MARTIN A. HANSEN

Det er mange år siden, jeg har læst Martin A. Hansens bog ”Løgneren”. Ja, jeg blev endda i tvivl, om den faktisk havde en plads i reolen; men jo, der stod den ydmyg og upåagtet.

Anledningen til denne pludselige opmærksomhed var en klumme af Søren Ryge, der fortæller om, hvordan romanen akkompagnerede hans mandag, den 12. marts, som Ryge beskriver som en dag, hvor der var tæt tåge, nul grader om morgenen og ti grader midt på dagen. Han fandt så det, han kalder ”min forårsbog”, ”Løgneren”, frem for at genlæse romanen, som netop begynder med: ”Trettende marts. Det er tåget.”

Ryge fortæller så, at han senere går ud og ser det, hører det og lugter det, han har læst: At i dag kommer foråret. Der var lærketræk, og de første var allerede på plads oppe i tågen med deres strengespil. Johannes Vig i ”Løgneren” hørte grågæssene og agerhønsene og drømte om sneppen og Annemari, der har "sorte øjenvipper, hybenrød mund, rødt koralhalsbånd, mosgrøn bluse. Annemari hun er en sneppe”. Søren Ryge oplever denne dag yderligere en flok stære lande i elletræerne, 487 sangsvaner, der sidder tæt på Sven Hjulmands stubmark, gulspurven tælle til syv i tjørnebusken, bogfinken der slår sine triller i ahornen, ravne med stærke stemmer i tågen, gærdesmuttens glade sang i sivene og dompappens bløde fløjt i krattet.

Martin A. Hansen døde i 1955, men foråret og en righoldig natur findes heldigvis stadig derude. Lad os passe på den!

(17.03.18)