CITIZEN TRUMP

Forleden vakte det opsigt, at demonstranter blev fjernet med vold, så Trump, iført slips, habit og bibel, kunne få taget billeder foran en kirke. I den forbindelse blev der også taget billeder af præsidenten, da han få minutter efter, sådan lidt ensomt i sin magtbrynde, gik tilbage til Det Hvide Hus. Kun, på behørig afstand, fulgt af sit ”hof” og omgivet af det kampklædte politi, som kort forinden havde ryddet området for demonstranter med blandt andet brug af knipler, tåregas og gummikugler.

Netop, som dette billede havde brændt sig ind på nethinden, kom jeg tilfældigt til at genlæse Halfdan Rasmussens digt, ”Præsidentens lidelser”. Det fik mig til at tænke på, om præsident Trump ikke også burde være genstand for lidt empatiske overvejelser, ligesom i Halfdan Rasmussens digt:

”Før du angriber præsidenten/ bør du prøve at forstå hans situation/ og ikke bare frakende ham/ alle menneskelige egenskaber/ For osse præsidenten/ har store personlige problemer at slås med/ Døm ham ikke på hans handlinger alene/ Bag hans vindende smil/ skjuler sig et langt livs sorg/ Præsidenten har en ligtorn som plager ham døgnet rundt/ Kunne folk blot forestille sig/ hvilken uhyre sum af lidelser/ hvert skridt koster præsidenten/ ville de sikkert tilgive ham de fejltrin/ der udspringer af hans plagsomme sygdom/ Du som selv er sund og rask:/ Tag hensyn til præsidenten! Tving ham ikke til uoverlagte handlinger/ Træder du præsidenten over tæerne/ vil han en dag udslette verden/ for at lindre de smerter/ han er blevet påført af en ublid skæbne”.

’Præsidentens lidelser’ står i ’Fremtiden er forbi’, som Halfdan Rasmussen, 70 år gammel, udgav på det Schønbergske forlag i 1985, men forekommer her 35 år efter, med en præsident Trump i USA, stadig aktuel. Måske er det værd at overveje, hvad det er for ”en ligtorn, som plager ham døgnet rundt”. I hvert fald er det da værd at overveje, så han ikke ”en dag (vil) udslette verden for at lindre de smerter, han er blevet påført af en ublid skæbne”.

Efter at have læst digtet var min umiddelbare tanke, om ikke Trump deler skæbne (og ligtorn) med hovedpersonen i den amerikanske film, Citizen Kane (i Danmark markedsført som Den store mand). Filmen er fra1941, og er instrueret af Orson Welles. Den var Welles' debutfilm og er ofte blevet kaldt for verdens bedste film. Den vakte stor opsigt med sin banebrydende brug af dybdefokus, skæve vinkler og perspektiv set fra gulvet af.

Orson Welles spiller selv hovedrollen som aviskongen Charles Foster Kane, der i filmens åbningsscene udånder efter at have sagt sit sidste ord: "Rosebud" (= rosenknop). Vi oplever Kanes liv i en serie af flashbacks, idet en gruppe journalister forsøger at opklare, hvad han mente med ordet. Det afsløres først i filmens slutbillede.

Kane er en ret skrupelløs mangemillionær, som, i sit palads, Xanadu, har samlet enorme mængder af de smukkeste og dyreste ting i verden. Erhvervet ved at bruge alle i nærheden af sig til at nå sine mål. De er alle simple instrumenter for hans ambitioner. Besat, som han var af at skaffe sig ting og penge, behandlede han mennesker, som om også de var ting. Han troede, at han derved kunne få magt over dem. Men, som den tyske moralfilosof, Kant, kunne have belært ham om, må man ikke behandle sine medmennesker som ting. ”Der Mensch ist keine Sache”! At tro det er en grov forenkling. Det mest komplicerede her i livet er netop, at personer ikke er ting! Men Kane blev fanget af, at det i begyndelsen gik godt. Han opdagede, at ting kan købes og sælges. Og når man opfatter mennesker som ting, kan man selvfølgelig også købe og sælge dem. Ting kan man også bruge, så længe de dur, og bagefter kan man smide dem væk. Nøjagtig sådan var Kanes forhold til de mennesker, der omgav ham, til sine elskerinder, sine venner, sine ansatte, sine politiske rivaler, til ethvert levende væsen.

I slutningen af sit liv går Kane så alene rundt gennem alle salene i sit palads, der vrimler med spejle, som kaster hans eget ensomme billede tilbage til ham tusindvis af gange. Ensom og vel også lidt træt af sig selv. For når man har behandlet andre som ting, er det, man får tilbage fra dem, også ting. Man får derimod aldrig venskab, respekt og endnu mindre, kærlighed. For respekt, kærlighed og basal samhørighed findes kun mellem ligeværdige mennesker.

Som nævnt udånder Kane, i filmens begyndelse, omgivet af de smukkeste og dyreste ting i verden, mens han fremmumler ét ord: ”Rosebud”. Det viser sig, i filmens slutning, at Rosebud er navnet på den kælk, Kane legede med som barn, dengang han endnu levede et liv omgivet af autentisk kærlighed, og hvor han også selv viste kærlighed over for dem, der var omkring ham. Trods alle sine rigdomme, trods al sin magt er det erindringen fra barndommen, erindringen om det gode liv, der overgår alt, da Kane drager sit sidste suk!

Filmen om Donald Trump er endnu ikke lavet, men plottet fra filmen, Citizen Kane, synes snublende oplagt til efterfølgelse for dem, der måtte gøre forsøget. Det bliver så spændende at finde ud af, om Donald Trump også har en "Rosebud" som sin sidste erindring om en autentisk følelse!

(20.06.20)