SYNDFLODEN

 Efter at regnen nu i måneder har væltet ned over Danmark med det resultat, at marker står under vand og åerne løber over deres bredder, er det vel ikke så underligt at frontallappen på den gamle tysklærers hjerne melder ud med talemåden ”nach mir die Sintflut" - efter mig syndfloden. En talemåde, som vist end ikke er tysk, men fransk. Ifølge opslagsværkerne stammer sentensen, "efter os syndfloden", après nous le déluge, fra en fransk adelskvinde, der i 1700-tallet udtrykte sin opgivelse efter et fransk militært nederlag og siden blot festede videre. I dag er det kommet til at illustrere letsindigheden bag et samfunds- og livssyn karakteriseret ved: Ske, hvad der vil, når blot vi er borte. Og det, altså borte, er jeg da ikke helt endnu. Og talemåden er desuden også udtryk for en tankegang, som er mig helt fremmed.

Mens vandmasserne, i vores danske forestillingsverden, i disse dage, har antaget størrelse af floder, har mange af os vel grublet over, om vore - nutidens og fortidens - synder var skyld i ulykkerne. Store oversvømmelser er jo et gængs mytologisk motiv, en stadig trussel om en kosmisk udslettelse.

Sådan har menneskene sikkert også - selv om de var helt uden skyld - tænkt i 1815, da de 1750 kilometer væk kunne høre eksplosionsbragene fra Tambora - en 2868 meter høj vulkankegle med en stor caldera* på den indonesiske ø Sumbawa - og oplevede at enorme mængder af svovldioxid og aske slyngedes i vejret og spredtes over kloden. Asken blokerede for solens stråler og sænkede klodens gennemsnitstemperatur. Året efter, 1816, blev kaldt “året uden sommer” i det meste af verden. I Europa og U.S.A. sneede det hele sommeren og i Amerika lå der en halv meter sne. 100.000 mennesker døde ved selve udbruddet, men mange flere – ca. 44.000 – døde senere i forbindelse med de følgende effekter på selve Sumbawa og 38.000 på den nærliggende ø Lombok. I årene efter døde tusinder af oversvømmelser, hungersnød og sygdom.

Dengang tænkte mange sikkert – fejlagtigt - at ulykkerne skyldtes, at de måske havde forbrudt sig mod et eller andet guddommelige princip, mens vi i dag, med videnskabens hjælp, ved at nutidens ulykker skyldes, at vi lever i en anden tidsalder end i 1815. I 1815 levede menneskene endnu i den holocæne tidsalder, mens vi i dag lever i den antropocæne tidsalder. En tidsalder, der netop er karakteriseret ved, at det netop er menneskenes skyld!

Sidste sommer diskuterede hardcore forskere på højeste internationale niveau, på en naturvidenskabelig konference i Berlin, hvornår vi mennesker med sikkerhed åbnede denne ny geologiske tidsskala. De skulle finde videnskabeligt belæg for at kunne fastslå og begrunde det tidspunkt efter Anden Verdenskrig, da vi mennesker med sikkerhed åbnede en ny geologisk tidsskala. Tidligere, i de seneste 12.000 år, har vi befundet os i den geologiske tid, videnskaben kalder ”holocæn”. Ordet kommer fra græsk og betyder ”den helt nye tid”. Forskerne mener i dag, at denne holocæne tidsalder senest i 1950-erne, blev afløst af den ”antropocæne” tidsalder – ”menneskets tid”. Ikke umiddelbart noget, som menneskeheden bør være stolt af, for betegnelsen ”antropocæn” skal angive, at mennesket i dag, i denne tidsalder, er en naturkraft på linje med tidligere tiders gigantiske vulkanudbrud og nedslag af asteroider. Og forskere anslår, at vi, menneskene, i løbet af de næste par hundrede år kan forårsage den sjette massetilintetgørelse af liv i vores klodes historie. Orddelen -cæn i betegnelsen for klodens forskellige tidsaldre - holocæn, antropocæn osv. - kommer af det oldgræske adjektiv ”kainos”, der betyder ’ny’ eller ’usædvanlig’. Og der er i høj grad, allerede nu, brug for en ny tidsalder, hvad vi så end vil kalde den, for vores Jord! På konferencen i Berlin udtrykte den canadiske professor Martin J. Head det på denne måde: ”Vi har talt til Jorden og nu svarer den os”.

Og det er vel så egentlig også det, vi spørger os selv nu, efter at have oplevet vores nye ”regntid”. Er det fordi vi har talt til Jorden, og den nu svarer os? Og har vi været for længe om at lytte efter? Det er vel også det journalisterne spørger efter, når de i disse dage render videnskabsfolkene på dørene for at høre, om de aktuelle vandmasser skyldes klimaforandringerne. Et spørgsmål som de, videnskabsfolkene, nødigt vil give et entydigt svar på. Den væsentligste grund til, at de ikke entydigt vil kombinere det meget våde vejr med klimaændringerne er, at det ikke kan bevises rent videnskabeligt. Generelt kan enkelthændelser nemlig ikke tages som udtryk for en klimaændring. For at kunne konstatere videnskabeligt, at klimaændringer forårsager så meget regn, som vi har det se seneste måneder, er det nødvendigt med flere data, og dermed forstås, at vi skal se ændringer gennem en længere årrække, typisk 30 år, for at sige: Ja, det er klimaets forandring, der forårsager så meget regn. Men kan vi vente så længe?

Meteorolog og klimaformidler Jesper Theilgaard vover dog pelsen med dette udsagn: ”Derfor er det min påstand, at det er klimaændringerne, vi ser effekten af nu, i den forstand at ekstremerne forøges i et varmere klima. Uden klimaændringer ville den vejrtype, vi befinder os i, nok have givet en del regn, men slet ikke så meget. Næste år kan igen blive mere tørt og måske give tørke med hedebølger, da regnen så blot falder andre steder”.

Måske er det derfor på tide, at ansvarlige politikere snart disker op med en klimahandlingsplan, i stedet for at ville behage vælgerhavet med udsagn som: ”Det må ikke koste danskerne noget”. Selv om de ved, at det er bydende nødvendigt at vi ændrer vores forbrug. Danskernes gennemsnitlige CO2-aftryk er på 19 tons om året. For at overholde Paris-aftalen skal vi ned på blot 2-3 tons. Så vores klimaaftryk skal intet mindre end styrtdykke, hvis vi skal have en chance for at skabe en bæredygtig fremtid. Lige nu lever vi en periode, som vil få tæsk i historiebøgerne. En epoke, hvor en brøkdel af menneskeheden, ifølge videnskaben, i den individuelle friheds navn, lever på bekostning af de kommende generationers muligheder.

Lyt nu til den videnskab, som man ind imellem føler er ramt af den samme forbandelse, som Kassandra i den græske mytologi! Kassandra var en trojansk prinsesse, datter af Priamos og Hekabe. Apollon forelskede sig i Kassandra og gav hende evnen til at spå, men da hun afviste ham, ændrede han sin gave, så Kassandra nok kunne se ind i fremtiden, men ikke få nogen til at tro sine spådomme.

* En Caldera er en kraterlignende formation, der fremkommer, når en vulkan synker sammen efter et stort udbrud. Ordet "caldeira" stammer fra portugisisk og betyder kedel.

(26.02.20)