STORE EFTERTÆNKSOMHEDSDAG

 I dag, mandag den 27. januar, er det 75 år siden, at udryddelseslejren Auschwitz i Polen blev befriet. I den forgangne uge satte statsministeren ord på antisemitismen i Danmark, og i går læste jeg et interview med den tyske forfatter og jøde Max Czollek. En mærkedag og udsagn som giver anledning til lidt eftertanke.

Som barn i 1950erne og i 1960erne føltes uhyrlighederne efter 2. Verdenskrig endnu tæt på. Især da fjernsynets barndom forløb synkront med vores egen barndom. I fjernsynets barndom var der ingen børne-tv, og ingen spekulerede så meget på, hvad man kunne udsætte børn for at se på tv. Og da der dengang kun fandtes en dansk tv-kanal med begrænset sendetid, søgte nogle af os tv-tid hos vore naboer vesttyskerne. Her kunne vi, ud over at tilegne os sproget, også følge vesttyskernes forsøg på det, der kaldtes ”Vergangenheitsbewältigung”. At komme overens med fortiden. Jeg erindrer fx, i min barndom, at have set døde kroppe fra en kz-lejr blive skubbet til bunke af en bulldozer. Ganske vist i sort-hvide billeder og på tv, men i barnesindet blev det klart en manifestering af en ond fortidig realitet. En realitet, som jeg senere, som voksen, fik verificeret gennem adskillige besøg i forskellige kz-lejre og jeg, bl.a. som tysk- og samfundsfagslærer, har været optaget af i hele mit voksne liv.

Igennem min barndoms tyske tv-tid og gennem besøg hos tyskere erfarede jeg dog også, at tyskere, på godt og ondt, lignede os andre - som mennesker. Som drengefodboldspiller deltog jeg fx sammen med mit fodboldhold fra KB i en international fodboldturnering i Hamborg. I den forbindelse var jeg i en periode indkvarteret hos Claus, min tyske fodboldkammerat, og hans tyske familie, hvis dagligdag jeg fulgte. Og den kunne ligeså godt have været dansk. Det, jeg undrede mig mest over ved livet i den tyske familie, var - da jeg, efter hjemkomsten (og nu talte tysk i søvne) skulle fortælle min familie om opholdet - den anderledes mad og familiens prioriteringer. Jeg forstod fx ikke, at den tyske familie prioriterede at bo i en lille lejlighed (hvor der dog var hjerterum) for i stedet lade faderen, der var vellønnet overtolder på Hamborg Havn, køre rundt i en stor Mercedes, mens vi i min familie prioriterede parcelhus og have frem for et potent køretøj.

Efter sådan at have været vidne til såvel resultaterne af holocaust og tysk menneskelighed kommer man ikke uden om at tænke over, hvordan nazismen og dens ondskab kunne opstå, og hvordan vi kan undgå, at lignende sker igen! Tanker, som jeg også har gjort mig i min bog ”Hvem vil du være? – Tanker til en teenager”. Her er et citat fra side 31:

”Overalt har mennesker fordomme overfor andre mennesker, og frygten for det/de anderledes udløser ofte utryghed, vrede og had. Derfor er det også vigtigt at være kritisk og at udfordre det første indtryk, man får af en person. I stedet for at sætte os i andres sted har vi en tendens til at kategorisere hinanden som gode eller onde. En person kan fx have begået noget, du synes er en ond handling, som du må tage afstand fra, men at dømme et menneske til at være ondt i sig selv er at opgive det.

Fx deltog den tyskamerikanske politolog og filosof Hannah Arendt (1906 – 1975) i 1961 i processen mod Adolf Eichmann, en af de hovedansvarlige for mordet på millioner af jøder. Hun var selv af jødisk afstamning. I sin bog ”Eichmann i Jerusalem” skriver hun, at massemorderen var et helt almindeligt menneske. Han virkede ikke, som det uhyre, man havde forestillet sig.

Gennem processen kom Hannah Arendt til den overbevisning, at det onde ikke udspringer af ondskabsfuldhed eller lyst til grusomme handlinger. At mennesket handler sådan, skriver hun, ligger i dets manglende tænkeevne og dømmekraft. Repressive, undertrykkende politiske systemer profiterer af manglen på sådanne evner og kan fremkalde handlinger, som man sædvanligvis vil kalde ”utænkelige”.

Adolph Eichmann var ikke en af holocausts organisatorer, fordi han hadede jøder, siger Hannah Arendt. Han var endda en beundrer af zionismen og opfattede sig selv som et godt menneske. Eichmann begik ikke sine forbrydelser ud fra ondskab, men ud fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter som statsansat. Han fulgte blot sine ordrer uden at tænke efter og lod ikke følgerne af sine handlinger komme tæt på sig.

Tanken om, at det onde skulle være banalt, som hun kalder det, gør ikke umenneskelige handlinger mindre forfærdelige, tværtimod. Hvis man ikke betragter mennesker, som gør onde handlinger, som uhyrer, har man muligheden for at spørge sig selv, om vi ikke alle ville være i stand til at være onde. Vi må, ifølge Arendt, væbne os imod ethvert af det politiske systems misbrug og mulige mangler i vores dømmekraft.

Den samme konklusion kom den norske sociolog og professor Niels Christie til. Som ung interviewede han fangevogtere fra koncentrationslejre for at finde frem til deres ondskab. Også han opdagede det banale, at der kun findes onde handlinger, men ikke onde mennesker.

Den tyske filosof og sociolog Theodor Adorno (1903 – 1969) advarede, mens han levede i eksil i USA og under indtryk af krigen og holocaust, mod, at vi adskilte vores tænkning fra følelserne. Han mente derimod, at vores dømmekraft skulle måles på, om det lykkedes at bringe følelserne og tænkningen i overensstemmelse med hinanden. For at være beredt til at gøre ondt kan ikke kun henføres til en mangel på følsomhed, men også til en mangel på intelligens og indsigt. Han mente også, at massekommunikationens nye tekniker, reklame, radio, film og fjernsyn ikke blot præger vores ydre liv, men også vores indre, idet de bl.a. adskilte følelser og forstand. Derfor, siger Adorno, er godtroenhed tåbeligt, og at den, der stræber efter at gøre det rette har brug for en kritisk bevidsthed. I den kritiske bevidsthed er forstanden og følelserne aktive. I den bevidste vægring ved at indordne sig i den generelle dans om guldkalven, i viljen til at holde stand og ikke at lade sig bedrage melder følelserne deres behov. Hvis vi slettede de sidste spor af følelser fra vores tænkning, ville vi ifølge Adorno ikke have noget mere, der kunne være et anstød til tænkningen. Følelsen af, at ”der er noget galt” eller ”der mangler noget”.

Sjovt nok giver den nyere naturvidenskab Adorno ret i hans kritik af adskillelsen af forstand og følelser. Videnskabsfolk som fx Antonio Damasio, der siden 1990erne har undersøgt følelserne og hjernen, har fundet flere antydninger af, at det er følelserne, som er anledningen til vores beslutningsprocesser. Vi må altså, for at nå frem til kloge domme eller til i det hele taget til at være i stand til at fælde domme, gøre brug af såvel vore følelser som af vores intelligens.”

I et interview, her dagen før mindedagen, den 27.januar, for befrielsen af udryddelseslejren Auschwitz i Polen, kalder den 32-årige tyske forfatter, poet og teaterarrangør Max Czollek, i et interview, med en term lånt fra sociologen Michal Bodemann, markeringen for en slags ”erindringsteater”. Han mener, at man nu i tre årtier offentligt har iscenesat en fortælling om, at Tyskland har set sit indre bæst i øjnene og overvundet det. Ifølge ham, som er født i en jødisk familie, opfylder erindringskulturen i Tyskland en bestemt funktion for samtiden, og den handler om at forsikre det tyske samfund om, at de ikke længere er nazister. At de med succes har overvundet nationalsocialismen. Men den fortælling støder nu åbenlyst sammen med virkeligheden, påpeger han. Antisemitismen er igen på fremmarch, og det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD) vinder frem.

En vigtig lektie fra Anden Verdenskrig er for forfatteren, at det altid vil være usikkert for jøder, når nationalismen dominerer. Og herfra ser han en linje frem til tidens forestilling om en tysk ’ledekultur’ og det udbredte krav om integration og tilpasning. Integration baserer sig på, at nogle mener at kunne bestemme, hvem og hvad der hører til, og hvem og hvad der ikke gør, siger han. »Integration er et krav, der altid stilles til bestemte mennesker. I de seneste år først og fremmest til folk, der bliver betegnet som muslimer. Men for eksempel ikke til nynazister, selv om man jo kan sige, at de heller ikke er godt integreret«, siger Max Czollek.

Den danske statsminister Mette Frederiksen udtalte sig den 21. januar om den danske antisemitisme og sagde bl.a.: ”Der er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen”. Et udsagn, som Max Czollek sandsynligvis ikke kender til og derfor ikke forholder sig til, men som han alligevel indirekte kommer til at kommentere. Om forholdene i Tyskland siger han nemlig: »Jeg tror, man må forstå, at efter 1945 og holocaust i Tyskland, så eksisterer sådan noget som normalitet ikke mere og kan ikke eksistere mere”. Og fortsætter: ”Med de tyske jøder i en vigtig birolle begyndte Tyskland at se sig selv som ’erindringsverdensmestre’. Det har været med til at muliggøre en genfremkomst af en tysk nationalisme”. Og når man nu mener at have overvundet antisemitismen, må de mange overfald på jøder jo forklares udefra, som noget der kommer ind med flygtede mennesker. Igen bliver jøder tildelt en rolle. AfD (Alternative für Deutschland) italesætter jøder som ofre, der skal beskyttes mod muslimer. Dagens åbne antisemitisme er importeret, hævder AfD. I virkeligheden er deres formål at fortælle muslimer, at de skal underordne sig en »dominerende, kristen, tysk kultur«. Den stædige tro på at have besejret fortiden skaber ifølge forfatteren et skævt blik på nutiden. Man får sværere ved at se AfD som et såkaldt ’völkisch’ parti præget af den ekstreme nationalisme, som greb Tyskland i tiden før Anden Verdenskrig. Det bliver i stedet set som et parti for frustrerede vælgere, der skal kommes i møde, siger han. ”Holocaust-overlevere fortæller, at de længe bare blev betragtet som tyskere, men pludselig var de ’jøder’ i 1930’erne".

I de seneste år bliver de, der tidligere blev omtalt som tyrkere eller indvandrere, selv i anden og tredje generation oftere omtalt som muslimer, bemærker forfatteren. ”Når vi i dag taler om drabet på seks millioner jøder, så er det i nazisternes forståelse. Det var først og fremmest bare seks millioner mennesker”, siger han. »Det gør en forskel, om et samfund gør mig til jøde, eller jeg selv definerer mig som jøde«, siger han.

Til statsministerens analyse om årsagen til antisemitismen i Danmark, findes der, for mig, kun en kommentar, et citat af den tyske forfatter, videnskabsmand og filosof Goethe: ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt”, man aner hensigten og bliver forstemt. Måske burde hun i stedet lytte til Auschwitz-overleveren Primo Levi (1919-1987). Levi, som kom fra et sekulært jødisk hjem i Torino, sad i Auschwitz-lejren ’Monowitz’ fra 21. februar 1944 til 27. januar 1945. Ud af 650 italienske fanger fra den transport, han ankom med, var blot 20 i live – og naturligvis i en miserabel forfatning – da Den Røde Hær nåede frem i dag for 75 år siden: ”De nazistiske koncentrationslejre var den europæiske fascismes yderste konsekvens, dens kulmination, det monstrøse udslag af den. Men fascismen eksisterede allerede før både Hitler og Mussolini og har i åbenlys som i maskeret form overlevet sit nederlag i Anden Verdenskrig. I alle dele af verden hvor man begynder at fornægte menneskets fundamentale friheder og princippet om at alle er lige, styrer man mod koncentrationslejrsystemet – og det er en vej det er svært at standse på, når man først er sat i gang.”

Til slut blot lidt fakta: Det tyske kriminalpoliti (BKA) laver en årlig opgørelse over politisk motiveret kriminalitet. De fandt 1799 antisemitiske forbrydelser i 2018. Næsten 20 procent flere end året før. Næsten 90 procent blev tilskrevet et ’højreorienteret motiv’. Af voldskriminaliteten stod højreorienterede for 49 tilfælde, venstreorienterede for 3, gerningsmænd med ’udenlandsk ideologi’ for 10, mens 4 blev religiøst begrundet. Det tyske militær, 'Bundeswehr', har i årevis haft problemer med tyske højreekstremister, der er en del af styrkerne. Og lige nu er 550 soldater mistænkt for at være en del af højrefløjens ekstreme miljø. Sådan lyder det fra det tyske militærs efterretningstjeneste (MAD) i det tyske medie 'Welt am Sonntag'. "Vores mål er ikke bare at fjerne ekstremister fra det tyske militær, men også personer, som ikke er tro mod vores forfatning". Direktøren for efterretningstjenesten, Christof Gramm, siger, at der i 2019 blev registreret 360 sager, hvor der var mistanke om højreekstremisme. 14 personer blev dømt for ekstremisme sidste år, otte af dem højrefløjsekstremisme, og yderligere 40 personer "levede ikke op til værdierne i den tyske forfatning". 

(27.01.20)