FLEMMING DAMS FORFATTERSIDE
For at få orden på mangfoldigheden i den store verden griber vi ofte til metaforer fra vores egen lille verden. Således også DR Underholdningsorkestrets chefdirigent Ádám Fischer.
Fischer er ungarer og bekymret for sit lands forværrede menneskerettigheds-situation og den tiltagende isolationisme. Sidste år skrev han fx i den britiske avis The Guardian: ”Mit land bliver forgiftet af populisme”. Hans holdning er, at lande skal åbne sig og arbejde sammen om at løse verdens store problemer, fx klimaforandringer og migration, nøjagtig som når man arbejder sammen i et stort orkester. Siger man ’America First’ eller alt andet populistisk, er det ligesom at lade førsteviolinerne spille i deres eget tempo.
Uden at jeg sådan umiddelbart, i mit indre, ville kunne genkalde mig den musik, førsteviolinernes tempovalgvalg vil afstedkomme, kan jeg dog genkalde mig de mislyde, der vil opstå i det internationale samarbejde, hvis førsteviolinerne ikke bliver kaldt til orden! Ádám Fischer anvender dermed ikke de gængse metaforer til at beskrive verdens udfordringer. Han sætter lyd på humanismen!
(08.09.19)