MENINGSFULDHED I EN CORONATID

I mere end 300 år har den overvejende fortælling om os selv, menneskene, været, at vi har været i stand til at adskille ånden og tanken fra kroppen og materien og handle fornuftigt - rationelt. I Frankrig kalder man det ’cartesiansk’, efter filosoffen Descartes. Ham med de berømte ord: ”cogito, ergo sum”, der betyder, jeg tænker, altså eksisterer jeg. Gennem fornuften, vores rationalitet og viden, har vi forestillet os, at vi er i kontrol med naturen og os selv.

Denne selvopfattelse har med klima- og coronakrisen lidt et knæk. Vi har ikke været i stand til at kontrollere hverken naturen eller naturen i os selv, vores begær. Ikke fordi vi ikke har vidst det. Videnskabsmændene har længe fortalt os, at vi er ved at ødelægge kloden, vores eget livsgrundlag, med et kæmpe overforbrug. En viden, som vi sammen med vores egen uformåenhed har været eminente til at fortrænge. Ligesom vi, som dødelige væsener, konstant fortrænger vores dødelighed.

Nu står vi så i den situation, at en coronavirus har spredt sig hurtigere end vores viden om den. Covid-19 er en ny og ukendt sygdom. Når vi ellers bliver konfronteret med nye trusler, hvad enten de er reelle eller indbildte, er vi skabt til at kæmpe eller flygte. Men som med andre af vores naturlige impulser er frygt ikke til gavn for os i enhver situation. Vi ved godt, at det ikke altid er godt at give efter for vore impulser. Og den væsentligste erkendelse i forbindelse med pandemien er, at panik kun gør alt værre. Som Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektøren for WHO, udtrykte det: ”Det er fint at være bekymret, men frygt og panik er farligt. Lad os bevare roen og gøre de rigtige ting”. Når man gribes af panik, kan man nemlig tabe ikke blot hovedet, men også hjertet og fornemmelsen for medmennesket.

Filosoffen Søren Kierkegaard skelnede mellem frygt og angst. Frygt har et objekt, og man kan sige, hvad man er bange for. I dette tilfælde coronaen. Angsten derimod har ikke et objekt, da det handler om de ukendte muligheder, der følger med at være et frit menneske. Angsten er så at sige den kvalitative forskel på dyr og mennesker. Angsten kan opstå, når vi skal tage stilling til os selv, vores identitet. Og i denne tid, hvor vi er sammen hver for sig, giver isolationen jo rig anledning til at overveje sig selv. Hvordan vil jeg agere i denne coronatid? Hvordan vil jeg være menneske midt epidemien - og efter den?

Når Kierkegaard trækker angsten frem, er det fordi, han anså mennesket for at være frit. Men det er ikke uden problemer at være født fri, for det betyder, at man gang på gang oplever at måtte træffe valg og at fejle eller ikke at slå til. En ikke uvant følelse her i coronatiden. Og her tænker jeg ikke på at træffe det rigtige valg blandt de 2012 forskellige t-shirts, man frit kan vælge imellem i en tilfældig web-shop. Det, der udfordrer et menneskes identitet og selvforståelse, er de forandringer, der sker med det. Det karakteriserer netop det moderne menneske, at det hele tiden rammes af forandringer og i den grad skal finde sig selv i forandringen. Angsten opstår, når vi indser, at det er mig, der skal leve med det, jeg gør. Vi er ofre for os selv, og skal selv bære rundt på det, vi gør. Vi slipper ikke for os selv.

For Kierkegaard er ”Begrebet Angst” en helt naturlig del af den menneskelige eksistens. Den skal ikke helbredes med medicin, for angst er så naturligt, at det ikke er almindeligt at være uden den! Man må slippe forestillingen om at være fuldkommen og i stedet stå være ved sin fejlbarlighed. Og så må man tro på, at det nok skal gå alligevel, og at man bliver tilgivet, af sig selv og andre, når det ikke gør! Det gælder også, når det drejer sig om ikke bukke under for den ensomhed, angst eller det savn, der måske aktuelt stikker hovedet frem.

For at frygten og angsten ikke udvikler sig til en psykisk lidelse, er det vigtigt også at undslippe de ensomme tanker og de evindelige informationer og advarsler om coronaen. Og frem for alt ikke lade sig rive med af de, på TV og andre steder, selvudnævnte ’eksperter’, der lider af det, man i psykologikredse har kaldt Dunning-Kruger-effekten, ifølge hvilken man overvurderer egen ekspertviden, og undervurderer andres eller kloger sig på noget, man ikke har begreb om. Noget man fx kan undgå ved at søge tilflugt i naturen og kulturen. Det vi er fælles om!

Sådan var der også mennesker, der tænkte under pestens hærgen i 1300-tallet. Således skrev den italienske forfatter Giovanni Boccaccio, i perioden fra 1349-52, verdens første novellesamling, Dekameron (på italiensk Il Decameron). Det er fortællingen om hvordan 10 unge mennesker, syv kvinder og tre mænd, søger tilflugt på landet, væk fra pestens hærgen i Firenze. For at få tiden til at gå fortæller de, hen over ti dage, hinanden 100 ridderhistorier, erotiske historier og historier om købmandskabets snusfornuft og franarrelser. I en af de mest livsbekræftende, menneskelige og erotiske fortællinger, man kan forestille sig. Den er for øvrigt nyligt blevet genudgivet i en nyoversættelse. ’Dekameron’ var et nybrud, som blev skrevet med vid og mod med baggrund i en periode, der ligner vores, hvor så meget liv gik til grunde, og det dejligste ved livet var truet. Selv i min pureste ungdom, mere end 600 år efter, ansås værket som dristigt, og et som man, oftest skjult, nøjedes med at bladre igennem i læsesalen på Kolding Bibliotek.

Selv har jeg, i denne tid, også søgt tilflugt hos nogle af de mange venner, bøgerne, som reolen gemmer på, og som for nogles vedkommende i lang tid har været forsømt. Gennem mange af bøgerne fandt jeg tidligt i livet ud af, at handlingen ofte ikke var det vigtigste ved min læsning, men at de gav mig anledning til at tænke over, hvem jeg selv er, og hvem vi er som mennesker. Ligeledes var de anledning til, gennem personerne, at tænke over, hvad godt og ondt er, hvad min egen samvittighed ville kunne rumme og ikke rumme. Nogle gange blev jeg konfronteret med uløselige dilemmaer og spørgsmålet om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg stod i samme situation. De blev ofte en skoling i empati. Ja, jeg har måske endda også, gennem en god fortælling og gennem min indlevelse i en fiktiv persons liv, fået sympati for denne, selv om personen har gjort de uhyrligste ting, som jeg absolut måtte tage afstand fra? Litteraturen giver os en enestående mulighed for at overveje os selv og vores fællesskab!

Det gør sig fx også gældende med den velestimerede og adlede tyske digter Gustav von Aschenbach, som er den fiktive hovedperson i den tyske forfatter Thomas Manns roman, ’Døden i Venedig’, fra 1912. Aschenbach er taget til lidoen for at rekreere sig oven på den tyske vinter. Romanen foregår i en svunden tid, en tid hvor de højere samfundslag tilbragte 'sæsonen' på kursteder, landsteder eller badehoteller. Venedigs lido var et af de mest mondæne steder, hvor man kunne blande sig med ligesindede, dyrke kulturelle interesser ved at bese kirkernes fresker, drikke kaffe på Markuspladsen og dyrke strandlivets glæder fra sit badehus.

Aschenback dyrker dog en særlig glæde, som ikke passer ind i det mondæne miljø. Han er nemlig homoseksuel, og ikke nok med det tiltrækkes han af den 14-årige Tadzio, en polsk dreng, der bor på hotellet sammen med sin familie. Drengen er billedskøn, og Aschenbach kan ikke holde blikket fra ham. Og igennem romanen skildres hans forvandling fra den agtede og agtværdige digter og æstet med fuld kontrol over sit liv til en gammel, sminket libertiner.

Handlingen foregår parallelt med at Venedig rammes af en kolera-epidemi, og trods myndighedernes forsøg på at skjule den af hensyn til turistindustrien, affolkes hotellet lidt efter lidt. Akkurat som det sikkert kunne være foregået i dag! Den dag, den polske familie rejser, betragter Aschenbach resigneret Tadzio for sidste gang fra strandstolen, og langsomt vender denne sig om og vinker ad ham. Da Aschenbach vil rejse sig og følge ham, segner han om i stolen - endnu et offer for koleraen.

Da jeg i sin tid læste romanen, tænkte jeg ikke så meget på, at jeg også kunne komme til at stå midt i en epidemi, der krævede eksistentielle valg. Jeg var heller ikke homoseksuel og kunne derfor heller ikke genkende de involverede drifter. I dag kender jeg dog til både at stå midt i en coronaepidemi og at skulle træffe eksistentielle valg i den forbindelse. Genkendelig og vedkommende er også Thomas Manns fortælling om den altfortærende, men forbudte kærlighed, som han skriver uendeligt smukt om. Selv om både jeg og hovedpersonen ved, at dette går galt, at han skal vende om, at han skal rejse hjem, kan han kan ikke rejse, da han ikke kan leve uden den elskedes nærvær. Mens vi således bevæger os gennem fiktive personers indre liv, bevæges vi selv.

Måske kan yngre mennesker endda, her i coronaens tid, være så heldige at finde en lige så passioneret kærlighed, som man kan opleve i Nobelprisvinderen Gabriel García Márquez fortælling om den store og altfortærende kærlighed i romanen ’Kærlighed i koleraens tid’ (1985). Det er historien om en kærlighed, der kunne vente 53 år, 7 måneder og 11 dage.

Så langt tilbage ligger koleraens tid, hvor Florentino begyndte at elske Fermina, der dog giftede sig med en anden. Da hendes ægtefælle, doktor Juvenal Urbino imidlertid, pinsedag, pludselig falder død ned af en stige under et forsøg på at fange sin undslupne papegøje, afsluttes Florentino Arizas ventetid, og han er mere end parat til at dele bord og seng med enken, Fermina Daza. Florentino Ariza har elsket hende lidenskabeligt – omend langt fra trofast – gennem hele livet. I deres ungdom forsmåede hun ham til fordel for doktoren. Det var på den tid, da koleraen hærgede. Og symptomerne på kærlighed og kolera er i alt væsentligt de samme. Bogen er en lang bekræftelse på den tro, som Florentinos onkel sætter ord på: At livet »igen og igen tvinger mennesket til at blive genfødt på ny«.

Det er dog ikke kun litteraturen, der kan bevæge os bort fra de dystre tanker her i epidemien. Søren Kierkegaard var ikke kun en inspiration for bevægelse i sindet. Han var også god for et praktisk råd om bevægelse, for som han sagde: ”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til.

Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” - ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.” Og når man således bliver ved med at gå en tur ud i det danske forår - længere kan man jo nok ikke gå nu, hvor grænserne er lukkede - hvor livet pibler frem, akkompagneret af lærkers, musvitters og bogfinkers brogede kor og solen stimulerer serotoninen, kan man endda også glemme klima- og diversitetskrisen og efterlades med tanken om, at så går det jo nok.

Får man ikke nok af foråret og naturen derude, kan man jo så siden tage den med hjem i stuen. Min gamle højskolesangbogs forårssange kan ikke blot bringe forårsfornemmelserne frem som buketter i stuen, men sætter også liv i minderne om mit eget forårs højskoleliv, årtier tilbage.

Tit vender jeg tilbage til min yndlingssang i Højskolesangbogen, ’Tit er jeg glad’, et kærlighedsdigt skrevet af en 22-årig, forelsket B.S. Ingemann, der på fineste vis akkompagnerer nuets følelsesliv. Endnu mere ekspressivt bliver det, når det beriges med Carl Nielsens smukke melodi. Hvem kan ikke netop nu genkende sig selv i den første strofe: ”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde/thi intet hjerte deler helt min glæde/Tit er jeg sorrigfuld og må dog le/at ingen skal den bange tåre se”. Mit eget tvesind genkender jeg især i fjerde strofe: ”Tit taler jeg - og vil dog gerne tie/hvor ordet ej må tanken oppebie/Tit er jeg stum - og ønsker tordenrøst/for at udtømme det beklemte bryst”.

Højskolesangbogen har også lært mig, at foråret og april er gode til at tage livtag med angsten. Det er nemlig også den måned den norske kæmpe, Bjørnstjerne Bjørnson, vælger i digtet, ”Jeg vælger mig april”: ”Jeg vælger mig april! / i den det gamle falder/i den det ny får fæste/det volder lidt rabalder, -/dog fred er ej det bedste/men at man noget vil”. Og han fortsætter næste strofe med ord, der også fint akkompagnerer de følelser mange nærer i forbindelse med at komme ud på den anden, den lyse, side af coronaens herredømme: ”Jeg vælger mig april! /fordi den stormer, fejer/fordi den smiler, smelter/fordi den evner ejer/fordi den kræfter vælter, -/i den bli'r somren til!” Ord der forløser!

Man kan selvfølgelig også bare lade komponisten Vivaldi bringe sig foråret - bækkene, der pibler frem efter vinterens frost, de lune briser, fuglesangen, lyden af nymfer og hyrder, der danser på marken, og en glad hund, der gør - direkte ind i stuen. Det er musik, der også stadig løfter sindet, selv om det er 300 år siden, at italieneren Antonio Vivaldi boltrede sig i forårsglæder og skrev den første af de fire koncerter for violin og strygere, som vi i dag kender som ’De fire årstider’.

Selv om Vivaldi var italiener, og man måske, som nordbo, ikke umiddelbart kan genkende sig selv i Vivaldis sydlandske forårsberuselse, er der hjælp at hente. Vivaldis musik skabte nemlig i sin tid sensation. Ja, nogle vil endda sige, at han revolutionerede musikhistorien med sine meget konkrete naturbeskrivelser omsat til toner. Så nøjagtig var man ikke vant til, at komponister oversatte virkelighed til musik. Derfor tog Vivaldi konsekvensen og lod simpelthen sine italienske baroknoder ledsage af en sonet, et lyrisk og rimet digt, der beskriver, præcis, hvad man hører i musikken. Med Vivaldis ’La primavera’ kan man fylde depoterne op med sydeuropæisk forårslys - nok til at dulme coronaleden frem til næste forår.

Geografisk er det måske lettere at genkende sine forårsfornemmelser og lade sig beruse i Beethovens ’Forårssonate’ for klaver og violin. Det vil vel også være oplagt, ikke blot på grund af musikkens tyske ophav, men også fordi 2020 er Beethoven-år. Geniet runder det kvarte årtusind og holder stadig som rollemodellen for den egensindige kunstner, der giver fanden i konventionerne, sætter sine egne regler og skaber stor kunst derved.

Er man mere til dansk musik med en uskyldig og idyllisk kildrende stemning af ungdom, gryende forelskelse og svirrende insekter i grøftekanten, hvoraf nogle måske endda slet ikke eksisterer længere her midt i masseudryddelsens tid, kan man jo ty til danske Carl Nielsens ’Fynsk Foraar’. Føler man trang, kan man endog istemme musikken med teksten til ’Den milde dag er lys og lang’, eller følge op med at læse Carl Nielsens erindringer fra opvæksten i den lille fynske flække Nørre-Lyndelse i ’Min fynske Barndom’. 

Således kan bevægelsen, naturen, litteraturen og musikken være med til at bringe os gennem isolationen, så den ikke ender som fængselspsykose, som ifølge ordbogen defineres som “en forbigående sindssygdom præget af uro og vrangforestillinger... en emotionel reaktion på belastende ydre forhold”. Hvordan man vil bevæges, hvordan man vil bruge naturen og hvilken musik og litteratur, man vil gøre brug af, er sikkert meget forskelligt fra menneske til menneske. Måske er der endda nogle, der ligesom Tom Kristensen, i digtet ”Angst” fra 1932, har brug for at bearbejde deres angst ved at forestille sig hærværk, rædsel og død. Som når han i en af stroferne erkender, ” Men min Angst må forløses i Længsel/og i Syner af Rædsel og Nød/Jeg har længtes mod Skibskatastrofer/og mod Hærværk og pludselig Død". Det er dog næppe mange, der føler sådan her i en tid, hvor mange fornemmer, at corona- og klimakrisen i forvejen har åbnet en ”Pandoras æske” af uoverskuelige vanskeligheder.

Pandoras æske er et udtryk, som henviser til græsk mytologi. Pandora er hovedperson i en oldgræsk fortælling og denne æske var Pandoras gave, som hun ofte, af Epimetheus, blev advaret mod at åbne. Men en dag tog nysgerrigheden overhånd, og Pandora åbnede æsken, og ud slap alle verdens plager: pest, sorg, fattigdom, kriminalitet og så videre. Hun lukkede krukken tidsnok til at holde én ting tilbage – håbet. Der findes flere versioner af den oldgræske fortælling, og i nogle versioner stopper fortællingen her. Jeg foretrækker nu den version, der slutter sådan: Verden blev et frygtelig plaget sted, helt til den dag, hvor Pandora tog chancen og åbnede æsken igen, og håbet strømmede ud. På denne måde fik menneskene håb i ondskabens tider.

Håbet er drivkraften i ethvert forsøg på at forandre noget til det bedre, det være sig helbredet, økonomien, samfundet, de andre eller én selv. Men håb bliver ofte forvekslet med holdninger og ønsker som ikke har så meget med håb at gøre. Det kan vel fx ikke kaldes håbefuldt at længes efter materielle ting og forbrug. At ønske sig radikale samfundsforandringer eller et bedre liv, for slet ikke at tale om et evigt, vil mange måske nok kalde for håb, men længsler af den art er ofte passive og afventende. Det latinske ord for at håbe og at vente er det samme.

Måske er håbet i disse dage, at vi, som Søren Kierkegaard, kan se angsten som en åndelig bevægelse, et sundhedstegn, et forsvarsværn, ligesom en feber er et tegn på kroppens naturlige forsvar mod en infektion. Se at håbet gemmer sig i angsten! At den er en åndelig bevægelse, der får os til at erkende, at vores liv ikke bare lever sig selv, og at spørgsmålet er, hvad man stiller op med sig selv. Det er derfor Kierkegaard knytter angst sammen med frihedens mulighed, som er, at man opdager sig selv som et væsen, der kan forme sit liv på forskellige måder. Lige så forskelligt, som da Søren Kierkegaard iagttog datidens mennesker og inddelte dem efter deres livsanskuelse i spidsborgere, æstetikere og etikere og religiøse.

Æstetikeren, som Kierkegaard vel anså som prototypen af en dansker, er modsat spidsborgeren, bevidst om, at han kan vælge, hvordan han vil være menneske, men han bekymrer sig ikke om det moralske og det etiske i forhold til sine handlinger. Han vælger ud fra lyst og mulighederne i øjeblikket og engagerer sig ikke så meget i andre mennesker eller tager ansvar for det samfund, som han er en del af. Motivationen er ofte  båret af egeninteresse. Han tænker som en, der er optaget af det ydre, skønhed, det sjove og nydelse. Ligesom Aschenbach i Thomas Manns fortælling, ”Døden i Venedig”. Aschenbach bukker under for det, nogle ville kalde en sygelig narcissisme. Og lader sig styre af begæret og ikke af fornuften. Han besinder sig ikke i angsten på, at han ikke længere kan leve som æstetiker, og at han burde have valgt en etisk tilgang til livet. I stedet betaler han den ultimative pris for at være i drifternes vold.

Etikeren derimod opfatter livet som en opgave og vælger af pligt at tage ansvar for sig selv og sine valg. Han har ligeledes valgt at omgås sine medmennesker, som et reflekterende, autentisk og engageret menneske uden skjulte dagsordener. Ligesom Florentino Ariza i Gabriel García Márquez’ ” Kærlighed i koleraens tid”, der ellers i et anfald af jalousi bønfalder Gud om, ”at den guddommelige retfærdigheds sværd ville ramme Fermina Daza som et lyn, når hun skulle sværge kærlighed og troskab over for en mand, der kun ville have hende til kone som et smykke på sin sociale status, og han henrykkedes af forestillingen om den unge forlovede pige, der var hans eller ingens, der lå udstrakt på fliserne i domkirken, mens døden dryssede orangeblomsterne som snefnug hen over hende (…). Men da hævnen var fuldbyrdet, fortrød han sin egen ondskab, og så da Fermina Daza rejse sig, trække vejret, fremmed men levende, fordi det ikke var muligt for ham at forestille sig en verden uden hende”. Således lader Florentino, modsat Aschenbach ikke følelserne, i dette tilfælde jalousien, overmande fornuften. I stedet står nu 53 år, 7 måneder og 11 dages håb og venten på Fermina foran ham! Man kunne med den franske filosof, Pascal, tilføje: «le coeur a ses raisons que la raison ne connaît pas», hjertet har sin egen fornuft, som fornuften ikke kender.

Når Søren Kierkegaard sådan inddeler menneskene i æstetikere og etikere, er det, for mig at se, ikke for at moralisere. Jeg har altid opfattet det sådan, at han nærmere sætter et spejl op foran os, hvori vi ser os selv i øjnene og enten genkender os selv som æstetikeren eller etikeren. Siden kan man jo så spørge sig selv, om man kan lide det man ser! Jeg tror dog også, at vi alle, for at komme igennem såvel corona- som klimakrisen, bliver nødt til at besinde os på, at vi ikke længere kan leve som æstetikere. Vi kan ikke bare leve livet efter, hvad der umiddelbart behager os, men må tage et kvalitativt spring fra æstetikere til etikere og have en fornuftig tilgang til livet. Der er brug for det, den tyske moralfilosof Immanuel Kant kaldte den offentlige brug af fornuft. Og vi må, som Mahatma Gandhi sagde, selv være den forandring, som vi ønsker at se i verden! Så kan vi indfri det løfte, som nogle af os allerede i vores ungdom i 1970erne besang med Nordahl Griegs ord: ” Dette er løftet vort/Fra søster, til bror:/Vi skal bli' gode mod/Menneskenes jord./Vi vil ta vare på/Skønheden, varmen -/Som om vi bar et barn/Varsomt på armen”.

Den tyske kunstner Gerhardt Richter har sagt: ”Kunsten er den højeste form for håb”. Så lad mig slutte af med lidt håbefuld digtekunst fra 1934, som kunne være skrevet ind i vores aktuelle isolation.

Det fælles

Helt alene, kun mig selv. Jeg er glad alligevel./ Lad det bare gøre ondt! Renlig smerte det er sundt!/ Ligge stille som en Sten, blive haard og blive én – /Ikke opløst ikke øm, nedbrudt af en Lykkedrøm,/ men forsigtig, næsten død, til jeg får mit næste Stød,/ til den næste Smerte slaar sine Rovklør i mit Haar./ Stig kun ned i Ensomhed, maaske kommer du – hvem ved –/ Gennem Ensomhedens Port ud til noget frit og stort,/ og det fælles – store Fund! – laa på Ensomhedens Bund.

(Otto Gelsted: Fra Under Uvejret 1934)

(30.04.20)

Kommentarer

Endnu et velskrevet og tankevækkende essay fra din hånd. Dejligt at genkalde sig dine litterære, musiske og digteriske eksempler. Jeg er også ret vild med Gabriel García Márquez.