FLEMMING DAMS FORFATTERSIDE
Så tog den israelske forfatter Amos Oz afsked med den verden, som han absolut ikke var tilfreds med.
Han blev født i Jerusalem i 1939 og døde i Tel Aviv 2018. Ud over at være forfatter var han også medstifter af den israelske fredsbevægelse, Fred Nu og Genève-initiativet. Moralsk var Oz dybt irriterende for de politiske kræfter, som har ledt Israel ud i xenofobisk arrogance og et voldsforankret forhold til palæstinenserne, som Israel ifølge Oz er nødt til at forsone sig med. Han afviste at se sit lands konflikt som et opgør mellem jøder, muslimer og kristne og var heller ikke selv religiøs.
Som han selv fortæller i et interview: ” I en af mine bøger sidder Gud i en lille café, hvor en ung mand spørger, om han må slå sig ned ved samme bord. De får sig en god sludder. Det er sådan noget der sker i Jerusalem, dét skal vi huske. Men det tager lidt tid for den unge mand at blive klar over, at det er netop Gud, han sidder sammen med. Men han spørger så Gud, hvilken religion der er den rette. Om det er kristendommen eller islam, måske protestantismen eller katolicismen? Og Gud svarer akkurat: ’Min dreng, jeg har en tilståelse, jeg er ikke religiøs og slet ikke interesseret i religioner’ … ”.
Oz var også en kraftig modstander af fanatismen, for som han sagde: ” Jeg har aldrig i mit liv mødt en fanatiker med sans for humor, jeg har heller aldrig oplevet et menneske med sans for humor blive fanatiker”. Israel er blevet en vigtig stemme fattigere!
(30.12.18)