EFTERÅR

 En af barndommens sange, der, for mig, stadig inkarnerer efterårets komme, er Holsteins digt ”Det lysner over agres felt”, tilsat H. Balslevs toner.

I 1915 udgav Ludvig Holstein digtsamlingen ”Løv”, hvor digtet ”Det lysner over agres felt” er fra. Den handler om efteråret, løvfaldstiden, som er vemodig, fordi vinteren kommer, men samtidig er nødvendig for at livet kan begynde forfra om foråret.

Som voksen har digtet, for mig, fået en ekstra dimension, efter jeg erfarede, at digtet ifølge rygter også afspejler en arvekonflikt. Holstein var nemlig opvokset på Langebæksgård ved Kalvhave. Som næstældste søn, fik han dog ikke lov til at arve gården og den fede muld, og det er måske derfor, han i den sidste strofe, ironisk spørger, om han allernådigst kan få lov til at beholde den smule jord, der gemmer sig i hans skosåler. Vi kan dog forstå, at han trods arvestridighederne stadig formår at nyde naturens herlighedsværdier - dem, som ingen kan påkalde sig arveretten til.

Det lysner over agres felt,

hvor sløve plovspand kravle,

det sortner over Store Bælt

med sol på kirkegavle.

Velkommen i vor grønsværsstol

blandt grøftens brombærranker!

O, det gør godt at slikke sol

igen på disse banker!

Vel rækker høstens solskin kort,

men rønnens bær står røde.

Alleens linde blegner bort,

men vildvinsranker gløde.

Vel! Ræk mig da, o efterår,

en gravensten, som smager

af bækken ved min faders gård

og mulden i hans ager.

Og bag mig, sol, og blød mig, regn!

Jeg plukker mine nødder

og trasker langs et brombærhegn

med plovmuld under fødder.

Og det er al den jord, jeg har,

og alt hvad jeg begærer.

Jeg håber, det går an,

jeg ta´r, hvad mine såler bærer.

(01.10.19)

Kommentarer

Fornemt oplæg til en dejlig efterårsdag