LIMPINDEN

Selv om det er et afskyeligt jagtredskab, er vi nok mange, der er hoppet på den – limpinden.

I Ordbog over det danske Sprog (1933) og på sproget.dk beskrives den sådan: ”Lim-pind, en. (jf. -stang) om pinde, besmurte med (fugle)lim, som anbringes rundt omkring i buske, saaledes at smaafugle (hidlokkede ved lokkefugle i bur) kan sætte sig derpaa og blive hængende fast”.

Og vi hopper, som nævnt - måske endda jævnligt – på den, selv om brugen af limpinden, herhjemme, blev forbudt omkring 1922. Så i dag er det højst lidt flovt at hoppe på den i overført forstand, idet man så, ifølge samme ordbog, ”er naiv nok til at lade sig narre til at gøre eller tro noget dumt”.

En af de gange, vi sådan, kollektivt, rigtigt hoppede på den, var i det første tiår af det nye årtusinde, hvor mange bl.a. lod sig lokke til et låne- og friværdifinansieret uhæmmet forbrug. Et forbrug, der blev forvekslet med lykken, og som tabte flyvehøjde - som nogle politikere ynder at udtrykke det - i slutningen af årtiet og endte med en finanskrise og medvirkede til at forstærke det, vi nu kalder klimakrisen.

Det burde i sig selv være nok til at overveje, om et materialistisk overforbrug nu også fører lige lukt til lykkeland - ikke at forveksle med ”Løkkeland” (undskyld, jeg kunne ikke lade være!) - og om vi ikke er kommet til at ”sidde fast i kalabassen”. Et udtryk jeg, i min bog ’Hvem vil du være’, anvender i stedet for limpinden:

”Kalabassen er en grøntsag, som kan have form som en chiantiflaske, og som kan udhules. Det gør man så i Vestafrika. Derefter tøjrer man så kalabassen, så den ikke kan fjernes. Derefter lægges der peanuts i den. Når der så kommer en abe forbi, kan den lige netop få hånden ned i kalabassen og få fat i peanutsene, men så længe den har knyttet hånden om dem, kan den ikke få hånden ud af kalabassen. Og man kan derefter let fange aben, for den vil ikke give slip. Således kan man også blive fanget af sin stræben efter statussymboler, som fx ”villa, Volvo og vovse”, som vi sagde i 70erne, og derved glemme de sande værdier” (s. 41).

De sande værdier, lykken, eller det man kalder det gode liv, omfattede i antikken både det moralsk gode og lykke. Lykke udgjordes af en sjælens harmoni og var lige så meget idealet om den vise, den, der forstår at leve ret. Det var dengang grækeren Sokrates, i 400-t. f.Kr., brød med en traditionel græsk tanke ved at hævde, at det er bedre at lide uret end at gøre uret. Han mente, at det at gøre ondt skader én selv, ligesom det at gøre godt gavner. Dyd var for Sokrates betinget af viden, og med den rette indsigt vil man også handle rigtigt. At gøre det rette, at realisere dyden, fører til lykke. Aristoteles, en anden græsk filosof, understregede nogle år senere betydningen af det sociale liv i bystaten og betydningen af venskabet for at opnå lykken, men sluttede dog sin etik med at fremhæve det kontemplative liv - hvor den kontemplerende fordyber sig og skuer ind i sig selv efter sandheden eller det guddommelige - som den højeste lykke."

Gad vide, om det just overståede ”klimavalg”, og den stigende bevidsthed om klimakrisen også, med et af tidens yndede udtryk, er et paradigmeskift, et udtryk for en erkendelse af - selv om det gør ondt at komme af limpinden - at lykken måske ikke ligger i et hedonistisk liv med et hæmningsløst forbrug og man i stedet sander Sokrates’ mere end 2000 år gamle visdomsord: ”Utallige er de ting, som jeg ikke har brug for”!

Visdomsord, som jeg i øvrigt selv har taget til mig og ofte har anvendt som svar, når jeg fx er blevet forsøgt påprakket en eller anden ny elektronisk "device", som ”nu er blevet udvidet med et utal af nye funktioner” - som jeg ikke har brug for!

Spørgsmålet er, om det nylige valg er et udtryk for, at vi nu vil have et samfund, der blot dækker vore behov i stedet for et, der, blot for at generere økonomisk vækst, hele tiden skaber nye unyttige behov. Om vi nu vil slippe peanutsene i kalabassen og i stedet række hånden ud til vore efterkommere og til den lykke, det er at leve på en sund klode!

Det kan måske, i denne frydefulde ferietid, virke lidt uempatisk at slutte med nedenstående strofestump fra en popsang og Erik Henningsens billede, ”Sat ud!”, fra et Danmark i 1892, for at vække til eftertanke om, hvor tidsbestemt, flygtig, forskellig og lunefuld lykken kan være.

” Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort? Ak, ofte er livet så meningsløst hårdt.”

(01.07.19)