DEN ATOMISEREDE MORAL

 I 75 år har Japan i august måned, den 6. og den 9., markeret en af den vestlige verdens største fortrængninger, USA's atombombninger af henholdsvis Hiroshima og Nagasaki. Ildevarslende eksploderede i samme uge som markeringerne 2.750 tons ammoniumnitrat i Beirut i Libanon med katastrofale følger. Eksplosionen blev i sprængkraft sammenlignet med en mindre atombombe.

Og selv om eksplosionen i Beirut ikke kan sammenlignes med kraften i en atombombe, var den dog et billede på, hvor galt det kan gå, når menneskeskabte opfindelser som højeksplosiv gødning kommer ud af kontrol. En lignende fare, der også eksisterer, når det gælder atomvåben. For selv om vi gemmer atomvåbnene væk i en ”Pandoras æske” af atomvåbenaftaler, hvorfra vi håber de aldrig undslipper, hænger disse alligevel som et damoklessværd over vore hoveder.

Den første amerikanske atombombe slog 140.000 mennesker ihjel i byen Hiroshima. Det andet atomangreb mod Nagasaki, 9. august 1945, dræbte yderligere 70.000. Jeg lader lige tallene på tabte menneskeliv stå et øjeblik - det øjeblik, det tog at smide bomberne! Japan overgav sig 15. august, og det blev enden på den konflikt, der var begyndt med det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941. Men det blev ikke enden på de to byers lidelser! Der findes stadig overlevende fra bombardementerne, som lider af langvarige konsekvenser af strålingen. En af de overlevende er den 83-årige Keiko Ogura, der som 8-årig, så det skærende hvide lys uden for huset omkring 2 km fra nedslagsstedet. Hun var kastet omkuld og vågnede, da hendes lillebror skreg. Resterne af deres hus var i brand.

En hel menneskemængde med alvorlige forbrændinger og forkullet hår, der sad i krøller på hovedet, søgte mod et valfartssted tæt ved hendes hjem. Hun kunne høre dem grynte, de bad om vand. To af dem faldt døde om, da hun havde givet dem vand – et billede, der plagede hende i årevis. Hun bebrejdede sig selv, at hun havde overlevet, når så mange andre døde. Til Associated Press fortæller hun, at hendes familie og venner sagde, at hun måtte skjule, at hun var ”hibakusha”, en betegnelse for de overlevende, for ellers ville ingen gifte sig med hende. Hun holdt sin fortid for sig selv i årtier, indtil hendes mand, der var fredsaktivist, døde, og hun besluttede at fortsætte hans arbejde. Hun tog initiativ til at danne en gruppe af oversættere for fred.

Hendes familiemedlemmer vil ikke have, at hun omtaler dem i sine taler. »Hvorfor? Fordi folk stadig lider«, sagde den 83-årige Ogura for nylig til Associated Press. »Konsekvenserne af strålingen, frygten for den og lidelserne er ikke kun noget, man oplevede i det øjeblik, bomben eksploderede – vi lever stadig med det i dag«.

En fortælling, som i tankerne fluks førte mig tilbage til 1980erne, hvor jeg sammen med mine elever empatisk kunne følge Sadako fra Hiroshima i Karl Bruckners fortælling af samme navn. Det er en autentisk historie om en japansk pige, den lille fireårige pige Sadako, der tilsyneladende slap fra atombombekatastrofen med liv og lemmer i behold. Men som, ti år efter atombombens fald over Hiroshima, bliver dødeligt syg af atombombens radioaktive gammastråler. Og i løbet af dage havde "lynet" modtaget et nyt offer.

Mere end 300.000 hibakusha er døde siden angrebene, deriblandt 9.254 i det seneste år, oplyser det japanske sundhedsministerium.

Begge atombomber - Little Boy, som var en uranbombe, og Fat Man, der var en plutoniumbombe – som blev henholdsvis Hiroshimas og Nagasakis skæbner, blev udtænkt og bygget i Los Alamos i New Mexico i det tophemmelige Manhattanprojekt. Det var et forsknings- og udviklingsprogram under amerikansk ledelse og med deltagelse af Storbritannien og Canada. Fra 1942 til 1946 blev projektet ledet af generalmajor Leslie Groves fra den amerikanske hærs ingeniørkorps (US Army Corps of Engineers). Hærens del af projektet fik betegnelsen Manhattan District. Betegnelsen "Manhattan" afløste med tiden det officielle kodenavn "Development of Substitute Materials" for hele projektet. Blandt de fysikere, som bidrog til atombombens skabelse, var Albert Einstein og Niels Bohr.

Einstein gik ind for udviklingen af atombomben for at sikre, at Hitler ikke kom først. Allerede 2. august 1939 sendte han et brev til præsident Franklin D. Roosevelt, i hvilket han opfordrede Roosevelt til at igangsætte et program, der skulle lave atomvåben.

Bohr fik eget kontor i Los Alamos og med mødetid kl. 8 om morgenen ansvar for det overordnede opsyn med forskningsdetaljerne. Men på det tidspunkt var det teoretiske arbejde gjort. Det, der stod tilbage, handlede mest om teknologi og ingeniørarbejde. Bohr hjalp dog til med at løse et teknisk problem i forbindelse med afskærmning i bombens indre op til øjeblikket inden detonationen.

Tysklands kapitulation satte ikke en stopper for atomprogrammet. I stedet blev arbejdet med bomben gjort færdigt i al hast og brugt til at afslutte krigen i Stillehavet. Bomben faldt. Den skulle afprøves. Der gik kun 43 sekunder, fra at piloterne i bombeflyet ’Enola Gay’ udløste ’Little Boy’, til at de kunne høre braget, mærke chokbølgen ramme deres fly og se den kæmpemæssige atomsky rejse sig.

USA retfærdiggjorde bombningerne som en måde at redde utallige liv på ved at forebygge en blodig invasion af det japanske fastland for at afslutte krigen – et synspunkt, der længe var accepteret af mange amerikanere. Men Gar Alperovitz, der er forfatter til ’Atomic Diplomacy: Hiroshima and Potsdam and the Decision to Use the Atomic Bomb’, sagde for nylig, at der er dokumentation for, at de amerikanske ledere var klar over, at Japan snart ville overgive sig, og at bombningerne ikke var nødvendige set fra et militært synspunkt. Atombombningerne blev i stedet startskuddet til et atomvåbenkapløb under den kolde krig.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki forandrede efter manges mening verden for altid. Bl.a. havde naturvidenskaben i manges øjne endegyldigt mistet sin uskyld, fordi naturvidenskabsfolk på afgørende vis havde medvirket ved udviklingen af atombomben. Og bombningerne kan vel bedst karakteriseres som en forbrydelse mod menneskeheden, men er aldrig blevet behandlet som en sådan. Forbrydelse mod menneskeheden er i international ret betegnelsen for forfølgelse eller en grusomhed mod en gruppe af mennesker. Det er karakteristisk for forbrydelserne, at de er af en så alvorlig karakter, at de rammer hele den menneskelige race. Forbrydelser mod menneskeheden anses for at være den alvorligste af alle kriminelle handlinger.

Den Internationale Straffedomstol, som blev oprettet i 2002 i Haag og har jurisdiktion i sager, der omhandler forbrydelser mod menneskeheden via Rom-statutten, opfatter forbrydelser mod menneskeheden som handlinger, der er udført som en del af et omfattende og systematisk bevidst angreb mod civilbefolkningen. Og ville bombningerne i dag ikke kunne karakteriseres sådan?

Ligeledes kan man spørge sig selv, hvordan højt begavede videnskabsfolk kunne medvirke til udviklingen af sådanne masseudrydelsesvåben. Et svar kan måske findes hos Den tyske filosof og sociolog Theodor Adorno (1903 – 1969) som, mens han levede i eksil i USA og under indtryk af krigen og holocaust, advarede mod, at vi adskilte vores tænkning fra følelserne. Han mente, at vores dømmekraft skulle måles på, om det lykkedes at bringe følelserne og tænkningen i overensstemmelse med hinanden. For at være beredt til at gøre ondt kan ikke kun henføres til en mangel på følsomhed, men også til en mangel på intelligens og indsigt. Han mente også, at massekommunikationens nye tekniker, reklame, radio, film og fjernsyn ikke blot præger vores ydre liv, men også vores indre, idet de bl.a. adskilte følelser og forstand. Derfor, siger Adorno, er godtroenhed tåbeligt, og at den, der stræber efter at gøre det rette har brug for en kritisk bevidsthed. I den kritiske bevidsthed er forstanden og følelserne aktive. I den bevidste vægring ved at indordne sig i den generelle tænkning, i viljen til at holde stand og ikke at lade sig bedrage melder følelserne deres behov. Hvis vi slettede de sidste spor af følelser fra vores tænkning, ville vi ifølge Adorno ikke have noget mere, der kunne være et anstød til tænkningen. Følelsen af, at ”der er noget galt” eller ”der mangler noget”.

Filosoffen Hannah Arendt påpegede også, at højtbegavede mennesker ikke umiddelbart evner at tænke. Hun havde fulgt retssagen mod nazisten Eichmann, som var en af hovedarkitekterne bag drabene på Europas jøder og konkluderede, at han ikke kunne tænke. I sin berømte bog om ondskabens banalitet analyserede hun Eichmanns karakter og ud fra den gjorde hun det klart, at en maskinel udførelse af ordrer uden tanke for det man gør, ligger bag megen ondskab. Sammen med tænkningen kommer samvittigheden, hævdede hun.

Den nyere naturvidenskab giver Adorno og Arendt ret i deres kritik af adskillelsen af forstand og følelser. Videnskabsfolk som fx Antonio Damasio, der siden 1990erne har undersøgt følelserne og hjernen, har fundet flere antydninger af, at det er følelserne, som er anledningen til vores beslutningsprocesser. Vi må altså, for at nå frem til kloge domme eller til i det hele taget til at være i stand til at fælde domme, gøre brug af såvel vore følelser som af vores intelligens.

Som leder af Manhattanprojektet blev J. Robert Oppenheimer atombombens 'far', men det er stærkt tvivlsomt, om en atombombe i 1945 overhovedet havde været en realistisk mulighed uden Bohrs forudgående teoretiske arbejde.

Bohr havde sin andel i bomben. Det var der mange, der havde. I modsætning til de fleste af sine kolleger indså Niels Bohr også hurtigt atombombens frygtindgydende potentiale. Bohr havde tid til at tænke på bombens konsekvenser. Han forudså tidligt et våbenkapløb, hvis ikke man ikke efter krigen i en åben og fordomsfri verden frit udvekslede videnskabelige ideer. Kun således kunne man i fællesskab tøjle atomernes kraft, så man kunne undgå de altødelæggende konsekvenser og i stedet høste frugterne, mente han allerede i 1944.

Ligeledes gik Albert Einstein efter verdenskrigens afslutning ind for atomar nedrustning og skabelsen af en verdensregering.

Men langt op i det 20. århundrede var det primære motiv for at tildele midler til forskning og innovation, at det var nødvendigt for at ruste samfundet militært. Militær dominans var – og er – i vid udstrækning synonym med teknologisk dominans. Og jeg husker endnu, hvordan den amerikanske ide om neutronbomben vakte voldsomme folkelige protester, da projektet for alvor begyndte at blive realiseret i slutningen af 1970’erne.

Konceptet bag neutronbomben er uhyre simpelt og går tilbage til slutningen af 1950`erne. På dette tidspunkt har USA udviklet brintbomben, der udsender relativt lidt radioaktiv stråling, som til gengæld kan anrette ødelæggelser af et ufatteligt omfang.

I USA`s overkommando var der bekymringer for, at de enorme ødelæggelser ville gøre våbnet uanvendeligt i krig, fordi al infrastruktur vil blive udslettet og efterlade et ørkenlandskab uden værdi ved erobring.

Neutronbomben derimod anretter kun meget få ødelæggelser og har næsten ingen sprængkraft, men er til gengæld designet til at udsende al sin energi som skadelig radioaktiv stråling. Strålingen vil i løbet af kort tid dræbe eller invalidere alt levende indenfor bombens rækkevidde. De få overlevende vil efterfølgende få voldsom strålesyge. Da næsten al den radioaktive energi bliver udløst på én gang, vil der kun være relativt lidt radioaktiv forurening, når USA`s tropper efterfølgende erobrer det ramte område. Målet med neutronbomben er at dræbe eller invalidere flest mulige mennesker med så lille tab af infrastruktur som muligt. En bombe, der dræber næsten alt levende, men kun skaber relativt lidt ødelæggelse – hvilket også er med til at give bomben øgenavnet »det perfekte kapitalistiske våben«, som dræber alt levende men lader fast ejendom stå uskadt tilbage. Eller som modstanderne af den ironisk formulerede det, dræber alt levende og bevarer alt af værdi. For mange var det topmålet af perverteret teknologisk atomtænkning, som var stukket helt af fra den humanistiske atomtænkning, der var begyndt for mere end to tusind år siden.  

Siden det 6.århundrede f.Kr. overvejede filosoffer, om ikke kosmos ikke kunne være opbygget af blot en grundsubstans. I det 5. århundrede f.Kr. forklarede Leukip, at alt bestod af usynlige og uforanderlige smådele. Hans elev Demokrit systematiserede denne teori og kaldte smådelene for atomer – det græske ord atomos betyder udelelig.

Leukip og Demokrit forklarede, at atomerne var adskilt af et tomt rum, i hvilket de kunne bevæge sig frit. Denne bevægelse lod dem kollidere med hinanden. Derved ville atomerne arrangere sig på ny, ligesom objekterne i den erkendelige verden ville forandre sig. Atomernes antal var uendelige. De konfigurationer de kunne indgå i var imidlertid endelige. Deraf opstod indtrykket af, at der findes et fast antal af forskellige stoffer. De atomer, som danner vores krop henfalder imidlertid ikke når vi dør, de bliver snarere spredt og kan bruges igen.

Med denne teori, som kaldes atomisme, har de to filosoffer designet det første mekanistiske verdensbillede. De havde ikke længere brug for guder til at forklare hvordan verden hang sammen. De formulerede også nogle af materiens grundsammenhænge, som kom til at præge fysikken, frem for alt i det 17. frem til det 20. århundrede, da slutteligt atomfysikken revolutionerede naturvidenskaberne.

Aristoteles, ’humanismens fader’, troede slet ikke på hypotesen om atomer, men senere fandt den igen vej til tænkningen gennem filosoffen Epikur (341 – 270 f.Kr). Epikur voksede op i en tid, hvor den græske filosofi, med Platons og Aristoteles lærer, allerede havde nået sit højdepunkt. Interessen havde flyttet sig fra metafysikken til etikken, fra den politiske til den personlige etik. Epikur fandt frøene til en ny skole i tidligere filosoffers tænkning og spørgsmål, fx i Sokrates’ undersøgelser af grundlaget for humane begreber og værdier.

Epikur anser sjælero og sindsro for at være livets mål, glæde og smerte anses for at være det godes henholdsvis det ondes rødder. Men han viser også hvordan der af disse rødder udvikler sig retfærdighed, dyd og lignende egenskaber. For det ville være ”umuligt at føre et behageligt liv uden at leve klogt, hæderligt og retfærdigt”. Det gælder også omvendt: Ingen kan opføre sig klogt hæderligt og retfærdigt, som ikke fører et behageligt liv. Epikurismen er altså ikke, som det ofte bliver påstået en stræben efter sanselig fornøjelse for sin egen skyld. En større lykke, siger Epikur, opnår vi gennem viden, venskab og et moderat liv i frihed for frygt og smerte.

Den største hindring, der står i vejen for åndelig sindsro, ser Epikur i angsten for døden. Denne øges endnu mere gennem den religiøse overbevisning om, at den, der vækker gudernes vrede, må bøde for det i livet efter døden. Epikur træder ikke op mod denne frygt med en anden forestilling om livet efter døden, men med en forklaring om, hvad døden egentlig er. Først og fremmest er vi nødt til at indse, at vi ikke engang kan være vidne til vores egen død, fordi vores bevidsthed (vores sjæl) slutter i dødsøjeblikket, hvilket Epikur forklarer ved at anvende Leukipps og Demokrits atomteori. Når den lærer os, at alt enten er atomer eller et tomt rum, så kan sjælen ligeledes ikke være et tomt rum. Den bevæger sig nemlig dynamisk med kroppen, altså må den bestå af atomer. Disse er fordelt rundt om kroppen og så skrøbelige, at de opløses, så snart vi dør. Derfor kan vi ikke længere føle noget. Og så er det tåbeligt at frygte døden og plage sig selv med den, mens man lever. For, som han siger: "Når vi er, er døden ikke til stede, og når døden er, er vi ikke til stede". Døden er absolut, kun en opløsning af atomer, der er intet efter døden, og derfor er der heller ingen grund til frygt. "Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke". Man skal i stedet koncentrere sin psykiske energi om det, man har indflydelse på.

En af de ting vi kan koncentrere vores psykiske energi om, for at undgå en lignende tænkningens perversion, som atombomben er udtryk for, er at fjerne kløften mellem teknologi og mennesker. Den engelske forfatter og samfundskritiker C.P. Snow påpegede for mere en tres år siden, at det moderne samfund er præget af en splittelse mellem teknologi og mennesker, og at dialogen mellem de teknisk-naturvidenskabelige discipliner og den humanistiske tradition er karakteriseret af fremmedgørelse og tavshed.

Ifølge Snow er samfundet splittet mellem naiv teknologioptimisme og overfladisk teknologikritik. Denne splittelse er så dyb, at den reelt udgør to forskellige kulturer.

Den teknologiske kultur er udtryk for en opfattelse af menneskets historie, der siger, at historien skabes af videnskab og teknologi, der udvikles i forskernes laboratorier for senere at overføres til samfundet i form af varer og tjenesteydelser.

Overfor dette billede står ifølge Snow den humanistiske kultur. Den forstår først og fremmest samfundet som en løbende udvikling og tilpasning af institutioner, rettigheder, dannelse og oplysning. Det er menneskets erkendelse, kunst, sprog og civilisation, der driver historien frem. Og mennesket står i kraft af sin autonomi og fornuft hævet over teknologi og økonomi. Det er institutionelt forestillinger om rettigheder, værdighed og selvbestemmelse, der tegner historiens egentlige fremskridt – ikke teknologi eller tjenesteydelser på et marked, siger Snow.

Det skæbnesvangre ved denne kløft mellem to kulturer er ikke så meget tilstedeværelsen af to konkurrerende menneskebilleder, men derimod at de to kulturer bliver anset som hinandens modsætninger. Humanister anser teknologi for at være kommerciel og fremmedgørende. Teknologiudviklere ser modsat humanister som verdensfjerne, abstrakte og ude af stand til at bidrage til konstruktive løsninger. Hermed forsvinder den afgørende og på mange måder selvindlysende tredje position: forsvaret for en humanistisk sensitiv og demokratisk forankret teknologiudvikling. En sådan teknologiudvikling bliver, for mig at se, accentueret af de udfordringer, vi står overfor i forbindelse med den aktuelle corona-, biodiversitets- og klimakrise m.v.

Atomvåbnene er blot en af de ulykker, som er undsluppet Pandoras æske, og der er kun håbet tilbage. Håbet om, at fornuften vil sejre. Som Epikur påpegede, kan man ikke leve lystfuldt uden samtidigt at leve fornuftigt. Fornuften er vores højeste gode, var hans credo.

I 1987 indhentede fornuften USA’s præsident Reagan og Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov. Midt i den kolde krig kunne de blive enige om at afskaffe en hel del atomvåben, så burde vi så ikke også nu, i en fredeligere periode, kunne blive enige om helt at afskaffe dem.

For Gorbatjov var nedrustningsaftalen blot et første skridt. Til BBC sagde han sidste år, at ”så længe der findes masseødelæggelsesvåben, særligt atomvåben, er vi alle i kolossal fare. Alle verdens lande burde skrive under på, at alle atomvåben skal destrueres. Både for vores egen og for planetens skyld”.

Desværre går det for øjeblikket den forkerte vej. Atommagterne moderniserer og udbygger deres arsenaler, nedrustningsaftaler udløber og nye atommagter kommer til. Man bliver ind imellem lige så desillusioneret som forfatteren Tjekhov, da han skrev til en ven: "Vi har vænnet os til at leve i håb om godt vejr, lykkelig kærlighed, rigdom og succes, men jeg har aldrig hørt om nogen, der håbede på at blive klogere". Indtil man få øjeblikke efter stille memorerer Nordahl Griegs manende ord, fra 1936:

”Dette er løftet vårt/fra bror til bror:/vi vil bli gode mot/menskenes jord./Vi vil ta vare på/skjønnheten, varmen -/som om vi bar et barn/varsomt på armen!”

(30.09.20)