SMADREMANDEN

Forleden lavede jeg et kækt indlæg, hvor jeg sammenlignede præsident Trumps farverige og populistiske optræden med Søren Østergaards figur, Smadremanden fra Cirkus Nemo.

Der ligger dog mere tungtvejende grunde til at kalde Trump for en smadremand, bl.a. på globalt plan, hvor han efterhånden har udviklet sig til en destabiliserende katastrofe. Hans negligering af international ret kulminerede nyligt med (i bogstavelig forstand) en dronesmadring af såvel den iranske general Suleimani og den næstkommanderende for en del af irakiske væbnede styrker, Mahdi al-Muhandis. En handling, der ifølge sikkerhedseksperter sandsynligvis vil være med til at øge spændingen i området og at styrke IS. Irans reaktion på drabene, bombningerne af baserne i Irak, blev af Trump, gennem hans tilsyneladende uudtømmelige arsenal af verbale missiler på Twitter, besvaret med trusler om, at smadre kulturelle værdier i Iran. Når nu USA alligevel skulle i gang med at ”ramme Iran meget hurtigt og meget hårdt”, kunne man jo også lige komme til at bombardere steder og mindesmærker ”på et meget højt niveau og af stor vigtighed for Iran og den iranske kultur”.

Man må formode, at Trump med disse bombemål bl.a. tænker på nogle af de 24 iranske historiske monumenter, landskaber og haver, som FNs afdeling for viden, kultur og undervisning, UNESCO, har udpeget som Verdenskulturarv. Det kunne fx være kulturelle skatte som Persepolis, Shah Cheragh-moskeen i byen Shiraz, den armenskbyggede kirke Vank-katedralen i Isfahan og de gamle broer i samme by, der engang har været hovedstad. Alle repræsentanter for en iransk og persisk kultur, der stødte sammen med den vestlige antikke græske mere end 500 år før vores tidsregning og siden har haft umådelig betydning for Vestens og Østens gensidige åndsliv. Den skiller på mange måder stadig Iran fra den arabiske verden.

At en sådan trussel kommer fra en populist er jo naturligt nok, for populister har kultur og oplysning jo altid, per definition, været suspekte, elitære kategorier. Men truslerne kommer jo ikke bare fra en hvilken som helst populist, de kommer fra USA's præsident, vestens leder, som man siger. Truslerne blev internationalt mødt med bestyrtelse. I den tyske avis Frankfurter Allgemeine skrev redaktøren, Andreas Platthaus: ”Med sin aggressive kurs i Golf-regionen styrer Donald Trump sit land i konflikt og kaster dermed enhver vestlig moral over bord”. Samtidig konstaterede Platthaus, at præsidenten med sine trusler mod de iranske kulturskatte var i færd med at omdanne sit land til ”De Forenede Slyngelstater”. Ligeledes påpegede den tyske avis Der Tagesspiegel, at Trumps trusler mod ikke-militære mål strider mod bestemmelserne i Genève-konventionen og derfor er at regne for krigsforbrydelser. Den britiske avis Guardian mente, at en bombning af kulturskatte ville være på niveau med ”folkemord, anvendelse af kemiske våben og ’strategisk’ bombning af civile”.

Heldigvis var der dog nogle i Trumps regering, der påtog sig rollen som voksne, idet først udenrigsminister Mike Pompeo og siden forsvarsminister Mark T. Esper måtte ud at afvise præsidentens angrebslyst. Helt bag på disse herrer kan Trumps mangel på dømmekraft vel heller ikke været kommet. Gang på gang har han udvist en mangel på respekt for internationale konventioner og aftaler, ligesom han mangler en forståelse for det ansvar, der knytter sig til posten i Det Hvide Hus Siden sin indsættelse har præsidenten truffet beslutninger til ubodelig skade for den internationale stabilitet. I FN har han med sin udtræden af atomaftalen med Iran vist, at han ikke respekterer sine forgængeres indgåede aftaler med de andre faste medlemmer af Sikkerhedsrådet. Han blæser altså på et af verdens centrale redskaber til stabilisering. Ligeledes har han også trukket sig ud af FNs Menneskerettigheds-kommission. Han har også vendt ryggen til Unicef, organisationen for kultur, videnskab og samarbejde. Og han har stoppet amerikanske bidrag til hjælpeorganisationen for palæstinensere, UNRWA. I klimaspørgsmålet har han, som bekendt, udfordret den alment accepterede viden om menneskeskabte forandringer. Og med sin udtræden af Parisaftalen, en international aftale inden for FN’s klimakonvention UNFCCC, som drejer sig om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf, forsøger han at undertrykke videnskab og at holde USA, der er verdens næststørste udleder af CO2 og i de seneste år har stået for, hvad der svarer til 15% af det globale udslip af skadelige klimagasser, uden for det internationale samarbejde om at modvirke global opvarmning. Han forbeholder sig altså retten til fortsat at medvirke til at smadre det klima, som ikke kender nogen grænser.

Meget tyder på, at Trump kan stå til genvalg ved næste præsidentvalg, medmindre befolkningen besinder sig og lytter til mindst 2.350 år gammel viden. Dengang den græske filosof Aristoteles beskrev forbindelsen mellem moral og godt lederskab. I et af de første filosofiske værker i Vestens historie, en bog om etik skrevet til Nikomachus (som var navnet på både Aristoteles’ far og søn), slog Aristoteles fast, at et samfund bør give de personer mest magt, som har allermest dømmekraft, phronesis, dvs. som har bevist gennem deres handlinger, at de besidder evnen til at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt og på den helt rette måde. Altså har evnen til at kunne balancere den kompleksitet og de mange hensyn, som beslutninger skal tages i.

De amerikanske vælgere kunne selvfølgelig også lytte til en af deres egne, kulturhistorikeren Gilbert Highet, som allerede i 1949, i sit storværk, ’Den klassiske tradition’, sagde følgende om begrebet civilisation: ”Civilisation er ikke hovedsageligt optaget af penge, magt eller ejendom. Den er optaget af den menneskelige tanke. Den rigeste stat i verden, eller et verdenssamfund af ubegrænset rigdom af velvære, ville selv dér, hvor hver enkelt af dets medlemmer havde så meget mad og tøj og maskineri eller materiale, som de på nogen mulig måde kunne bruge, stadig ikke være en civilisation. Det ville være hvad Platon kaldte ’”en by af svin, der åd, drak, parrede sig og sov, til de døde”. ”Civilisation er tankens liv”, lyder Highets fanfare. Og, hvis vælgerne kan bringe tanken tilbage til Det Hvide Hus, kunne det være, at Mahatma Gandhis (født 2. oktober 1869, død 30. januar 1948) svar engang blev uaktuel: ”Du spørger mig, hvad jeg synes om den vestlige civilisation? Jo, jeg synes det ville være en rigtig god ide”. 

(20.01.20)