FARVERIGE HØSTTANKER I JULI

Efter at jeg tidligere på året mødte folks beklagelser over tab af livskvalitet på grund af aflysninger af planlagte udlandsrejser, mødes jeg i disse dage, hvor manges ferier går på hæld, af begejstrede fortællinger om rige oplevelser i det danske land. Ude i naturen, som vi siger, som om vi har fortrængt, at vi selv er natur. Oplevelser, som, for nogle, overraskende, endda overgår tidligere sommerferiers oplevelser under varmere himmelstrøg. Og det endda i en særlig kold, våd og blæsende juli.

For mig er det ikke så overraskende. For mig er oplevelserne i den danske natur nemlig en del af hverdagen. Og jeg har det lidt som Dan Turell, ”jeg holder af hverdagen”. Jeg er også i den privilegerede situation, at jeg ikke behøver at besøge min mor, med 89 år i bagagen, på et plejehjem. Sådan helt generelt privilegeret, men da især også i denne coronatid! Ud over at jeg kan besøge hende i hendes eget hjem og have, har vi også fundet os en rute ude i det danske landskab, som vi sammen bevandrer. ” Jeg siger ikke mer”, for ”ingen skal få vide, hvor lærkereden er”. Her har vi i nogle års løb, i fred, nogle gange om ugen, fået de 7-8 kilometer i benene, som turen efterhånden er blevet til. Vi har nemlig også sandet Søren Kierkegaards, ganske vist gamle, men stadig vise råd i et brev til sin svigerinde Henriette (Jette) Kierkegaard i 1847:

”Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den. Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud - jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart, at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, - men, ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok”.

Når vi således, flere gange om ugen, primært på grund af terrænets optimale beskaffenhed til en vandretur for min mor, år ud og år ind, betræder de samme stier og veje, kunne man forledes til at tro, at turen efterhånden ville blive lidt monoton. Men det er den ingenlunde. Turen er ikke den samme i regn og rusk, som den er på en solskinsdag. Den er ikke den samme på en kold februardag, som den er nu, her i juli. Lige som vejrliget også var en inspiration for 250- års fødselaren, komponisten, Ludwig van Beethoven. Han gik tit ture ude i det fri uden for Wiens bykerne, som åbenbart var et alt for larmende og stressende sted, invaderet af Napoleons franske tropper. På disse gåture fik han ofte musikalske ideer, som han noterede ned i den skitsebog, han altid havde med i inderlommen. Måske er det her, han fik inspiration til det voldsomme tordenvejr, der, i ”Pastoralsymfonien”, bryder løs og igen driver over. I en symfoni, der ellers skildrer en dejlig dag på landet.

På en sådan vandretur, som vores, drejer det sig selvfølgelig ikke kun om at få nogle kilometer i benene. Vandringen kvalificerer også samtalen. Det vidste jo allerede filosoffen Sokrates for mere end et par tusind år siden. Han dyrkede ivrigt gymnastik, ligesom han dansede for sundhedens skyld. Sit erhverv som filosof udøvede han ved at indlade sig i samtale med dem, han mødte på sin vej. Det var ligegyldigt for ham om partneren var en statsmand, en skomager, en general eller en æseldriver. Han mente åbenbart, at det, han havde at sige, angik enhver. Det eneste, det kom an på for ham, var den rette tænkning og intet andet. Rettænkning er for ham først og fremmest, at man forstår, hvad man siger, og at man står til regnskab over for sig selv. For Sokrates er af den overbevisning, at det hører til det at være menneske, at man ved besked om sig selv.

Det er også som om vores samtaler, som måske er det væsentligste på turen, og de naturligt opståede pauser i dem, tilpasser sig vejrliget og omgivelserne. En kornblomst i grøftekanten lukker, for min mor, et øjeblik op for barndomserindringer, hvor hun sammen med sin mor, ved Astrup i Vestjylland, plukkede buketter til pynt og til brug i husholdningen. På en martsdag, bliver vi inspireret af en kildes rislen til, i fællesskab, at prøve at erindre os fortsættelsen af teksten, ”når vinteren rinder i grøft og i grav”. På nær det med ”de krøllede blade” erindrede vi, at fortsættelsen lød: ”og rugens krøllede blade/sig ranker i solen, som spejles i hav/jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf/min hakke, min skovl og min spade”. Andre gange afbrydes samtalen af bogfinkens fløjt eller lærkens energiske og inciterende triller, som maner til momentan tavshed. En enkelt gang har en flyvende destruktionsmaskine, sandsynligvis fra Skrydstrup Flyvestation, flænget luften og stilheden og dræbt muligheden for enhver samtale og enhver tanke med en infernalsk larm, der samtidig føltes som slag på brystet. Men vi overlevede!

Samtalens indhold kan også påvirke hastigheden, hvormed vi bevæger os. Den tjekkisk/franske forfatter Milan Kundera (1929 - ) har, i sin roman ”Langsomheden” (La Lanteur), skildret hvordan: ”Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen, mellem hurtigheden og glemslen. Lad os forestille os en yderst banal situation: en mand går på gaden. Pludselig ønsker han at komme i tanke om noget, men mindet forflygtiger det. I dette øjeblik sagtner han automatisk sin gang. Én der forsøger at glemme en pinlig begivenhed, som han lige har oplevet, sætter derimod farten op, som om han hurtigt vil fjerne sig fra det, som stadig er for tæt på ham i tiden. I den eksistentielle matematik tager denne erfaring form af to elementære ligninger: graden af langsomhed er ligefrem proportionel med glemslens intensitet.”

En yderligere ting, der ikke gør turene monotone er årstidernes, månedernes, dagens og endda øjeblikkets lys- og farveskift. Disse skift som også fascinerede maleren Oluf Høst (1884 -1966) og gjorde, at han kunne finde evig inspiration til sine hjemstavnsbilleder. Den hjemstavn, han uafladeligt fandt tilbage til. Det fortælles, at han, i en række små lommebøger i lyseblåt papiromslag, plejede at nedskrive eller nedridse hastige notater om, hvad der vakte hans opmærksomhed og eftertanke. Han har, i notesbøgerne, fx farvenotater som disse:

”Blaat giver Dybde./ Storm skrevet med Kridt paa graa Himmel./ Skyer kommer op i Række med Kridtvandsrand. Sorte Fugle./  Vissengrønt, koldgrønt, røgbrunt, asfalt./        Grøn Maane, sortekraplak Skyer, sovende, grønt Land. Man skal fylde Rummet med Sol, man får ikke Sol ved at male alting gult./  Mal aldrig noget, hvor ikke Formen er udtalt, og har et drivende Fodslag med Farven. Man skal være primitiv i sin Form, Virtuositet er et veltalende Bedrag. Gør alt til en bestemt Paletfarve, lige meget hvad det skal forestille, afgjorte Farver som dem, man maler Døre, Porte, Lofter eller Paneler med./      Det er ikke den store Forskel paa mørkt og lyst, der gør Styrken af Tingen og Tilværelsen, men Styrken ligger i Farvens forskellige stofkarakter, Forskelligheden paa flere Maader: surt, friskt, koldt, varmt, blødt, haardt, sløvt, næsvist osv. Taalmodigt maa man opmærksomt analysere Farvernes Sammenhæng i Naturen for at have Midler til at tolke dybere Realitet.”

Modsat det gamle, akademiske princip søger Høst fra farven til linjen. For Høst var det Cézanne, der fik størst betydning for denne søgning. Den franske maler blev hans absolutte kunstideal.

Og gang på gang, år efter år, opsøger han, som jeg på mine vandreture, det samme motiv. Det motiv, der inspirerede ham så meget, at da hans ven, kaptajn Ejnar Mikkelsen, i 1932 inviterede Høst på et togt til Island og Grønland med skibet, ”Søkongen”, kom han til at længes så meget efter Bornholm, at han sprang fra i Reykjavik og rejste hjem. Oluf havde måske også fået sejlet nok, nu da hans drøm om at blive kunstmaler var blevet opfyldt! Han fødtes den 18. marts 1884, gik i realskolen, kom ud at sejle 14-15 år gammel og var siden i Nordøstersøen med sejlskibe og med en damper i Amerika og helt over til Vladivostok. Det fortælles også, at han savnede hjemstavnen så meget, at han, under et besøg i Nordsjælland, måtte hen til vinduet for at orientere sig om månens stilling, så han kunne forestille sig, hvordan den stod over hans hus i Gudhjem. Han kunne ikke være for længe borte ad gangen, for det var på Bornholm, han skulle indhøste resultatet af sit maleriske arbejde. Her arbejdede han med motivet i studie efter studie, mindre optaget af at gøre et billede færdigt end at undersøge og gennemtrænge det virkelige indtryk. ”Maleriet er et fortryllende Middel til at udfritte Skæbnen”, siger han. Her lader han, som jeg på mine ture, hele naturen virke på sig, vindens blidhed eller trods, den våde, krydrede skov i den lyse nat, køer, der brøler langt ude på en mark, fuglene, der flyver forbi – alt virker med på malerens sind og er med til at bestemme billedets holdning. Måske var det derfor, han havde så svært ved at slippe sine billeder. Ofte medbragte han pensler og farver på selve udstillingen af dem for at rette på billederne. Det bød han også private billedejere: han mødte op hos dem for at ændre på eller for at generhverve et billede til "færdiggørelse", som han kaldte det. For mig er naturoplevelserne også, som hos Oluf Høst et ”fortryllende middel til at udfritte skæbnen”.

Når min mor og jeg har nået vores vendepunkt på ruten, ”the point of return”, mødes vore blikke af det, der føles som grænseløse vidder - for tiden bemalet med rapsplanter. Øjet blev tidligere på året forført af de ”solgult” iklædte rapsmarker, indtil en økologisk landmand fortalte mig, hvad de gemte på. At det gule tæppe dækker over en jord, der, godt hjulpet af kemi, nærmest kan karakteriseres som et, biologisk set, trist ørkenlandskab. Det var mit ”point of no return”, derefter gav øjet efter for bevidstheden. Så nu er det åbne landskab, for mig, iklædt det, som Oluf Høst måske ville notere som ”discountgult”, i sine lyseblå notesbøger. Siden er den høstklare rapsgule slette, her i juli, blevet afløst af et ucharmerende, monokromt brunt regime, som kun, hvor der dyrkes økologisk, forsonende bestrøs med årstidens hvidgult blomstrende flora af vild natur. Så, hvis Oluf Høst i dag skulle tage noter fra dele af min vandrerute, ville det måske lyde sådan:  ”Den gule discountfarve, smurt ud over monokrome rapsmarker, er nu afløst af en bæbrun nuance!/ Ingen forsonende farvebrud af grønt og rødt i det monokrome. Brunt diktatur! /Jeg gentager: Man skal fylde Rummet med Sol, man får ikke Sol ved at male alting gult.” 

Han ville i det hele taget nok ikke have genkendt vores landskab i sine egne billeder. Det kom jeg til at tænke på, da en ”Høstklar” havremark, på tilbagevejen, påkalder sig opmærksomhed med sine bjælder, ”mer end tyve, tror jeg, på hvert strå”. Dem som bonden kalder for sine fold. Ja, ”Gud velsigne ham, den bondeknold”!

Ham, der gav havren mæle og begavede os med sangen ”Jeg er havren” - Jeppe Jensen Aakjær (1866-1930), den kvikke vogterdreng fra Skive-egnen, der kom på højskole og blev student i København, men vendte hjem til det jyske som folkelig forfatter og taler – ville nok heller ikke kunne genkende det aktuelle danske landskab. Allerede i sin levetid tog han livtag med sin tids udvikling af landskabet og livet på landet.

»Heden er Underet«, mente Aakjær, og han mente, at underet blev stjålet af Hedeselskabet, der fra 1866 havde drænet, tromlet og beplantet for at gøre hede til landbrugsjord. Aakjær havde ikke sans for kampråbet: Hvad udad tabtes (ved at miste Nordslesvig i 1864), skal indad vindes. Han så det som en tvangskultivering ud fra østdanske idealer om at have bøgeskov overalt.

Han førte veloplagt krig mod »Beplantningsapostlene«. Hans bevaringsromantik omfattede endda hustomter som »mumlende Stemmer fra Tidernes Dyb« (!). Ellers førte han »Naturens Sag mod Kulturen«, og han ønskede fredede områder til at »beskytte den uberørte Natur«.

Hans vigtige artikel ’Naturfredning’ i Politiken 1909 er både et manifest og en bandbulle mod Hedeselskabet som »jydsk Naturs Indre Mission«. Og Indre Mission er nok det værste skældsord, som Aakjær kan komme op med. Han, som endda er blevet fængslet for at tale om den franske revolution og kritisere netop Indre Mission. Og han havde ret i, at der var grund til at frygte Hedeselskabet, som endnu i 1960’erne tvangsudrettede Skjern Å med så katastrofale følger, at det gamle åløb måtte genskabes i 1980’erne. »Ingen falder paa at regulere Rhinen; det gaar lettere med Karup Aa«.

Nogle bønder fik også af verbalkrabasken, selv om han holdt af bondestanden, men for ham var modstykket til den vindesyge gårdmand den beskedne husmand. Således mente han, at mange bønder var grebet af materialistisk grådighed, spillede kort med det store hartkorn og kom i lommen på banker og lånekasser. Med Venstres andel i forsvarsforliget i 1909 var bonden ligefrem blevet ’Løbedreng for Militarismen’. Og sådan havde idiosynkrasierne gjort Aakjær døv for store dele af den ’udvikling’, han kun kunne sætte i gåseøjne.

En udvikling, som siden bare har taget fart. I dag ville heller ikke Aakjær kunne genkende det danske landskab. Stordrift og specialisering har givet bedre økonomi, men intet godt for klima, natur eller dyrevelfærd. Markerne er blevet kæmpestore og går helt ned til åerne. Mange hegn er blevet sløjfet. Husdyr ser man ret sjældent. Der er langt mellem lærker, stære, viber og harer. Og der er arter, der er helt forsvundet.

Selv for mig, der er noget yngre end både Høst og Aakjær, har landskabet undergået store forandringer i min levetid. Jeg husker, hvordan køerne var på græs, og malkestaldene om sommeren var tomme, når vi besøgte familie på landet. Jeg husker de våde enge, hvor viberne boltrede sig om foråret. Ja, jeg mindes endda at have set selvbindere trukket af heste, når der skulle høstes. Ligesom vi engang, i de vilde hegn, senere på året høstede forsyninger af nødder til vinteren og plukkede perikum til den hjemmelavede snaps.

Den natur, der møder os i dag, er stærkt forarmet og fragmenteret – og udviklingen fortsætter med stormskridt i den gale retning. Gennem årtier har samtlige naturrapporter dokumenteret, at levesteder generelt forsvinder med skræmmende hast, og at arter udryddes og uddør hurtigere end nogensinde. Den officielle afrapportering til EU om vores vigtigste naturtypers og arters tilstand tegner et grumt billede af Danmark, hvor naturtyper med ’ugunstig bevaringsstatus’ er steget fra hele 90 procent til 95 procent på kun seks år, fra 2013 til 2019, mens tallet for arter med ’ugunstig bevaringsstatus’ er forværret fra 39 procent til 57 procent. Vi er EU’s bundskraber.

For igen at skabe mere biodiversitet i det åbne land, og ikke så meget af nostalgiske grunde, har de, der i dag, som Aakjær, fører ”naturens sag mod kulturen”, skabt en vision på tre ben. De tror, at levende hegn, vand og køer kan gøre en stor forskel.

100 meter hegn, 100 meter eng og alle køer på græs vil give en stor forbedring for biodiversiteten, så naturens forarmning kan rulles tilbage. 100 meter hegn betyder, at der højst må være 100 meter mellem hegnene. 100 meter eng betyder, at mindst 100 meter langs åerne udlægges som eng. Alle køer på græs hver sommer betyder flere køer til at græsse enge m.m. Det gør man i Sverige hver sommer. Og det har været lov dér i mere end 30 år. Det vil være en forbedring for både dyrevelfærd og biodiversitet.

De levende hegn skal have en vis bredde og beplantes med lokale løvtræer som eg, tjørn, hassel, kirsebær, ask og el. Det vil skabe fødegrundlag og levesteder for insekter, fugle og smådyr.

En vision, som måske ville kunne give os alle - og især fremtidige ”standturister” - endnu større oplevelser i det åbne danske landskab og ”nudge” os væk fra klimafjendtlige flyrejser. En vision om et landskab med mere varieret flora, insektliv og gode levesteder for fx lærker og de andre 3 millioner småfugle, der er forsvundet. Et landskab, hvor kunstmalere, som Høst, ville skulle bruge flere farver på paletten og poeterne ville finde yderligere inspiration til digte og sange som Aakjærs. Fra barnsben var Aakjær, som han siger et sted, ”fortrolig med stilheden i naturen og i menneskelivet”. Stilheden kunne han opleve ved at færdes i engene og ved bredderne af Karup Å; men især mødte han den på heden. Stilheden som fx fandt vej ind i hans digt, ” Stille, hjerte, sol går ned”:

1. Stille, hjerte, sol går ned,/ sol går ned på heden,/ dyr går hjem fra dagens béd,/storken står i reden/ Stille, stille, hjerte, sol går ned.                                                                     

2. Tavshed over hedesti/ og langs veje krumme./ En forsinket humlebi/ ene høres brumme./  Stille, stille, hjerte, sol går ned.

3. Viben slår et enligt slag/ over mosedammen,/ før den under frytlens tag/ folder vingen sammen./ Stille, stille, hjerte, sol går ned.

4. Fjerne ruder østerpå/ blusser op i gløden,/ hededamme bittesmå/spejler aftenrøden./ Stille, stille, hjerte, sol går ned.

(31.07.20)