JYSK LOGIK

 Jeg troede, der var ved at være konsensus om, at tidens mest påtrængende problem var at redde kloden til vore efterkommere.

Men nu ser jeg, at Martin Henriksen (DF) (i Politiken den 17. december), med en for mig indtil nu ukendt logik, plæderer for, at vi - af hensyn til vore forfædre - i samfundsdebatten og i medierne skal respektere danskheden. Hvad det så end er for en størrelse.

Jeg er ikke sikker på at Henriksen tænker på de jyske forfædre, der i 1241 var kloge nok til at vedtage den lov, som Valdemar Sejr og Viborgs biskop Gunner havde forelagt et stormandsmøde i Vordingborg kort før kongens død i marts. Gunner var hjernen og pennen bag i al fald fortalen. Henriksen kender måske, fra sin gang på Christiansborg, de bevingede ord, ”med lov skal land bygges”, fra Gunners fortale. For, som der videre begrundes i teksten, ”var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde”.

Men det lader i hvert fald til, at Henriksen, bevidst eller ubevidst, har overset afsnittet, hvor det pålægges kongen og øvrigheden ” at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse, børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest vold”. Det kan selvfølgelig også være, at Henriksen, som vist er sjællænder, har overset den, fordi det var jyderne, der holdt ved deres gode lov; i Sønderjylland har dele af den været gældende helt frem til omkring 1900. På Sjælland fik den aldrig gyldighed. Deraf navnet Jyske Lov.

Om bisp Gunner var jyde vides ikke, men hans tanker om human ret burde vel også gælde hele riget og betegnes som danskhed!

(20.12.19)

Seneste kommentarer

Del siden