BEFRIELSEN

 Forleden fejrede vi, midt i coronakrisen, 75-året for Danmarks befrielse fra en undertrykkende besættelse i fem forbandede år. I den forbindelse forsøgte mange sig med sammenligninger med coronavirussens besættelse af vores verden. Og der findes jo mange analogier. Hvor der før var forsamlingsforbud, er der nu opholdsforbud. Hvor der før var alsang, er der i dag fællessang med Philip Faber - hver for sig. Skolebørn var dengang forvist fra skolerne, fordi disse var indtaget af besættelses-magten, ligesom den aktuelle besættelsesmagt, virussen, også har forvist skoleeleverne til hjemmeundervisning - hver for sig. Alt sammen fine overfladiske betragtninger.

Den helt afgørende analogi er imidlertid, for mig at se, at ”hverdagens helte”, midt i begge krisesituationer, stiller til tjeneste, uanset om de bliver kaldet eller ej. Dengang, som nu, lider hverdagens helte afsavn i fællesskabets tjeneste. Ja, nogle sætter endda livet på spil i fællesskabets tjeneste, og nu endda i kampen mod en usynlig fjende med en ukendt modus operandi. Midt i kriserne træder nogle mennesker i karakter og viser deres sande jeg.

Det, der udfordrer et menneskes identitet og selvforståelse, er de forandringer, der sker med det. Midt i sådanne kriser indser vi, at det er mig, der skal leve med det, jeg gør. Vi er ofre for os selv, og skal selv bære rundt på det, vi gør. Vi slipper ikke for os selv. Heller ikke, når vi er kommet igennem krisen, for det karakteriserer netop det moderne menneske, at det hele tiden rammes af forandringer og i den grad hele tiden skal finde sig selv i forandringen. Netop i sådanne krisesituationer opdager vi, at vi ikke frit kan vælge alt her i livet, men at vi kan vælge, hvordan vi vil være som mennesker. At danne vores identitet er først og fremmest en proces, vi gennemgår med os selv. Det er når mennesket handler – og især når vi foretager vigtige valg – at vi forholder os til vores egen eksistens.

Hvor vigtig vores identitet er for os, illustrerer en lille beretning af Bruno Bettelheim meget fint. Bruno Bettelheim (1903-1990) var en amerikansk psykoanalytiker og børnepsykolog, som voksede op i en jødisk familie i Wien, hvor han uddannede sig inden for psykoanalyse og filosofi og tog sin doktorgrad 1938. Efter 12 måneder i tysk koncentrationslejr undslap han i 1939 til USA. I et essay, ”The Price of Life”, har han denne beretning fra koncentrationslejrtiden:

”En dag stod der en flok nøgne fanger i kø foran gaskammeret og ventede på at komme ind. På en eller anden måde opdagede en SS-officer, at en af fangerne var tidligere ballerina. Han beordrede hende til at danse. Hun adlød og dansede ind imod ham, greb fat i hans riffel, skød og dræbte ham. Hun blev omgående selv dræbt. Selv om denne dans var blevet udført under så grusomme omstændigheder og kostede danserinden hendes liv, havde den nået at ændre hende fra at være en ting, et nummer, til at blive en person. Som et nummer havde hun været indstillet på at acceptere den skæbne, hun skulle dele med de andre numre foran hende. Da hun begyndte at danse, blev hun den ballerina, hun før havde været. Hun valgte frit at gøre, hvad hun ville. Hun blev forandret, om så kun for nogle sekunder, og reagerede som hendes gamle ego ville have reageret og gjorde det af med den fjende, der skulle til at ødelægge hende, selv om det kom til at koste hende hendes liv”.

I fortællingen ”Syndfloden over Norderney” fra 1934, giver ingen sig ud for det, de er. Karen Blixen lader derfor Kardinalen i fortællingen konkludere: ”Paa din Maske vil jeg kende dig”. Og måske er det sådan, at vi ofte, i den daglige trummerum, kun er til at kende - på vore masker. Bag den spiller vi måske bare den rolle, som vi føler livet har tilskikket os. Ja, vi føler måske endda, at vi gemmer os bag masken for at undgå problemer og for ikke at skulle vælge os selv.

Ud over at det er en illusion, at man kan gå igennem livet uden problemer og modstand, er det heller ikke ønskeligt. Det illustreres måske bedst med filosoffen Immanuel Kants eksempel med fuglen, som forestiller sig, at den bedre ville kunne flyve uden den luftmodstand, som netop gør, at den kan flyve. Det er sådan set luftmodstanden, der er forudsætningen for, at den har friheden til at være fugl. På samme måde kan man sige, at det er situationens krav, som gør det muligt for mennesket at realisere sin frihed til at være menneske. Når vi taler om menneskets frihed, drejer sig ikke om frihed fra situationens krav og begrænsninger, men frihed i situationen. Søren Kierkegaard ville sige, at hvis man ikke tager sin historie og sine valg på sig, men tegner et lidt bedre selv – så vælger man ikke sig selv, men en anden, og så mister man sig selv. Et menneske, der træder i karakter, forholder sig objektivt til sig selv som den, man rent faktisk er, og ikke som den, man gerne vil ses som. At vælge sig selv, er friheden til at blive i stedet for at være.

Den gamle græker Aristoteles (384 – 322 f.Kr), en af den klassiske oldtids store filosoffer, mente ligefrem at denne frihed hang sammen med begrebet lykke. Aristoteles mente, at lykken var det højeste og vigtigste mål for mennesker, og at etik handler om at definere lykke og finde ud af, hvordan vi bliver lykkelige eller får et godt liv. Men hvad er det gode for mennesket, hvad er det sande gode? Aristoteles svarer: at mennesket så vidt muligt virkeliggør det, mennesket er af væsen og fuldkommengør det. Med disse tanker, som jo fx også Kierkegaard siden delte med ham, blev Aristoteles ofte kaldt for humanismens stamfader. Den humanisme, der som rettesnor havde, ”bliv,hvad du er”.

Samtidig mente Aristoteles også, at lykke skabes sammen med andre mennesker. Ingen kan blive lykkelig helt alene. Han mente, at mennesket består af krop og sjæl, det gør alle levende ting. Til forskel fra dyresjælen har mennesket også evnen til at tænke og vælge, en fornuft. Det var noget unikt ved mennesket. Det var, for ham menneskets bestemmelse at forstå verden, og ikke, som mange nutidige tænkere mener, at beherske verden. Verdensforståelse er for Aristoteles, og for den græske tænkning i det hele taget, meningen med den menneskelige væren. Mennesket skal opdrages og ”dannes” af læremestre og af naturen, og mennesket skal hele tiden udvikle sin tænkning og filosofere over livet.

Noget, som også den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) havde taget til sig og praktiserede. Han mente, at mennesket er som et vildt dyr, der skal tæmmes. I oplysningstidens ånd betragtede han mennesket som menneskets eget produkt. Mennesket er et naturvæsen, men kan ved egen kraft hæve sig op til at blive et menneske i samspil med andre mennesker. Det er ikke determineret, forudbestemt, af sin biologi, men kan ved egen indsats ændre sin situation. Kant mente, at evnen til at skelne mellem ret og uret er medfødt ligesom de andre fornuftsegenskaber. Ifølge Kant var etikken, eller moralen en sag for fornuften og ikke for religionen.

Moralloven udspringer af menneskets ”selvlovgivende” fornuft. Man kan vel også kalde den menneskets samvittighed. Kun når man handler i overensstemmelse med den, og man føler at man har pligt til at handle sådan, handler man i frihed. Kant formulerede moralloven som et kategorisk imperativ. At den var kategorisk vil sige, at den gælder i alle situationer, til alle tider. Begrebet imperativ kender vi måske bedst fra grammatikken, hvor vi også kalder det for bydeform. Her betyder det altså, at moralloven er befalende eller ufravigelig. En vi ikke kan komme udenom.

Kant udformede det kategoriske imperativ på flere måder. Først og fremmest siger han: ”Handl kun efter den maksime ved hvilken man samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov.” Eller sagt på en anden måde, at man altid skal handle sådan, at man samtidig ønsker at den regel, som man selv handler efter, skal kunne blive en almen lov. Det samme, som når man måske har hørt sine forældre sige: "Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet."

Men Kant sagde også: ”Handl således, at du altid tillige behandler menneskeheden, såvel i din egen person som i enhver andens person, som mål og aldrig et middel.” Det vil sige, at man altid skal behandle et menneske som et mål i sig selv og ikke alene som et middel for at opnå noget andet. Man må altså ikke bruge andre mennesker for selv at opnå fordele, og man skal heller ikke bruge sig selv kun som et middel til at opnå noget. At behandle andre som rene midler er det samme som at betragte dem som ting. For, som Kant siger: ”Der Mensch ist keine Sache”, mennesket er ikke en ting. At ville have et godt liv er i sidste ende det samme som at ville give et godt liv til andre.

Erich Fromm (1900-1980), tysk-amerikansk psykolog, sociolog og psykoanalytiker) udtrykte det på denne måde: ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil, at de skal gøre mod dig er et af etikkens fundamentale principper. Men man kan med samme ret hævde: Hvad du end gør mod andre, gør du også mod dig selv”. Man skal være sig selv bekendt i det man gør. For at være menneske består først og fremmest i at stå i forhold til andre mennesker.

Så et godt menneskeliv er et godt liv med andre mennesker. Det var for Kant ikke nok at folk kunne læse, skrive og bestå nogle prøver. De skulle også forstå, hvad det vil sige at være menneske og borger. Uden denne opdragelse ville mennesket bare blive en maskine. Det vigtigste i skolelivet er med andre ord ikke blot at få gode karakterer, men at udvikle en god karakter. Karakter handler om at kunne styre sit eget liv, om at tage et ansvar og forsøge at leve op til det. Det kalder man også at blive myndig.

Her i coronakrisen har mange været presset til at overveje deres eksistens. Begrebet eksistens er afledt af det latinske verbum ex´istere, som betyder at træde frem, at blive synlig. Så det har, for mange, været nødvendigt at spørge sig selv, hvordan vil jeg træde frem som menneske, hvordan vil jeg være synlig for mig selv og for andre? Spørgsmål, der, i krisesituationen, er blevet stillet i det, Holocaust-overleveren, Viktor Frankl, har kaldt et eksistentielt vakuum. Frankl mente, at mennesket er drevet af at finde mening, mål og værdier, også under svære omstændigheder. Eller måske nogle gange på grund af dem. Og mange er så, efter svære overvejelser, trådt frem, eller, som vi også kalder det, ”trådt i karakter”. Måske som det Kant kaldte myndige mennesker. Dem, vi i offentligheden nu kalder ”hverdagens helte”. Dem, hvis værdighed nu står lysende klar. Dem der, mens vi andre har kunnet isolere os, har varetaget ’kritiske funktioner’. Dem, der tidligere, som ting, der var vigtige for ”produktionen”, på management-sprog, blev kaldt human resources, menneskelige ressourcer og ofte blev belønnet med lave lønninger, nedskæringer og bureaukratisk mistillid - men som alligevel ikke svigtede vores tillid i nødens stund!

Den danske teolog og filosof Knud Ejler Løgstrup (1905 – 1981) mente, at tillid er forudsætningen for, at vi som mennesker kan forholde os til hinanden. Og især den elementære tillid lægger Løgstrup vægt på. Han mente, at det er en etisk fordring at tage vare på den andens skæbne, og at det egentlig er noget naturligt for os at gøre det. Vi har nemlig en grundlæggende tillid til hinanden. Når vi møder et andet menneske, har vi en forventning om, at den anden er til at stole på. Vi går ud fra, at vi kan stole på det, den fremmede siger, hævder Løgstrup. Vi er prisgivet det, som han kalder de suveræne livsytringer. Som han siger, så står man med den andens skæbne i sin hånd med hensyn til den måde, man møder andre mennesker på sin vej. ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som han vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” (K. E. Løgstrup i ”Den etiske fordring”).

Han mener også, at der i vores forhold til andre mennesker må være tre grundlæggende fænomener til stede, før man kan tale om et etisk forhold: ”Tillid, kærlighed og talens åbenhed”. Misbruger den fremmede tilliden, oplever vi, at der er sket os en uret, og sker det mange gange ender den basale tillid med at blive til mistillid. Løgstrup mener, at tillid eksisterer som noget grundlæggende i mennesket. Man kan ikke skabe tillid, men man kan nedbryde tillid. Når vi viser tillid, åbner vi os for andre og gør os dermed sårbare. Det er derfor, vi reagerer så voldsomt, når den misbruges.

Og derfor har der også åbenbaret sig antihelte midt i coronakrisen. Efter at TV2 afslørede, at syv virksomheder, der har modtaget offentlig corona-støtte siden den 1. maj, selv om deres snørklede selskabskonstruktioner fører til en ultimativ ejer i et skattely, blev disse virksomheder antihelte. Det blev fx pludselig upopulært at købe sine linser hos såvel Lagkagehuset som hos Synoptik.

Den græske filosof Epikur (341-270 f.Kr.) har lagt navn til betegnelsen for en anden personlighedstype, som også har fået lidt af en antiheltestatus. Epikuræeren er en, der sætter sanselig nydelse som livets formål. Og når man, i det offentlige rum, i parker, på gader og stræder eller i medierne, blev konfronteret med en sådan person, som i øvrigt ofte færdedes i flok, svandt tilliden til, at nydelsen kunne underlægges fællesskabets interesser.

Det er dog, som en lille sidebemærkning, lidt uretfærdigt at tillægge gamle Epikur en sådan livsførelse. For selv om Epikur videreførte den hedonistiske skole, som blev grundlagt af Aristippos af Kyrene, og som er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse, så reviderede han også læren. Og han hengav sig langt fra selv til nogen hedonisme. Ligesom han, mere forsonende, også definerede nydelse som fravær af uro i sjælen og smerte i legemet, og han anbefalede i øvrigt mådehold som opskrift på et lykkeligt liv. Lidt modsat af, hvordan vi i dag bruger udtrykket – let nedsættende – om en livsførelse, som er præget af sanselig nydelse af "livets goder": feinschmeckeri, libertinisme, sanselighed osv.

Sådan ligesom Kierkegaards ”æstetiker”, som heller ikke bekymrer sig om det moralske og det etiske i forhold til sine handlinger, og som vælger ud fra lyst og mulighederne i øjeblikket og ikke engagerer sig så meget i andre mennesker eller tager ansvar for det samfund, som han er en del af og hvis motivation ofte er båret af egeninteresse. Og hvis væsentlige lidenskab er det ydre, skønheden, det sjove og nydelsen. En lidenskab, der ikke altid passer godt ind i situationer, der kalder på fællesskab og solidaritet. Begrebet solidaritet kommer af det franske solidarité som ud over samhørighed og sammenhold også betyder at give afkald på nogle (kortsigtede) fordele fordi man kan se, at en anden vil få større gavn af ens handling. Mens politikerne i starten af krisen lukkede samfundet ned, manede til fællesskab og traf beslutninger på baggrund af videnskabelige erkendelser formidlet af myndigheds-personer, er nogle politikere nu begyndt at stille deres vælgere i udsigt, at de ikke længere, midt i en corona-, klima- og biodiversitetskrise, skal give afkald. At love at de igen, på et tidspunkt, kan leve deres liv som hidtil, virker næsten som at love at lade musikken spille, mens Titanic synker.

Men heldigvis har en speciel helt også åbenbaret sig i coronakrisen – videnskaben. Er der nogen, der har vundet tillid både i corona- og klimakrisen, er det den. Den har gennem embedsværket åbent og ærligt, på baggrund af en fri akademisk tænkning og af kærlighed til fællesskabet, rådgivet os alle. Vi har set, at fornufts- og vidensbaseret politik er et effektivt våben i håndteringen af alvorlige udfordringer. Og det selvom de senere år ellers til overflod har vist, at alliancen mellem viden og politik ikke er noget naturgivent i det parlamentariske liv i Danmark. Vi er nu blevet bevidste om nødvendigheden af det, en amerikansk universitetsleder, Abraham Flexner, i 1939 kaldte ”the usefullness of useless knowledge”. Ligesom faderen til ideen om den frie forskning, Wilhelm von Humboldt, som også betragtede universitetet som statens tjener på baggrund af principper om armslængde, uafhængighed og frihed for den enkelte forsker til at forfølge sin egen forskningsdagsorden.

Spørgsmålet er nu om vi alle, nu med erfaringerne fra coronakrisen, vil springe ud som helte og følge videnskabens råd? I et essay om fugleinfluenzaen fortæller den norske biolog Bergljot Børresen om oprindelsen til alle disse sygdomme, helt tilbage fra de gammeltestamentlige epidemier. Hun kalder dem zoonoser. Teorien går ud på, at vi mennesker har taget dyr, som har levet adskilt i naturen, og ført dem tæt sammen. Det har ført til, at en virus, som ikke gør skade på en gris, kan blande sig med en virus fra en and, hvorefter den atter muterer i mødet med mennesker og kan blive til en ny influenzavirus hvert år. På samme vis opstod kopper hos mennesker fra kokopper, og vira, som ikke gør skade på flagermus, kan således smitte os, sådan som det sandsynligvis skete på et fødevaremarked i Wuhan i fjor.

Vil vi, nu da pandemien har mindet os om, at vores liv er forbundne og altid har været det, også være rede til at forandre os? Albert Einstein erkendte allerede for mange år siden: ”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som skabte dem”. Som den norske forsker, lidt ubekvemt, ræsonnerer, er vi fx nødt til at lave helt om på den måde, vi producerer kød, mælk og æg, for det her handler ikke kun om kødmarkeder i Kina, men om produktionsmetoderne i hele verden. Det mener hun vi er nødt til, hvis vi ikke vil have, at disse pandemier fortsætter, under stadig nye navne. Med hensyn til om menneskeheden er i stand til at ændre tankegang var Einstein dog ikke så optimistisk, for, som han også sagde: ” Det er beskæmmende, at vi lever i en tid, hvor det er lettere at sprænge et atom end en norm”.

Gode gamle Sokrates talte om en indre stemme, som han kaldte en daimon. En slags samvittighedens røst. En røst, som kender os mennesker ud og ind og vi er i konstant dialog med. Lidt lige som den russiske forfatter LeoTolstoj,der mente, at der i den menneskelige psyke befinder sig en slags ”helte” og ”antihelte”. I sin roman, ’Opstandelse’, fra 1899 skildrer han dette tvesind gennem romanfiguren Nechljudov: ”Som hos alle mennesker således boede der også i Nechljudovs bryst to forskellige naturer: Den åndelige natur, der kun stræber efter noget højere, ædlere, der også geråder andre mennesker til nytte og velsignelse; den anden, dyriske natur, der kun søger eget vel og som uden at betænke sig sætter den hele verden på spil derfor”.

For fremtidens skyld er det nu nødvendigt, at vi alle bliver helte, sprænger normerne, følger vores daimon, finder vores åndelige natur og befrier den fra livet bag maskerne!

(02.06.20)