DET MØRKE JYLLAND

 På en vinterkøretur gennem det jyske fra Kolding til Tønder er ordet ”biodiversitet” ikke det første ord, der falder en ind. Biodiversitet er jo et udtryk for variation i den levende natur, og ad landevejen til Tønder forkæles øjet ikke just af hverken varierende indtryk eller af natur.

For tiden præges turen mest af det, der bedst kan karakteriseres som ”de tusind søers land”. Mørke marker, klimabestrøet med utallige vandhuller, der kun enkelte steder er forsonligt bemalet med et par grønne vinterafgrøder og græsmarker. Agre der ligger beredte til igen at fodre de førnævnte tusinde søer i de danske svinestalde.

Mens man på turen drømmer sig til varme sommerdage, hvor øjet ville kunne glædes over en større farvediversitet, erkender man at biodiversiteten alligevel stadig ville være et fatamorgana. Kulturlandskabet ville stadig slå ethvert oprør af biodiversitet ned. Og selv om den tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sikkert vil fastholde, at en kornmark er natur for ham, og at en landmands mark er en ”naturoplevelse”, vil biologer betragte det som et absurd udsagn. De vil i stedet nok nærmere hævde, at en kornmark er en biologisk ørken, da biodiversiteten på en mark kan sammenlignes med en ørkens.

Mens bilen monotont æder asfalten mellem de mørke marker på vej gennem det sønderjyske, falder tankerne på, hvorfor det er kommet så vidt. For det har jo ikke altid været sådan. Adam af Bremen (ca. 1040 - ca. 1081), som var kannik ved domkirken i Bremen og desuden forfatter af en stor krønike om ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, så jo Jylland ganske anderledes. Hans krønike er en af hovedkilderne til vores viden om Danmarks historie i vikingetid og tidlig middelalder. I fjerde bog, der bærer titlen ”Beskrivelse af øerne i Norden”, får læseren et indtryk af det danske riges udformning og udstrækning omkring 1075. Adam var meget omhyggelig i sine beskrivelser. Han gengiver rejseafstande og rejseruter, bispesædernes placering, antallet af kirker, skikke og love og endog sørøveres tilholdssteder. Og Jylland beskrives bl.a. sådan: ” Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog endnu mere skrækindjagende end andre egne, og det skys tillands på grund af manglen på afgrøde, tilvands på grund af sørøvernes angreb. Det befindes knap dyrket på noget sted og er knap egnet til menneskelig bosættelse”.

Hvis Adam af Bremen i dag skulle opdatere sin viden om Jylland og Danmark og være lige så omhyggelig i sine beskrivelser, måtte han tage ad notam, at der ikke just er mangel på afgrøder i det nu gennemkultiverede danske land. Vi har nemlig overladt ansvaret for to tredjedele af dette yndige land til ikke færre end 35.000 jordejere. Eller sagt på en anden måde: 0,6 pct. af den danske befolkning har hals- og håndsret over 62 pct. af landet, hvilket har skabt verdens hårdest opdyrkede land. Nu dyrkes der korn på halvdelen af de danske marker, der lægger beslag på to tredjedele af Danmarks areal. Vi producerer faktisk vegetabilske produkter nok til at mætte 20 millioner mennesker, selv om vi kun er 5,86 mio. danskere. Hovedparten af den danske kornhøst fyldes imidlertid i svin. Vi har nemlig en svinebestand, der tæller mere end dobbelt så mange dyr, som vi er danskere. 12-13 mio. svin er selvfølgelig for intet at regne mod verdensbestandens 794 mio. svin, men vi huser altså 1,6 pct. af verdens svin og dermed er Danmark det mest svinetætte land i verden, forstået på den måde, at ingen anden nation accepterer så stor en svineindustri som vi!

Det moderne begreb ”biodiversitet” måtte Adam af Bremen nok også tage til sig i sine beskrivelser for at kunne iagttage dens kummerlige stand både i Danmark og resten af verden. I en 1.800 siders lang rapport fra 2019 fra FN-organisationen Ipbes er hovedkonklusionen nemlig, at vi aldrig før i menneskehedens historie har udryddet klodens dyre- og plantearter så hurtigt, som vi gør nu. Op mod én million arter er truet af udryddelse. Mange af dem risikerer at være forsvundet inden for få årtier, og vi gør alt, alt for lidt for at redde dem - og dermed også os selv. Rapporten maler et ret sort billede: 75 procent af alle økosystemer på land er blevet nedbrudt af menneskelig aktivitet. 20 procent af hjemmehørende individer i de største landbaserede økosystemer er tabt. Og sådan fortsætter listen, siger Carsten Rahbek, der er professor på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet og en del af Ipbes' danske kontor. På trods af det dystre budskab ser Carsten Rahbek dog Ipbes' rapport i et positivt perspektiv: ”Mere end 130 lande er tiltrådt Ipbes. Det betyder, at verdenssamfundet bakker op om det faktuelle grundlag for biodiversitetens tilstand. Nu kan vi så begynde at diskutere på politisk niveau, hvad vi gør ved det”, siger han.

Jeg kan så kun håbe, at den jordreform, som Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevare har foreslået, hvor 100.000 hektar landbrugsjord – svarende til et areal på to gange Falster – tages ud og omdannes til naturområder, om føje år vil bidrage til at turene gennem det mørke Jylland bliver mere brogede, og at jordreformen ikke bare forslår som den berømte skrædder i helvede.

I mellemtiden vil jeg fortsat nyde Løgumgårde Hede på vejen til Tønder og håbe, at den ikke får den skæbne, som H.C. Andersen i sin tid forudså: "Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt: lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom! om føje år heden som en kornmark - som en kornmark står".

(18.12.19)