FLEMMING DAMS FORFATTERSIDE
Så er der, på ryggen af en monumental politikerlede, sadlet op til valgkamp. For nyligt viste en gallupundersøgelse, at kun omkring en fjerdedel af befolkningen mener, at man i det store hele kan stole på, at politikere træffer de rigtige valg. Uhyggeligere virker det så, at undersøgelsen jo så samtidig viser, at 3 ud af 4 borgere ikke har tillid til politikernes dømmekraft. Og det ser ud til, at politikerne blot har taget situationen ad notam. For, som skrædderen i ”Kejserens nye klæder”, forsøger de sig atter med et, ”er det ikke mageløst?”, når de skal fremstille deres sidste minuts paniske ”spinnerier” for fremtiden! Samtidig med at de, gang på gang, bliver gennemskuet med et ”de har jo ikke noget på”!
Og hvem har så ansvaret for denne politikerlede og tillidskrise. Ja, selvfølgelig har politikerne et stort ansvar, men måske skulle vi, som borgere og vælgere - når nu regeringen, i regeringsgrundlaget, har besluttet, at vi er et kristent land - følge Matthæus’ råd, og kigge os selv i spejlet for ikke kun at se splinten i politikernes øje, men også lægge mærke til bjælken i vores eget øje. For vi har jo selv valgt politikerne og har vel dem, som vi fortjener. Så nogle vælgere må vel så også føle en vis selvlede, og erkende, at de har været dårlige borgere. Men vi kan jo ikke, lige så lidt som med politikerne, sådan umiddelbart generalisere og skære alle vælgere over en kam. Måske er vi netop som borgere i dag lige så forskellige, som da vores verdenskendte filosof m.m., Søren Kierkegaard betragtede datidens mennesker og inddelte dem efter deres livsanskuelse i spidsborgere, æstetikere og etikere.
Hvis vi følger Kierkegaards karakteristik af spidsborgeren, vil denne være en person, der endnu ikke har valgt, hvordan han vil leve sit liv som menneske. På Kierkegaards tid brugte man begrebet, spidsborger, til at karakterisere en middelmådig (småborgerlig) person uden et særligt engagement i noget, men som er god til at tilpasse sig hovedstrømmen og gøre sig til et ”man”, en gennemsnitsperson, der småsnakker om det, de andre småsnakker om, og mener det, han tror, de fleste mener. En spidsborger lever sit liv, som han eller hun nu synes, det passer sig uden nogensinde at sætte spørgsmål ved det og tror, at de valg, som arv og miljø træffer for ham, er frie valg. Det liv han fører, er det normale, og andres afvigelse fra det kan ofte føre til hans forargelse over dette normbrud. Sådanne mennesker er ofte resistente over for fakta og argumenter, men ser sig ofte kaldet til at moralisere over andre mennesker. En sådan spidsborger vil jo nok i valgboksen, være tiltrukket af politikere, der kan bekræfte ham i hans fordomme og bevidstheden om at være ”rigtig dansker”.
Æstetikeren ser Kierkegaard derimod som et menneske, der er bevidst om, at han kan vælge, hvordan han vil være menneske, men som ikke bekymrer sig om det moralske og det etiske i forhold til sine handlinger. Han vælger ud fra lyst og mulighederne i øjeblikket og engagerer sig ikke så meget i andre mennesker eller tager ansvar for det samfund, som han er en del af. Som vælger vil motivationen ofte være båret af egeninteresse. Han tænker - som en, der er optaget af det ydre, skønhed, det sjove og nydelse - ”what’s in it for me” - og sætter, i valgboksen, sit kryds derefter.
Etikeren derimod opfatter livet som en opgave og vælger af pligt at tage ansvar for sig selv og sine valg. Han har ligeledes valgt at deltage aktivt i samfundet, som et reflekterende, autentisk og engageret menneske uden skjulte dagsordener.
I et repræsentativt demokrati som vores har alle disse menneskelige karakterer en legitim ret til at stemme ved demokratiske valg. En ret som ingen kan tage fra dem, men siden demokratiets vugge stod i det antikke Grækenland, har dette faktum også været problematiseret - bl.a. af Platon. Platons kritik af det athenske demokrati (som i øvrigt ikke kan sammenlignes med vores demokrati) var et angreb på talens politiske kommunikationsform, som efter hans mening kun tilstræbte overtalelse gennem meninger, ikke overbevisning gennem viden.
Platon var af adelig afstamning og tilhørte en familie, som havde stræbt efter at besejre demokratiet. En af hans mest prægende oplevelser var, at en demokratisk folkeret havde dømt hans elskede lærer, Sokrates, til døden. Spørgsmålet om, hvordan en politisk orden kunne henrette den bedste af dens borgere – sådan var i hvert fald hans bedømmelse – besvarede Platon med en politisk systemanalyse: Det var ikke athenernes moralske dekadence eller deres onde viljes skyld, men det athenske demokratis samlede struktur, der var skyld i det. I demokratiet tilstræbte man ikke det gode, men i stedet menneskenes mere eller mindre tilfældige ønsker og behov. Dette ville kun en fundamental strukturændring, og ikke blot ændringer på enkelte institutioner, kunne afhjælpe. Platon kritiserede, at politikerne i demokratiet ikke opdrog deres medborgere, men altid kun smigrede dem for at overtale dem til en bestemt politisk handling. Begge, både politiker og borger, rådede imidlertid ikke over nogen virkelig viden for at kunne vurdere politikkens spørgsmål rimeligt. I stedet for at begive sig ud på en søgning efter sandheden, rettede kommunikationen i demokratiet sig kun mod at forme borgernes mening.
Platons kritik tog fat i det athenske demokratis selvforståelse og rødder: I stedet for den offentlige høring af borgernes ligestillede meninger skulle der træde ekspertviden, som ikke var underordnet ikke-eksperters. Som en metafor for dette brugte han skibet. Skibets ejere (her menes folket) er på samme tid passagerer, som stadigt stillede krav til, i hvilken retning skibets skulle styres; men kun styrmanden rådede over den viden, som skulle navigere skibet succesrigt gennem vind og vejr. Platon ville med dette billede tydeliggøre forskellen på viden og ren mening, og hvorfor kun den, der råder over den dertil nødvendige viden, kunne have et fornuftigt krav på styring af statsskibet. Platon frygtede nemlig, at demokrati kunne forfalde til ”pøbelvælde”, altså en styreform hvor flertallet har magten, men uden at vide hvordan de skal bruge den for det fælles bedste.
Også den danske forfatter, teolog, digter, filosof og historiker Nikolai Frederik Severin Grundtvig var skeptisk over for demokratiet. Han regnes ellers normalt som en af ophavsmændene til det danske demokrati. Det skyldes, at han var med på de møder, hvor man vedtog grundloven (den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849). I virkeligheden så han skeptisk på overgangen fra enevælde til folkestyre. Også han var, som Platon, ikke sikker på, at almuen kunne styre landet. Fra sit første politiske skrift i 1831 og frem til 1848 var frygten for pøblen, hoben og mængden et gennemgående motiv hos Grundtvig. I artiklen Om Borgerlig Dannelse fra 1834 skriver Grundtvig: ”Almuen kan ligesaalidt repræsentere som regiere sig selv, om Man saa end fyldte hele Stats-Raadet med dem, thi for at kunne det, maatte de først ved en høiere Dannelse være aandelig traadt ud af deres Sphære og var da ikke længere Almue”. De ville i så fald være et folk med en ny bevidsthedsform. Senere, i 1838, sagde han for eksempel i Mands Minde-foredragene, at "Mængden nu begyndte at giøre sin Overmagt giældende, og Mængden er altid pøbelagtig". I flere artikler i 1848 advarede han mod at indføre en demokratisk forfatning, fordi det ville give 'mængden' politisk magt. En sådan styreform kunne let splitte samfundet, idet enhver ville blive opmuntret til at søge sit eget bedste frem for det fælles bedste.
Platon mente, at man, for at undgå et pøbelvælde, enten måtte tilstræbe, at filosofferne blev konger, eller også at kongerne blev filosoffer, fordi filosoffer ikke ønsker magt, men til gengæld har visdommen til at bruge magten på den rette måde. Ordet filosofi kommer fra det græske ord ' philosophia', kærlighed til visdom, og hvis vi skal følge Platons logik, er det derfor nødvendigt, at kongen, magten i samfundet gør sig til ”ven af viden”. Et synspunkt som Grundtvig delte med ham. Han udtrykte det blot på en anden måde. For ham var det, han kaldte folkeoplysning, en forudsætning for et funktionsdygtigt folkestyre. Mens Platons løsning var, at filosofkongedømmet skulle træde i stedet for demokratiet, forligede Grundtvig sig med demokratiet, når folket blot var oplyst!
I denne logik er det derfor nødvendigt, at de borgere, som Kierkegaard karakteriserede som spidsborgere og æstetikere, tilstræber at blive etiske borgere, eller det, som oplysningstidens vel nok største filosof, måske en af de betydeligste filosoffer nogensinde, preusseren Immanuel Kant (1724-1804) i 1784 kaldte myndige borgere: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere Aude! (vov at være vis) Hav mod til at betjene dig af din egen forstand, er altså oplysningens valgsprog”. At være en umyndig borger forstås altså her ikke i gængs forstand, hvor vi jo oftest bruger det om børn, som endnu ikke er myndige og derved ikke juridisk ansvarlige.
I et retssamfund, som vores, er mennesket først myndigt, det vil sige ansvarlig for sine handlinger, når det fylder 18 år, hvorfor det så også kan straffes. Kant taler i stedet om at mennesker - som måske nok er juridisk myndige, men ikke eksistentielt - skal gøre sig til myndige borgere. Allerede dengang indså han, at ”vi lever i en tidsalder af kritik, som alt må underkaste sig”. Så vi må alle, for at undgå pøbelvældet, vove også at sætte vore egne fordomme i et kritisk lys, selv om det kan være hårdt. For som Albert Einstein siden påpegede, lever vi i en trist tid, hvor det er sværere at bryde en fordom end et atom! Men mon ikke det går, for, som Kant påpegede, så har mennesket en fri vilje og kan derfor sætte pligten over lysten!
Grundtvig mente, som nævnt, at midlet mod pøbelvælde var at gøre folket oplyst. At gøre dét krævede folkelig oplysning og folkelig dannelse, samt en ny form for højskole, nemlig en folkehøjskole. Siden har disse tanker dannet grundlaget i hele det danske demokrati, og som en basis for denne oplysning og dannelse har vi siden bl.a. fået den danske folkeskole. Mens oplysningen handler om viden er begrebet ”dannelse” straks en lidt mere diffus størrelse. Den pædagogiske filosof Thomas Aastrup Rømer har prøvet at sammenfatte begrebet i denne enkle formel, at ”dannelse handler om forbindelsen mellem mennesker og verden”. En forbindelse, som er afgørende for stort set alle politiske og etiske spørgsmål, men især om, hvordan livet bør leves og samfundet indrettes. I den forbindelse har skolen en særlig rolle. Ordet ”skole” er oprindeligt græsk og betyder egentlig ”den frie tid”. ” En skole er stedet for den frie tid, den tid, der ikke går til produktion og reproduktion, den tid der ikke er bundet af kausalitet og funktioner. En skole kan altså ikke udledes af samfundets behov, og den står heller ikke i behovenes tjeneste. Den er i nærheden af samfundet, men er noget andet, fordi det er en afbrydelse af samfundet. "En skole står selv”, som Thomas Aastrup Rømer udtrykker det. Skolen er altså ikke et sted, der blot skal bibringe de færdigheder, som konkurrencestaten i for lang tid har krævet at få ud af den. Uden dannelse får vi ikke myndige borgere. Derfor er det også sørgeligt, at der i flere år, er skåret ned på beskæftigelsen med litteratur, kunst og filosofi, for det er jo netop igennem denne beskæftigelse, evnen til at spørge til, undersøge og diskutere etiske spørgsmål, myndige borgere skabes.
God litteratur har en langt større civiliserende effekt på unge end voksnes formanende påbud. Det har vi vidst siden lediggængeren, Sokrates for mere end to 2000 år siden gik rundt i de græske parker og ikke beskæftigede sig med andet end at belemre høj som lav med sin evige tvivl og mange spørgsmål. En evig tvivl og evige spørgsmål, der altid drejede sig om det samme, at fremkalde en viden, som forpligter hele individets personlighed, og fordomsfrit at bringe andre en større selverkendelse.
Med de store udfordringer vi, som samfund, står overfor, som fx klimakrise, biodiversitetskrise, manglende respekt for retsstaten, anslag mod menneskerettighederne m.v., er det måske vigtigere end nogensinde, at myndige borgere, i vores repræsentative demokrati, vælger repræsentanter, som optræder myndigt. Repræsentanter, som vover at vide og ikke politikere, som kun smigrer os for at overtale os til en bestemt politisk handling. Jeg tror, at det var samfundsrevseren P.H.,der i sin tid mente, at pop var at give folk det, de gerne ville ha’, men at kultur var at give folk det, de ikke vidste, de ville ha’. I vores situation er det vigtigt, at vi ikke bare vælger poppolitikere, der vil give os det, de tror vi vil have, men at vi i stedet vælger politikere, der på baggrund af viden og indsigt måske præsenterer os for en kurs, som vi ikke vidste, vi ville have, så de – som styrmænd på broen af samfundsskibet - kan manøvre os trygt gennem skærene. Hvis du ikke igen vil udsættes for vælgerleden, så er valget dit!
(20.05.19)