskussion bliver en del af det offentlige liv og giver det en central placering i det borgerlige samfund, bliver det en del af den almindelige bevidsthed at skelne mellem det offentlige og det private – mellem offentlighedssfæren og intimsfæren. Dagspressen, som oprindelig var rene annonceblade (avertissements-tidender), bliver hurtigt et medie for den offentlige debat, som redaktionen selv kan bidrage til gennem journalistik, anmeldelser og ledere.

Habermas er optaget af den udtynding af den borgerlige offentlighed, som efterhånden melder sig, idet det offentlige ræsonnement delvis sættets ud af spillet. Ideelt set bestod den offentlige meningsudveksling i, at hver mand aktivt stod frem med sit synspunkt og sine argumenter for at berige den givne diskussion og lade fornuften lede til den rette løsning – ganske som i antikken på Pnyx-højen i Athen, hvor samtalen var vejen til det offentlige ræsonnement.

Derfor mener Habermas, at kun kritisk overvågning og diskussion af den tredelte statsmagts handlinger sikrer, at det borgerligt-liberale demokrati fremstår som legitimt for borgerne. Offentlighedens legitimation forudsætter vandtætte skotter mellem samfundets offentlighedssfære og privatsfære. Et sådant skel kan ikke opretholdes, hvis offentligheden forfalder, så borgerne i stedet for at være aktive kritisk ræsonnerende deltagere i et demokrati, bliver passive tilskuere til magtens kredsløb.

Under kommercielt orienterede massemediers betingelser frygter Habermas, at muligheden for at have alvorlige debatter i aviserne forsvinder. Når pressen kommer under store virksomheders kontrol, frygter han, at der, i stedet for informationsrige debatter, vil blive offentliggjort sladderartikler og at læserne vil blive gjort til tankeløse konsumenter.

Når organisationerne, partierne osv. ikke længere taler åbent sammen for at blive klogere, men alene bidrager til et strategisk spil i håb om størst mulig gevinst, så er den offentlige rationalitet reduceret til ligegyldig polemik og gedigen underholdning. Sagligheden og redeligheden, der er forudsætningen for et rationelt ræsonnement, har trange kår, og det er for Habermas det fatale ved den ændrede offentlighed. Demokratiet lever ikke kun af respekterede flertalsbeslutninger, der tager hensyn til det nedstemte mindretal, men også - og især - af en fri rationel samtale, der vil sig selv. Ifølge Habermas er målet ”det bedre arguments tvangløse tvang”, en frigørende tænkning, der ved at afdække manipulation og skjult magt kan gøre alle borgere mere myndige i den politiske og demokratiske debat.

Dette skrives under indtryk af en fascinerende tv-serie, men også under indtryk af et aktuelt præsidentvalg i USA, som jeg endnu ikke kender resultatet af, men som serien også taler ind i. Et præsidentvalg, hvor den siddende præsident, Trump, til stadighed har angrebet demokratiske institutioner og oplyst folkestyre, og, ifølge avisen The Washington Post, i sine første tre et halvt år som præsident, har spredt over 22.000 falske og vildledende påstande. Hvor manipulationer, bedrag og løgne  i de seneste fire år er blevet så fast en bestanddel af den trump’ske værktøjskasse, at de først for alvor bliver en historie i medierne, hvis techgiganter som Twitter og Facebook stopper spredningen af dem.

Alligevel er det medierne, demokratiets vagthunde, der af Trump er blevet dømt ude som fake news, et andet ord for ”Lügenpresse” og kaldt for ”folkets fjende”. I stedet har han erstattet den med netop disse techgiganter, som har tjent styrtende summer på spredningen af annoncebærende løgne. Ligeledes har han sat videnskaben til diskussion. Selv det at bære mundbind under en historisk coronakrise er blevet forvansket til en frontlinje i Trumps populistiske dem-og-os-fortælling.

Forhåbentlig er vi endnu ikke der, hvor vi må sande Habermas’ bekymrende ord: »Set fra den politiske filosofi er der ingen tvivl om, at hvis denne kommunikative fornuft forsvinder, så er det også afslutningen på vores demokratier.«

(04.11.20)